Jeg har læst Nalles seneste bog, Nurkkahuone. Bogen er virkelig interessant, og jeg anbefaler den til alle her. Det er en slags historik over Sampo, og den afslører meget åbent, hvad der skete bag kulisserne. Personerne omtales også meget åbent, ligesom i tidligere erindringer. Da jeg selv har fulgt Sampos historie meget tæt i denne periode (2005-2010 som investor og 2010-nu som analytiker), var dette en utrolig interessant bog for mig. Jeg har samlet mine egne tanker og refleksioner, som bogen fik mig til at tænke på. Bemærk, indeholder spoilere fra bogen! Derudover vil jeg påpege, at det ikke er hensigten at kritisere Nalle, men jeg ønskede blot at fremhæve mine egne observationer/fortolkninger af bogen 
Der var rigtig mange arrangementer under opsejling bag kulisserne, og det er endda et mirakel, at der ikke skete mere mellem 2010-2020. Fakta er, at “Nalles næste store træk” aldrig skete, selvom markedet konstant spekulerede i det. Jeg husker, da jeg selv som analytiker engang overvejede, om denne spekulation gik lidt over gevind, når intet skete, men efter at have læst bogen er det let at konstatere, at man var på rette spor. Nordea blev seriøst forsøgt giftet bort på kryds og tværs, men timingen var bare ikke rigtig. Hvad angår If, var det nok i det mindste delvist held, at Allianz eller Zurich ikke bed på Sampos prisforlangender 
Nordea var en fejlinvestering 
Nalle fortæller i bogen, at han og Stadigh ønskede at skille sig af med Nordea allerede på et overraskende tidligt tidspunkt, da markedssituationen ændrede sig dramatisk på det europæiske bankmarked. Derudover viste Nordea sig at være et klart dårligere selskab, end de oprindeligt havde troet. Baseret på bogen virker Nordea til at have været en konstant sten i skoen for Sampo, hvorfra de søgte en hurtig udvej, men ikke fandt den. Ja, investeringens afkast på 9%/år var helt okay, men langt fra hvad de oprindeligt stræbte efter. Desuden blev ejerperioden utrolig lang, da den oprindelige strategi nok var at foretage en hurtig transaktion med et par års horisont.
Hvad angår Buffetts købstilbud 
, fortryder Nalle efter min mening at have afvist det, selvom han ikke direkte indrømmer det. For eksempel i Sampos podcast nummer 3 ( Inside Sampo episode 3: Back to the roots, through a detour in banking Sampo plc 139 subscribers Subscribe Like - Inderes ), henviser han til manglen på et officielt tilbudsbrev, og det skinner i det hele taget igennem kommunikationen, at denne sag har naget ham. I bogen diskuteres det meget, hvorfor Buffett dog bare afsluttede forhandlingerne og ikke reagerede på et marginalt forhøjet modtilbud på nogen måde. Som Stadigh udtalte i bogen, ville Buffetts købstilbud på Sampo have været en elegant afslutning på Sampos historie, og det er let at være enig i dette. Var afvisningen en fejl? Efter min mening et spørgsmål om smag. Prisen var rigtig god, og med Buffetts tilbudspris har Sampos årlige afkast siden da, inklusive udbytte, ifølge mine beregninger været \~5 %/år. På den anden side ville et salg af Sampo have udløst store skattemæssige konsekvenser, og disse understreger Nalle selv. Det er klart, at med skatterne taget i betragtning ville Sampos årlige afkast have været højere end disse 5%. Jeg synes, det er godt at bemærke, at Nalles forsøg på at “malke” 4 euro/aktie om aftenen ikke ville have ændret denne beregning væsentligt i den ene eller anden retning. Nå, heldigvis solgte han ikke, for Ifs fravær fra vores børs ville være en stor skam 
Jeg har tidligere vidst, at Stadighs rolle har været stor, men det understreges yderligere i bogen. Han var den, der i sin tid troede på If, han fandt Torbjörn, han var Ifs bestyrelsesformand (hpj), da virksomheden blev bygget op til det, den er i dag, han modtog et købstilbud fra Buffett osv.
Nalles kommunikation vedrørende købet af If har tydeligt ændret sig. Tidligere har Nalle åbent sagt, at han ikke selv ville have købt If, men at Stadigh overtalte ham til det. Nu er tonen en anden, og han tager også æren for denne erhvervelse selv, og giver ikke al æren til Kukille (faktisk får han overraskende lidt ære for dette i bogen). Om tiden har forgyldt minderne, eller hvad, men historien har i hvert fald ændret sig meget 
Da Mandatum blev børsnoteret, var Sampos prisskilt for det 2 milliarder. De modtog ingen tilbud til denne pris, så de besluttede at børsnotere Mandatum. Det er sjovt, at markedet nu giver Mandatum en værdi på over 3 milliarder. Er det sådan, at køberne (private equity-investorer og industrielle købere) ikke forstod Mandatums sande værdi, eller giver børsen Mandatum blot unødvendigt høje multipler? 
Ved Nordeas CEO-rekrutteringer har Nalle efter min mening en ret klar blind vinkel. Hvad angår Claussen, gøres det klart i bogen, at Nordea var i en overraskende dårlig stand, da von Koskull startede i slutningen af 2015. Claussens lederprofils egnethed til de ændringer, Nordea krævede, sættes også spørgsmålstegn ved, men alligevel siges det ikke direkte om Claussen, at han fik lov til at fortsætte som CEO (tj) for længe. Hvad angår von Koskull, viser Nalle fuld forståelse for, at Magnusson skiftede ham ud med det samme, men alligevel kritiserer Nalle ikke med et eneste ord von Koskulls periode i Nordea eller hans udnævnelse. Selvom von Koskull arvede et Nordea i en meget dårlig stand fra Claussen, kan hans CEO-periode ikke kaldes en succes.
Nalle lægger endda forbløffende stor vægt på analytikernes udtalelser og især aktiemarkedets og mediernes reaktioner. Det føles som om, at kapitalmarkedets dom (som normalt opsummeres i kursudviklingen) er den ene og eneste afgørende målestok for, om noget blev gjort klogt. Selvfølgelig har børsen altid ret på lang sigt, men reaktioner fra en enkelt dag fremhæves overraskende meget. Henvisninger til individuelle analytikerrapporter eller kursmål er også overraskende. Dette er efter min mening lidt i strid med, at Nalle og Sampo altid har gjort tingene på deres egen måde og ikke har bekymret sig om, hvad andre tænker. 
UPM/Fortum fusionen er noget, jeg ikke kan forstå. Jeg forstår, at i 90’erne blev transaktioner gennemført uden hensyn til aktionærværdi, og ofte var årsagen imperiebygning eller en lignende ikke-rationel grund (dette henviser til del 2 af Nalles erindringer). Men i 2010’erne har situationen været helt anderledes, og transaktioner har praktisk talt altid haft aktionærværdi som udgangspunkt. I denne transaktion giver det ikke engang mening på papiret, som Nalle selv bemærker i bogen. 
Jeg er lidt overrasket over, at fejlen ved ikke at fremsætte et købstilbud på Topdanmark ikke åbent indrømmes. Fakta er, at Sampo spillede kispus for længe og endte med at male sig selv op i et hjørne. Selv den sidste mand på gaden vidste, at Sampo ville købe Topdanmark, og derfor svævede prisen på et absurd niveau. Hvis Sampo havde handlet tidligere og mere aggressivt, ville denne transaktion være blevet afsluttet år og år tidligere.
Jeg synes, det er rørende, at da Nalle startede i Sampo, var deres idé at gøre Sampo til Nordens førende kapitalforvaltningsselskab (dengang talte man mere om salg af investeringsprodukter og livsforsikring), og nu 20 år senere er Mandatum stort set det, de engang forestillede sig for Sampo. Der er en fin symbolik i dette 
Så endnu en varm læseanbefaling til alle, både denne seneste og selvfølgelig også de to tidligere Wahlroos-erindringer. Hvis læsning ikke frister, er Sampos tredelte podcastserie også interessant: ( Inside Sampo episode 3: Back to the roots, through a detour in banking Sampo plc 139 subscribers Subscribe Like - Inderes )