Du beskriver meget godt fristelsen ved den politiske “moral hazard”. Når en stadig større del af vælgerne investerer (spiller, RIP Jope) deres midler på aktiemarkedet, er det fristende at holde snebolden i gang og lade oprydningen være op til den næste person, helst en der repræsenterer et andet parti. Den forbrugende og arbejdende og især den stemmegivende middelklasse er måske mere opmærksom på aktiemarkedets tilstand end nogensinde før?
Kummeli sang i 1990’erne “abbeden pumpes, abbeden bedrages”. Jeg har selv grinet ikke kun af Kummeli, men også af investorer, der kaster deres penge ind i Teslaer og gigantiske tech-aktier, tilsyneladende uden at bekymre sig om prisen. Når jeg ser på afkastkurverne, er jeg selv den abbed, der er blevet bedraget og pumpet på det seneste. (Det sidste sker heldigvis kun billedligt, til de bekymredes information.) Dog ikke på samme måde som f.eks. den amerikanske forbruger, der lever fra hånd til mund i den moderne “livegne”-tilværelse skabt af forbrugslånsspiralen.
Jeg er mest bekymret for koncentrationen af rigdom, stigningen i aktivernes værdi og den uundgåelige skillelinje, det skaber (have vs. have nots). Aktier og boliger kan danne alvorlige bobler, men den værste boble ville være en skarp opdeling i grupper af dem, der har, og dem, der ikke har. På længere sigt vil denne skillelinje på en eller anden måde bryde ud, og i disse situationer sker dannelsen af nye holdopdelinger ikke altid fredeligt, når man ser på historien.
