Har andre erfaringer, og hvordan har I løst dilemmaet? Det er nok en ret typisk situation, at en succesfuld investors nærmeste omgangskreds spørger efter tips eller hjælp til porteføljeforvaltning. På den anden side gør det ondt i sjælen, hvis f.eks. slægtninge eller nære venner har deres penge i svindelagtige fonde med høje gebyrer eller på en bankkonto med nulrente.
På den anden side er investering efter min mening i høj grad psykologi, og f.eks. min egen adfærd og risikovillighed ændrer sig fuldstændigt, hvis jeg skulle investere andres penge. Engang investerede jeg et beløb på min mors vegne, da pengene faktisk havde ligget på en bankkonto, men selv dette føltes lidt som om, det skulle være sidste gang. Man kan godt tåle at miste sine egne penge, men ikke sine nærmestes.
Nogle gange har jeg tænkt, at hvis man fører en investeringsdagbog, kan man jo åbne den for andre med ordene: ‘læs mine begrundelser og følg med, hvis du vil, men beslutningerne og dine penge er altid dine egne’. Jeg har indimellem forsøgt at tale om investering med dem, der spørger, men mine egne lange udredninger interesserer ikke folk, der ikke selv er interesserede i investering, men blot ønsker nemme penge. Så jeg konstaterer som regel blot lakonisk: invester i et indeks.
Investeringsstrategien er det mest problematiske her. En ægtefælle er som udgangspunkt i samme aldersgruppe, så man kan starte med at sammensætte en portefølje med samme investeringshorisont. Hvis man selv er 30 år og forældrene er +50 år, så kan man godt begynde at klø sig i hovedet. I mit tilfælde ville det uundgåeligt føre langt væk fra min egen strategi. Især hvis nogen eventuelt ønsker at bruge deres investeringer til forbrug.
Ikke særlig nemt. Der skulle være tilstrækkelig interesse for investering, så de forstod noget. Jeg har konstateret det samme.
Jeg anbefaler undtagelsesfrit indeksfonde til mine nærmeste. Det er stressende, når et par venner, der følger mig på Shareville, papegøjeagtigt efterligner min handel uden at undersøge virksomhederne, for ikke at tale om, at deres mål og risikovillighed er helt anderledes end mine. Jeg har overvejet at lukke hele min Shareville-portefølje af denne grund.
Nogle gange spurgte jeg en ven om råd om investering, han sendte et link til en hjemmeside… Det kunne have været denne, den ser i hvert fald bekendt ud.
Hvis du ikke er interesseret i at investere, så indeksfonde, eller med risiko, små beløb i krypto. I dette og mange andre ting er det svært at lykkes med noget, man ikke er interesseret i.
Her, at investere andres penge, er der en lille risiko for, at hvis vi går i minus, eller det går skævt, så vil det aldrig blive glemt.
Jeg har selv anbefalet investering i indeksfonde, men det føles som om, alle har den samme melodi “For lavt afkast” og straks skal finde syv rigtige og gå fra “klude til rigdomme” på en nat. Men hvis det er svært for selv analytikere at forudsige aktiekurser, så…
Min egen ægtefælle er et perfekt eksempel på “alt nu og straks til mig” investering. Han startede lidt efter mig med at investere i en finsk indeksfond. Da pengene investeret i fonden var faldet, og afkastet var negativt, var han ved at sælge alt, fordi han ikke ville få noget afkast af det. Jeg forbød ham at sælge endnu og fortalte, at hvis pengene forsvandt fra fonden, så ville hele Finland sandsynligvis også være konkurs. Så stoppede han med at investere i den pågældende fond og solgte til sidst andelene, iden han erklærede det hele for dumt. Og han anbefalede mig at sælge mine egne aktier, da de på det tidspunkt var i minus med hensyn til afkast. I øjeblikket er min ægtefælles eneste aktieinvestering denne lejlighed og jeg har den samme lejlighed + penge på aktiemarkedet, hvor jeg har fordoblet min kapital. Selvfølgelig kan alle de afkast, der er opnået i dag, være tabt i morgen, inklusive kapitalen.
Fire års vedholdende arbejde har endelig båret frugt, og mine resultater har overbevist min kone, som vi i dag åbner en AOT for. Nu stiller jeg et begynderspørgsmål: hvordan administrerer I jeres nære slægts osakeporteføljer, købs- og salgsordrer? Jeg har forstået, at der er flere her, der gør dette. Bruger I jeres ægtefællers bank-id’er, eller kan administrationen også udføres med en fuldmagt? Tak for jeres hjælp.
I hvert fald hos Op kan man administrere ægtefælles og børns værdipapirkonti, når de pågældende giver fuldmagt til at administrere aktiverne, det vil sige til værdipapirhandel. Værdipapirkontiene og de tilknyttede egne konti er synlige for mig. For at deltage i en børsnotering kræves en separat instruktion fra de implicerede parter. Nemt, i hvert fald med en normal værdipapirkonto!
På ingen måde, og jeg forstår heller ikke, hvorfor nogen ville gøre det. Hvis en slægtning ikke er tilfreds med at få vist et indeksdiagram og det afkast, der opnås, samt en månedlig indbetaling til et par fonde, så må de selv undersøge aktier og overveje, hvad de vil investere i. Jeg ville ikke begynde at købe aktier med andres penge, da de også kan få afkast fra passiv investering.
For børnenes skyld sætter jeg deres gaveindbetalinger/“ti euro om måneden” i indeksfonde.
Bank-id’er bør aldrig gives til en anden person, da det praktisk talt betyder at give afkald på sit eget pas og sin underskrift, med den forskel at den anden person ikke ved, om det er Matti eller Maija i den anden ende.
Fuldmagter og elektronisk registrerede fuldmagter bør være tilstrækkelige til at håndtere alle nødvendige anliggender. For eksempel bør bankernes værdipapir- og aktiesparekonti kunne håndteres med en fuldmagt. Afhængigt af banken er det også muligt at sætte begrænsninger for fuldmagten, så ikke alt er muligt. F.eks. at en anden kun kan bruge midlerne på en konto tilknyttet en aktiesparekonto, så overførsel af penge til investering stadig er under personens egen beslutning.
Min ældre slægtning bad mig om at investere hans ekstra penge, da de ikke giver noget på en opsparingskonto. I starten havde jeg en normal risikodiskussion og understregede, at pengene kunne tabes, og at jeg ikke er nogen professionel. Han er dog så forstående og sagde, at det er en del af spillet.
Så fokus på risici og skabelse af en slags plan. Nogle gange ringer han og spørger, hvad vi skal gøre, når der dukker et firma op i nyhederne. Svaret har altid været det samme, “ingenting” og en eventuel lille kommentar. Aktierne er altså i praksis til evigt hold, som en arv efter ham, men hvis han af en eller anden grund ønsker at stoppe, har jeg sagt, at det også er helt hans beslutning.
Tro, Håb og Kærlighed bør man lade ligge, når man investerer.
Det er jo et fantastisk afkast sammenlignet med inflationsspiste og liggende penge. Det er et plus at investere i et hvilket som helst “positivt” instrument med forventet afkast. I indeksfonde (f.eks. S&P500) betyder Macy’s eller andre ikke så meget… Mudderet synker til bunds over tid, og nyt og pragtfuldt stiger frem, som årene går. Man skal fortjene sin plads i indekset. Selskabsrisikoen er lille, når spredningen er stor.
Åh, hvis bare enhver finne forstod dette. Så skulle de næste generationer ikke stå i kø ved socialkontoret.
Man kan absolut ikke kalde mig en succesrig eller erfaren investor, men alligevel har et par nære spurgt mig om hjælp til at komme i gang med at investere. Jeg gjorde det meget klart, at jeg ikke må anbefale nogen investeringsobjekter, men i stedet anbefaler jeg varmt at begynde at investere. Mindst et par langvarige lotto-spillere begyndte derefter at investere i indeksfonde, da vi kiggede lidt på graferne over, hvor mange penge der går til lotto, og hvad det kunne betyde i en indeksfond. Samtidig stoppede de også med at spille lotto, undskyld Veikkaus.
Derudover har jeg fuldmagt til børnenes og ægtefællens AOT-konti via Nordnet, og der går automatisk penge ind på deres indeks hver måned nu. Så jeg gør ikke aktivt noget der, udover at jeg indimellem viser dem grafer over udviklingen af deres konti. Datteren er i hvert fald begejstret, når “penge kommer til penge”
Ingen kan vide, hvad fremtiden bringer. Nogle kan bedrage sig selv ved at forestille sig, at de ved, hvad der vil ske. På markedet er der en konsensus om, hvad der vil ske, og man kan læse om denne opfattelse fra økonomiske eksperter. Når du køber aktier, er du mere optimistisk end konsensus. Når du sælger, er du mere pessimistisk end konsensus. I marts 2020 var konsensus, at dette ville blive en årelang recession, værre end finanskrisen. Man vidste ikke, om centralbankernes tiltag overhovedet ville hjælpe. Konsensus tog fejl, og de, der købte aktier, havde ret. I januar 2020 var corona et problem i Wuhan, og konsensus sagde, at der kun ville være små forstyrrelser i forsyningskæderne. Konsensus tog fejl, og de, der solgte aktier, havde ret. Uanset hvad du gør, har du en eller anden tro på fremtiden. Konsekvente mennesker har en ensartet opfattelse og allokering.
Jeg har investeret min 18-årige brors penge. Han er en hårdtarbejdende fyr (de seneste 2 måneder 320 timer + 320 timer), men han har ikke tid/interesse for aktieinvestering. I øjeblikket er 20.000 € investeret, og saldoen er 28.000 €, hvilket betyder en fortjeneste på 8.000 € i løbet af et år. Jeg har selvfølgelig fortalt ham, at alle penge skal være klar til at tabe, hvis man går ind i dette spil. Porteføljen er blevet næsten identisk med min egen portefølje, med undtagelse af de mere risikable investeringer.
Jeg forstod allerede for mange år siden, at det er den dummeste ting i verden at give gratis investeringsråd til venner/familie. Hvis dit hotteste tip giver dem f.eks. et afkast på 30 %, vurderer de, at det var sådan, det skulle gå, da den store kender rådgav det. Ikke et ord om tak. Hvis der derimod opstår et tab, får du skylden, og i værste fald kan forholdet til den rådgivne blive ødelagt for altid. Engang krævede en person endda, at jeg erstattede deres tab, selvom jeg havde forklaret, at det var en højrisikoinvestering.
Så rådgiv ikke, men henvis personen til en professionel. Rådene kan være dårligere, men de får i det mindste skældud for betaling.
Man kan altid indgå en aftale om denne rådgivning. Jeg tjente selv ret godt på den slags i 90’erne.
Alle kan gøre, hvad de vil med deres penge. Det er ikke værd at stresse over andres penge, især ikke hvis resultatet ikke behager dig. Det er ikke værd at ødelægge venskaber eller familiebånd på grund af penge.
Af interesse spørger jeg jer, der administrerer jeres nære pårørendes aktieportefølje. Har porteføljerne den samme investeringsplan, træffes virksomhedsvalgene på meget forskellige grundlag, eller føles det som om, at ens egen aktieportefølje og en pårørendes aktieportefølje afspejler hinanden ret meget, og at lignende kriterier bruges ved virksomhedsvalg?
Min ægtefælle er nu endelig begyndt at investere igen, og i det mindste lige nu udfører jeg ordrer efter hans anmodning. Og jeg fortæller om de forskellige muligheder. Det første køb er det samme som i min egen portefølje, og jeg kunne forestille mig, at han i starten føler sig mere sikker ved at købe det, som jeg selv har.
Jeg har ageret porteføljeforvalter for mine forældre, men heldigvis med et ret beskedent beløb. De aktier, der findes i mine forældres portefølje, findes også i min egen, men tidshorisonten er helt anderledes, ligesom risikotolerancen, så der findes kun de sikreste og kedeligste papirer fra min egen portefølje.
Min kone, som bad mig om at begynde at investere hendes penge, når hun var færdiguddannet og begyndte at tjene mere, er kommet til fornuft, efter at jeg har vist hende porteføljen på disse normale dage siden januar-rallyet. Jeg tror, at vi ender med at indeksere månedlig opsparing for hendes vedkommende
