Jeg har tænkt på, hvordan vendingen i den finske økonomi kunne se ud rent konkret. Selvom jeg i samme åndedrag straks vil minde om, at makroprognoser er næsten umulige.
Vi kan ikke vide, om f.eks. en stor amerikansk teknologivirksomhed “hemmeligt” planlægger at bygge verdens største datacenter på Nordpolen, og Finland i morgen får en ordre på 10.000 Wärtsilä-gasværker, 20 isbrydere, 50 NoHo-restauranter, hele Puuilos lagerbeholdning og hele Nokias kapacitet for optiske netværk for de næste fem år til dette center – og BNP eksploderer gennem loftet.
Under coronapandemien gik det stærkt, men det skyldtes delvist et opsving fra det dybe hul i foråret 2020. Takket være global stimulering tog den finske økonomi en hurtig acceleration. Stigningen i boligpriserne tog fart, og folk forbrugte alt, hvad de kunne. Det var et raketagtigt opsving gennem hele 2021.
I denne graf ses ændringen i det nominelle BNP (altså hvor effekten af prisstigninger, dvs. inflation, ikke er renset fra) på årsbasis.
Men er dette realistisk, når vi ser på helheden (branchemæssige forskelle er selvfølgelig enorme) og ikke springer ud fra et dybt hul, men snarere fra en bølgedal med nulvækst?
Arbejdsløsheden er 10 %, men omvendt er 90 % af dem, der ønsker arbejde, i beskæftigelse, og lønningerne er steget. Der har været talt meget om svagt forbrug. Lige nu kan de finske husholdningers situation karakteriseres som en “balancerecession”, hvor man sparer op, indtil ens egen økonomi (opsparing, afdrag på gæld, friværdi i bolig osv.) er “i orden”. Varigheden af dette er svær at vurdere, men det varer selvfølgelig ikke evigt.
Er den kommende “raketvækst” snarere en “acceleration” til 1 %, maks. 2 % reel BNP-vækst i korte perioder? Hvis inflationen var 2 %, ville det betyde 1-3 % nominel vækst.
Når økonomien vokser så langsomt, eller “middelalderligt” som jeg har spøgt med i mine “Vartti”-videoer, føles høj- og lavkonjunkturer så overhovedet som noget som helst rent konkret længere? 
Og som @Pohjolan_Eka og andre minder om i denne tråd, forsøger den finske offentlige økonomi (i det mindste på en eller anden måde) hele tiden at skære ned, hvilket samtidig æder vækstbetingelserne. Når den offentlige sektor sparer, overføres omkostningerne i praksis til den private sektor (der er næppe råd til at give mange flere skattelettelser).
De langsigtede økonomiske vækstudsigter er, hvad de er. De grundlæggende byggesten for økonomisk vækst svækkes i Finland. Den arbejdsføre befolkning skrumper. Mindre ungdomsårgange får dårligere uddannelse, hvilket yderligere udhuler vækstbetingelserne.
Bemærk, jeg forsøger ikke at piske en stemning af pessimisme op her! Aktive skribenter ved, at jeg normalt er meget optimistisk herinde. Men jeg tænker bare over, hvad den “nye normal” er for Finlands raket-opsving.
Tilføjelse: På børsen kan det dog ses tydeligere i de virksomheder, der er blevet trykket helt i bund. Se f.eks. hvordan den overbelånte og for byggebranchen overeksponerede Boreo er mere end fordoblet fra bunden efter et fald på 90 %. Jeg kunne forestille mig, at man i flere af de hårdt ramte sektorer kan se sådanne vendinger, når solen begynder at skinne.
På den anden side går det allerede godt for mange firmaer. Infrastruktur trækker, så GRK og Kreate er allerede på kursmæssige toppe. Puuilos salg går godt. Kesko’s salg trækker, som nævnt ovenfor. Selvom den samlede økonomi betegnes som svag, er der altid i økonomien samtidige recessioner (f.eks. de seneste år inden for boligbyggeri, it-tjenester) og højkonjunkturer (f.eks. infra, forsvar, finanssektoren).