Læs lige hans eksempel igen. Der blev sammenlignet valgmuligheder, hvor man i den ene fik 30k€ minus skat ind på kontoen og i den anden 100k€ minus skat ind på kontoen.
Lige præcis i din tankegang, hvor man har brug for 30k€ minus skat til leveomkostninger, er hans eksempel ikke validt. Det er nok at hæve 30k€ fra en pulje på 100k€, hvorved der kun betales kapitalvindingsskat af gevinstandelen og ikke af hele hævningen på 30k€. Og dermed er salg altså mere skatteeffektivt end udbytter.
Jeg vender tilbage til diskussionen, og det er udelukkende fordi, jeg gerne vil udfordre mig selv lidt og se, om mine tanker er på afveje. Hvis man tager udgangspunkt i spørgsmålet fra trådens start, så er min personlige mening, at jeg ikke ønsker, at selskabet investerer i vækst for enhver pris; jeg mener derimod, at ledelsens vigtigste opgave er at allokere kapital effektivt. Hvis der ikke findes et tilstrækkeligt godt sted at allokere pengene, mener jeg, det er nytteløst at lade dem ligge uvirksomme i firmaet, men i stedet udlodde dem til ejerne. Tilbagekøb af egne aktier er mere skatteeffektivt, men det kan stadig ikke betale sig at købe egne aktier til enhver pris.
Jeg har fået regnet mig frem til, at udbytter er rentable for mig, da jeg har fradrag i mine investeringer for bl.a. internet, it-sikkerhed og andet, der er nødvendigt for investering. Hvis man ikke foretager fradragene, får man dem ikke med tilbagevirkende kraft. Jeg har fundet flere hundrede euro at trække fra, selvom godkendelsen af disse nu er strammet en del. Teoretisk set burde udbyttet sænke aktiens værdiansættelse med det tilsvarende beløb, så kursgevinsten samtidig burde mindskes med udbyttebeløbet. Jeg har endda fulgt og ejet to ellers identiske ETF’er, hvoraf den ene udbetaler udbytte, og den anden ikke gør. I øjeblikket er jeg af den overbevisning, at jeg modtager for meget i udbytte, da jeg sandsynligvis ikke har tilstrækkelige fradrag til at modregne skatten. På grund af den store mængde af besiddelser er det endda meget udfordrende at beregne de rette løsninger. Jeg betragter i øjeblikket værdiansættelsen på det amerikanske marked som ret udfordrende, og jeg er tilfreds med at modtage udbytter, som tvinger mig til selv at overveje allokeringen af kapitalen. Når man læser disse indlæg, tænker man straks, at man burde sælge for eksempel Sampo-aktierne og flytte dem til en aktiesparekonto (osakesäästötili). Aktierne har dog givet et afkast på 17 %, og ved et salg udløses der skat af kursgevinsten. Jeg er tilfreds i den nuværende fase af rentecyklussen; Sampo er efter min mening en god investering i forhold til konjunkturerne, og jeg er tilfreds med dens udbyttebetaling. Jeg synes, det er godt at overveje situationen, hvad jeg gør med udbytterne til foråret, og hvordan markedssituationen ser ud. Jeg kan finde på at sælge nogle andele, men jeg ønsker ikke at sælge hele puljen på grund af de skattemæssige konsekvenser. Min Sampo-beholdning er femcifret, men et salg med omkostninger og skatter i det firecifrede område får mig til at skære tænder ved tanken. Hvis jeg nu får det samme beløb ind på kontoen, hvoraf der trækkes 15 % i automatisk skat, og jeg modregner resten med fradrag, så er jeg ganske tilfreds. Når jeg betaler 15 % i skat, og Sampo ikke ligefrem stiger til en helt ekstrem pris, så mener jeg, at risiko/afkast-forholdet er helt i orden.
Som et andet eksempel i min portefølje har jeg Apple, som efter et tjek har givet 624 % i afkast og efter min mening snart vil kunne gøre brug af en bedre fiktiv anskaffelsesværdi (hankintameno-olettama). Jeg oplever selv, at aktien er ekstremt svær at sælge på grund af skatten, og jeg er tilfreds med, at selskabet tilbagekøber egne aktier og udbetaler udbytte. Jeg har en forventning om, at selskabet hæver sit udbytte stabilt, og jeg er tilfreds med situationen. Jeg venter spændt på, om nogen vil konstatere, at mine tanker er helt afsporede. Apple er efter min mening dyr i sin prissætning, men den genererer et fantastisk cash flow, som den derefter udlodder til sine ejere. Jeg kan stadig betragte den som en fremragende investering.
Hvis man på forummet satte sig ind i selskabernes vækstpotentiale med samme entusiasme, kunne man måske undgå at rode sig ind i Helsinkis stagnerende aktier.
Uanset hvad man ender med at tale om, så handler det i sidste ende kun om overskudsudlodning. Hvis forretningen ikke udvikler sig, kan man heller ikke øge udlodningen, og investeringens langsigtede afkast vil forblive ringe. Helt uanset hvordan pengene udbetales.
Lige præcis. Et elendigt selskab er værdisat derefter med en P/E på 6. Selskabets pengestrøm svarer til nettoresultatet. Selskabet køber egne aktier for hele sin pengestrøm. Selskabets forretning udvikler sig ikke, og resultatet står i stampe år efter år, ikke den mindste smule vækst, og værdiansættelsen forbliver den samme. Hvad er det elendige afkast på den aktie?
Selskabets vækst i resultat pr. aktie er 20 % om året takket være tilbagekøb af egne aktier. Selskabet giver et elendigt afkast på kun 20 % om året. I praksis sker der det oveni, at selskabet tvinger værdiansættelsesmultiplerne op takket være tilbagekøbene. Der kommer altså en ekstra vægtstangseffekt oveni. Når P/E stiger til ti på fem år, har aktien givet et elendigt afkast på 33 % om året.
Gid man fik udbytte eller løfter om væksthype.
Her har du en eller anden form for tankefejl. Du finder det svært at sælge med 24 % i skat, men du kan godt lide at modtage udbytte med 25,5 % i skat.
Dette forstår jeg ikke ved disse aktietilbagekøb. På den måde kan man i tre år hæve 30k€ fra en pulje på 100k€. I det fjerde år kan man hæve 10k€ + aktiens kursændring, og derefter ingenting. Udbyttetilhængeren har i de fire år betalt mere i skat, men vedkommende har stadig 100k€ + aktiens kursændring og fremtidige udbytter tilbage.
Det ville selvfølgelig være bedst, hvis det var muligt for aktionæren selv at vælge, om man vil have udbytte eller aktietilbagekøb. (Så vidt jeg forstår, har nogle selskaber i USA/Canada en form for denne mulighed, men jeg er ikke sikker).
Pointen var dog nok, at salget på de 30 tusind euro netop skulle foretages for at svare til den overskudsudlodning, der sker via aktietilbagekøb, og ikke for at mindske den oprindelige eksponering mod selskabet. I det oprindelige eksempel var dette slet ikke forstået, og det er derfor, denne diskussion ikke rigtig har båret frugt.
Det er en ret god udbyttebetaler, hvis man får 30 k€ i udbytte af en investering på 100 k€. Det svarer til et udbytteafkast på 30 %.
Eller har jeg misforstået noget?
Udbytte er bare en overførsel af værdier fra venstre lomme til højre. Med skattefar imellem.
Mener du virkelig, at udbytte er en gratis frokost, og at dit eksempel overhovedet giver mening?
Nej, slet ikke. Hvis du vil sammenligne udlodningsmetoder, så gør det i det mindste på en bare lidt fornuftig måde. Enten udbetaler virksomheden kontanter som udbytte, hvorved aktiens værdi falder med udbyttebeløbet og skattevæsenet snupper udbytteskatten, eller også køber den egne aktier for det samme beløb og annullerer dem, hvilket øger aktionærernes ejerandel med udlodningsbeløbet, som du derefter kan sælge ud af og dermed få en skattefordel. I sidste ende er ejerandelen den samme i begge tilfælde, men ved aktietilbagekøb ender aktionæren med flere penge i lommen.
Men hvis man opstiller et fuldstændig hjernedødt eksempel, der slet ikke afspejler virkeligheden, så går resultatet selvfølgelig helt i skoven.
Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor det her skal være så uendeligt svært at begribe for så mange investorer, uanset uddannelsesniveau. Finland er fyldt med professionelle investorer, forfattere af investeringsbøger og analytikere, der lukker det mest utrolige lort ud om dette emne.
Mit tidligere citat var ikke mit eget, men et uddrag fra de foregående indlæg.
Men i dette citat undrer det mig, at aktionærens antal aktier falder for hver gang, der sælges. Så skal man altid sælge en større andel af de aktier, man ejer; vil antallet af aktier ikke nærme sig nul over tid? Effekten af aktietilbagekøb på stigningen i aktiekursen korrelerer vist ikke direkte med mængden af købte og annullerede aktier. Jeg er helt enig i, at man får en skattefordel ved salg sammenlignet med udbytte.
Du begår den fejl her at tænke på ejerskab som antallet af aktier og ikke som en relativ ejerandel i selskabet. Hvis du sælger lige så meget, som selskabet opkøber og annullerer egne aktier, forbliver ejerandelen præcis den samme.
Tak for kommentarerne. Mit tidligere eksempel og eurobeløbene var dårligt valgt i skyndingen. Jeg beklager. Her er en bedre sammenlignelig beregning fra det virkelige liv samt baggrundsoplysninger; jeg vil forsøge at skrive det således, at jeg ikke udelader nogen detaljer:
Investeringspuljens størrelse er 600.000 €, og afkastet herfra skal finansiere min tilværelse (de næste 40+ år). Kapitalen må ikke formindskes. Jeg er en langsigtet aktieinvestor. Jeg køber undervurderede aktier og modtager udbyttet på min bankkonto. Hvis/når undervurderingen udlignes til et neutralt niveau, eller der opstår en prisboble, sælger jeg hele positionen (fremadrettet vil afkastforventningen være elendig, så jeg bliver ikke hængende og venter på, at boblen brister, og min kapital ødelægges af et kursfald på -50 %). Pengene ryger ind på kontoen, og jeg leder efter den næste position, hvor pengene kan placeres.
Mulighed 1:
I januar køber jeg Aspo-aktier for 600.000 € til 6 € pr. stk. Om foråret indbetales der udbytte (0,30 € pr. aktie) på kontoen, i alt 30.000 €. Derefter sælger jeg aktierne i december til en pris på 6 € pr. stk. (kursen er vendt tilbage til udgangspunktet, da den operative drift hver dag genererer mere kontantstrøm til virksomhedens kasse). Salgsprisen på 600.000 € returneres til bankkontoen.
Slutberegning:
Kursgevinst 0 euro
Udbytte 30.000 €
Jeg betaler 7.650 € i skat
Netto tilbage er 22.350 € som belønning for investorens arbejde; dette bruger jeg til at dække mine leveomkostninger.
Mulighed 2:
I januar køber jeg Aspo-aktier for 600.000 € til 6 € pr. stk. Der kommer intet udbytte om foråret, men aktiekursen stiger til 6,30 € pr. stk. inden årets udgang. I december sælger jeg alle aktierne af årsag X (CEO’en bliver fyret, overefterspørgslen på fragtmarkedet ophører, ECB hæver styringsrenten osv.). Det ser ud til, at kursen ikke vil stige yderligere herfra, og kursen kan potentielt falde med -50 % over det næste år, hvis markedsrygterne taler sandt. Risiko/afkast-forholdet er altså rigtig dårligt, og det ville være dumt at holde fast. Som en fornuftig investor sælger jeg alt med det samme. 630.000 € returneres til bankkontoen.
Slutberegning:
Kursgevinst 30.000 euro
Udbytte 0 €
Jeg betaler 9.000 € i skat
Netto tilbage er 21.000 € som belønning for investorens arbejde; dette bruger jeg til at dække mine leveomkostninger.
Jeg har handlet på ovenstående måde med Aspo, Fortum, Nordea og mange andre aktier. Markedet ændrer sig hele tiden, og man skal træffe beslutninger baseret på nyhedsstrømmen. Jeg har for eksempel ejet Fortum af flere omgange, nogle gange i 1 år og andre gange i 8 år. For eksempel ind ved 10 € og ud ved 17 €. Der er betalt fulde 30 % i skat af kursstigningen, men kun 25,5 % af udbytterne modtaget i ejertiden, så der er opnået en betydelig skattefordel takket være udbytterne.
Tilføjelse: Jeg er ikke millionær; tallene svarer ikke til størrelsen på min egen aktieportefølje. Tidligere kommenterede mange, at udbytte næsten entydigt er en dårlig ting. Baseret på beregningen er sagen ikke så sort-hvid.
Jeg forstår ikke helt dette tankeeksperiment. Hvis der ikke kommer splits, vil det spil på et tidspunkt være spillet færdigt. Man kan ikke bare sådan uden videre sælge små beløb jævnt, selvfølgelig afhængigt af de investerede beløb og aktiens nominelle værdi
Du ved jo, hvordan kurserne udvikler sig i den ene eller den anden retning, så den form for mekanisk salg er bestemt ikke optimering på nogen måde. Sagen bør overvejes på porteføljeniveau, da man har bemærket, at visse selskabers kurser i årevis ikke nødvendigvis behager øjet eller i det mindste svarer til ens egen formodede dagsværdi for selskabets aktier
Tilbagekøb af egne aktier har sin plads, men desværre foretages de normalt mest, når alt går godt, og kurserne er præcis på det niveau, man forventer på det tidspunkt. Få virksomhedsledelser er klar over, hvornår det virkelig kan betale sig at købe aktier, hvilket betyder at fordelen til en vis grad forsvinder uanset skattefordele osv
På et teoretisk plan korrelerer det ja, hvis værdiansættelser og andre nøgletal ikke ændrer sig. Hvis virksomhedens indtjeningsevne og balance forbliver den samme, det vil sige, at overskuddet ikke føjes til egenkapitalen, men i stedet mekanisk udbetales som udbytte eller bruges til tilbagekøb af egne aktier, forbliver virksomhedens markedsværdi også den samme. Hvis ikke, begynder markedet af en eller anden grund at kræve højere eller lavere værdiansættelsesmultipler.
I virkeligheden træder en “tilfældighedsgenerator” i kraft i markedsreaktionerne og værdiansættelserne, og korrelationen bliver først synlig gennem et gennemsnit over flere årtier. Men i den periode kan kursen også stige mere, end aktietilbagekøbet umiddelbart ville give anledning til.
Ikke en større andel, hvis man ikke forsøger at leve over evne. Du har ret i, at antallet af aktier nærmer sig nul.
Lad os antage, at intet i verden ændrer sig, bortset fra antallet af selskabets aktier som følge af tilbagekøbene.
Virksomheden leverer et overskud på 100 hvert eneste år. Virksomhedens markedsværdi er 1000. Virksomheden har i udgangspunktet 1000 aktier, hvilket betyder, at kursen er 1 penge pr. aktie. Virksomhedens resultat er 0,1 pr. aktie.
En investor ejer for eksempel 100 aktier i selskabet og har brug for 10 penge i udbytte hvert år. Værdien af aktieposten er 100 penge, da kursen er 1 penge pr. aktie. Hvis virksomheden udloddede hele sit overskud som udbytte, ville investoren modtage præcis de 10 penge.
Virksomheden bruger dog hele sit overskud på tilbagekøb og annullering af egne aktier. Virksomheden har derefter 1000-100/1=900 udestående aktier. Virksomhedens overskud ændrer sig dog ikke, da virksomheden stadig har de samme fabrikker og det samme salg; den har blot brugt overskuddet fra salget på tilbagekøb af egne aktier. Virksomhedens overskud er altså stadig 100 det følgende år, og markedsværdien er 1000, men nu er kursen 1,11111111 penge pr. aktie og EPS er 0,11111111 penge…
I det første år, mens kursen stadig er 1 penge pr. aktie før tilbagekøbene, kompenserer investoren for det manglende udbytte ved at sælge 10 aktier for at få de nødvendige 10 penge. Der er 90 aktier tilbage.
Et år senere er aktieværdien altså 1,1111111, og værdien af aktieposten er i alt 90*1,1111111 = 100 penge. Investoren ønsker igen at få 10 penge i udbytte, så han sælger 10/1,11111=9 aktier. Der er 81 aktier tilbage.
Det samme gentager sig. Virksomheden køber egne aktier for hele sit overskud, og værdien af investorens aktiepost er igen 100 penge et år senere. Han ønsker 10 penge i udbytte og bliver nødt til at sælge færre aktier igen for at få beløbet samlet ind.
Efter noget tid er der måske kun 5 aktier tilbage, hvis værdi stadig er 100 penge. Nu sælger investoren 1 aktie og får 20 penge, hvilket svarer til to års behov, og han behøver ikke at sælge det næste år. Med fem aktier kan man klare sig i over 22 år endnu, før pengene slipper op.
Dette er et gyldigt eksempel på, hvornår udbytte er mere skatteeffektivt. Altså hvis ejertiden i praksis er maksimalt et år.
Lidt ironisk, at tradere får en skattefordel af udbytte, mens langsigtede ejere ville drage fordel af kombinationen af aktietilbagekøb + salg af en andel.
Mange bliver forvirrede over, at når en virksomhed køber egne aktier, forbliver aktionærens antal aktier det samme, men samtidig stiger ejerandelen, selvom det ikke fremgår nogen steder. Desuden, i modsætning til hvad der nogle gange hævdes, ændres aktiens værdi ikke ved aktietilbagekøb. Teoretisk set, når en virksomhed bytter sine kontanter til aktier af samme pris og annullerer dem, bør kursen hverken stige eller falde. På den ene side stiger f.eks. indtjening pr. aktie (EPS), på den anden side falder kontanter pr. aktie. Tilsvarende falder kursen ved udbyttebetaling med udbyttets størrelse (+ dagens øvrige udsving).
Hvis man altid ønsker at konvertere overskudsudlodningen til kontanter, behøver man selvfølgelig ikke at sælge en stigende andel af sine aktier, men kun andelen af udlodningen. Hvis udlodningen er 3 %, så sælger du 3 %. Hvis virksomheden også skaber et resultat, der mindst svarer til den udlodning de næste 100 år (så dens værdiansættelse ellers ikke ændres), så falder værdien af dine aktier ikke på lang sigt, du får hele tiden kontanter til en lavere skattesats, og din ejerandel falder ikke. Det er kun antal aktier, der falder.
Hertil kommer så et caveat vedrørende brøkdele af aktier og andre detaljer, som jeg ikke orker at gentage i hvert indlæg. Det vil sige, hvis du har 1 aktie, kan du ikke hos en indenlandsk mægler sælge en andel på 3 % af den. Det kan du hos en udenlandsk. Hvis du derimod har 1.000.000 aktier, kan du sælge 3 % af puljen i meget lang tid, uden at det bliver et problem.
Og her taler vi specifikt om investorer, der køber udbyttemaskiner til at beholde i år eller årtier. Et sådant eksempel på ét år har ingen praktisk betydning. Jeg mener ikke, at nogen nogensinde bør købe en eneste aktie, uanset udlodningsmetode, for kun ét år. Det kan betale sig at eje aktier, hvis man beholder dem i 10+ år. Og så er aktietilbagekøb skattemæssigt en bedre udlodningsmetode end udbytte.
Fordelen ved aktietilbagekøb er baseret på, at skatten kun rammer en del af pengestrømmen. Hvis denne forudsætning ikke er opfyldt (som i eksemplet, hvor alt købes og straks sælges igen), giver det selvfølgelig ingen mening. På længere sigt bliver fordelen tydeligere, fordi skattegælden bliver stående og genererer mere kapitalindkomst.
Dette også til orientering for @Nordman09. Måske er et relevant eksempel for en person, der køber udbytteaktier, at du køber nogle helt typiske overskudsgivende aktier for en periode på 20 år og sammenligner udlodningsmetoderne i forskellige situationer. Du sammenligner udlodningsmetoder, når investoren ønsker pengestrøm hvert år. Og på den anden side sammenligner du udlodningsmetoder, når investoren altid vil geninvestere udbyttet i samme firma. Disse afslører, hvorfor aktietilbagekøb (for skattens skyld) ville være en bedre måde at udlodde overskuddet på.
Der er selvfølgelig også andre undtagelser. F.eks. en unoteret virksomhed, der ikke har et likvidt marked. Hvis man vil have overskud ud derfra som kontanter, er udbytte stort set den eneste måde. Jeg har også unoterede aktier, hvor jeg ikke kan sælge en eneste undtagen i visse situationer. Udbytte er den eneste måde at få udlodningen realiseret på.
Her er nogle generelle overvejelser til diskussionen. Jeg henvender mig ikke til nogen specifik tidligere debattør, så kære med-investor, læs ikke min tekst som en personlig fornærmelse. Jeg kommenterer på nogle af jeres interessante tanker, som jeg har læst ovenfor, og som har sat gang i mine egne overvejelser. Jeg kunne ønske mig, at du også kommenterede mere overordnet, i stedet for blot at pille en enkelt sætning ud og torpedere den. Ellers gør du det for nemt for dig selv og overser “skoven for bare træer” i budskabet. Men man har vel lov at håbe, kan jeg næsten høre nogle tænke allerede. 
Der er to sider af medaljen i denne diskussion. Skattesiden og siden med realiseret afkast. Med udbytter betaler du mere i skat og realiserer afkast. Ved aktietilbagekøb betaler du mindre i skat og realiserer sandsynligvis ikke afkastet. Hvis du realiserer, skal du sælge nok til, at f.eks. salgsomkostninger på 8 € ikke belaster salget for meget. Dette betyder igen, at positionen skal have en betydelig størrelse, for at salg svarende til udbyttet giver mening. De 8 € i omkostninger ved et salg på f.eks. 30 euro (3 % af 1000 €) er på et latterligt niveau + skal der stadig betales skat, hvis man er i plus. Selvfølgelig er mange her kunder i tjenester med et omkostningsloft på max 1 %, hvilket gør situationen bedre ved små salg.
Det handler om at tage et standpunkt, og konceptet om at have absolut ret er stort set umuligt. Eksempler som alles tidshorisont, alder, mål, mæglerens omkostningsniveau, risikovillighed, det aktuelle behov for mønter i lommen, evnen til skatteoptimering for at mindske skatten og ejerpræferencer – altså hvilken type forretning man vil eje – er forskellige. Man bør ikke påstå, at den ene måde at handle på er kategorisk korrekt eller bedre. Sagen er ikke så enkel. Er det ikke efterhånden blevet klart, at der altid findes et argument og et modargument, uanset hvilken påstand der fremsættes? Når man ændrer på disse investorparametre, åbner det samme point sig op på så mange forskellige måder, som diskussionen tydeligt har vist.
Det er teoretisk, at man ved at eje en større andel tjener mere på lang sigt. Fakta er derimod, at man bærer en større risiko. Hvis fabrikken brænder ned, eller lovgivningen ændres, eller 500 amerikanske kunder kommer til skade med produktet og anlægger milliardsøgsmål, så må man med en større ejerandel desværre også bære en større del af den realiserede risiko. Hvis alt går strygende, og firmaet køber 50 % af sine egne aktier tilbage i løbet af ejertiden, mens forretningen vokser som en i helvede, så får man med en større ejerandel lov at nyde dette afkast i højere grad. Forhåbentlig det sidstnævnte. Hvis/når det sker for nogle af os, så wow. 
Ved at satse på udbytte sikrer man sig penge i lommen. Det kan være mindre, men det kan også være mere. Det afhænger helt af, hvordan det går firmaet. Hvis to investorer kunne investere i det samme firma, så den ene fik sit afkast via aktietilbagekøb og den anden som udbytte, så ville man også her først over tid kunne sige, hvem der tilfældigvis klarede sig bedst denne gang. Det er ikke sådan, at det altid er den samme person af de to. Hvis udbytterne f.eks. geninvesteres andetsteds, og firmaet efter 5 år går konkurs som et lyn fra en klar himmel, så ville udbytte-fyren have tjent mere, hvis den anden ikke solgte, men blot lod det vokse. Køberen af egne aktier gav dengang bogstaveligt talt sit afkast til dem, der solgte aktierne, hvilket betyder, at de røg i en andens lomme. Hvis udbytterne geninvesteres helt ad helvede til, og man ovenikøbet mister skat, og dette fælles firma er det nye Tesla, så fremstår aktietilbagekøb som en genial strategi, så længe værdierne fra tilbagekøbene på et tidspunkt også realiseres til konkrete penge (hvis man overhovedet kan sige det om penge i dag, hehehe).
Jeg føler ikke, at det at modtage udbytte er en overførsel af penge fra min ene lomme til den anden, for i min optik kræver det for meget forenkling at forestille sig, at penge, der er bundet i en risikofyldt aktie, også er i min lomme. Jeg tænker snarere om udbyttet, at det er et lille guldæg fra den høne, der lægger dem. Det er ikke rent guld; det har en hvid skatteskal, men indeni glimter det. I lomme-metaforen er det også sket flere gange, at alle de penge, der oprindeligt blev lagt i den ene lomme, allerede er flyttet tilbage til den anden lomme, og man bliver ved med at flytte penge derfra til den anden lomme. Eller er der tale om en bundløs tryllelomme 
Jeg ejer betydelige andele i f.eks. BRK og OMXH25. Der strømmer skam udbytte ind i begge på en ret skatteeffektiv måde. Jeg er dog ikke 100 % vægtet i udbytteaktier, selvom jeg konstant sværmer for dem. Alligevel kan jeg rigtig, rigtig godt lide mine udbytteaktier, og jeg øger hver måned min PADI, som jeg beregner som udbytte for de kommende 12 måneder. Den vokser hver eneste måned. En lønforhøjelse hver måned. Corona og kriser – hver måned mere end den forrige. Den årlige vækstrate for udbytter på meeeget lang sigt er solidt tocifret. Den årlige vækstrate for udbytter de sidste fem år er endnu højere. Rentes rente, vel sagtens. Jeg er helt tryg ved den vej, jeg har valgt. Jeg tåler fint, at nogen fortæller mig, at jeg ikke ved, hvad jeg laver, og at jeg hele tiden tænker forkert og ikke kan regne, selvom jeg er højtuddannet. Det bliver dog lidt personligt. Hver eneste voksende bunke mønter, der ruller ind på kontoen, dæmper mærkbart de kritiske røster, der hvisker i øret.
Det handler om at tage et standpunkt. Lad os forsøge at værdsætte forskellige synspunkter uden at nedgøre dem. Diversificer også du i forskellige synspunkter, så bliver du endnu mere sikkert velhavende. Så må vi se til sidst, hvilke af de anvendte synspunkter der fungerede bedst på denne ensrettede investeringsrejse gennem tiden.
Investorers situationer er forskellige, og selvom teoretisk generalisering er let, rart & hyggeligt samt sjovt, så går tingene ikke helt sådan (eller sådan her) i det virkelige liv:
For en investor med lavere indkomst er udbytter modtaget fra f.eks. Bermuda ret moderat beskattede sammenlignet med salg (inkl. omkostninger). På et vist indkomstniveau vender sagen sig muligvis på hovedet.
Med udbytte eller uden? Både og, i hvert fald her, og begge dele er efter min mening ganske rare, hyggelige og frem for alt sjove måder.
Jeg mener, at du her i mange punkter kommenterer på ting, som der ikke er den store uenighed om. Altså, hvis vi sammenligner A. at modtage udbytte og bruge det på andet end den samme aktie, og det at B. aktionæren ved aktietilbagekøb ikke sælger, så taler vi om to helt forskellige ting, som det efter min mening ikke giver meget mening at sammenligne, og jeg mener ikke, at der har været den store debat om dette. I det første tilfælde ændrer aktievægten i denne aktie sig ikke, i det sidstnævnte vokser den, hvilket betyder, at porteføljeallokeringen ændrer sig. Og du har fuldstændig ret i, at hvis to investorers vægtning i forhold til en bestemt aktie er helt forskellig, så vil kun fremtiden vise, hvem der klarede sig bedst.
Den tidligere ophedede diskussion handlede om, hvilken form for overskudsudlodning der er bedst, HVIS man beholder den samme aktievægt i begge tilfælde. Altså enten indløser man udlodningen, eller også indløser man den ikke, men øger i stedet aktievægten, og sammenligner dette med to forskellige udlodningsmetoder. Så kan man lave en helt klar sammenligning af, hvor der betales mest i skat under visse forudsætninger. Her har f.eks. firmaets fremtidige udvikling ingen betydning. Kun udlodningsmetoden. (Og omkostninger, og om man kan sælge brøkdele af aktier, og om man bruger et aktiedepot (AOT)).
Efter min mening er det største problem, at overraskende mange ikke forstår og ikke kan beregne den forskel i beskatningen – selv efter at have set, hvordan det beregnes. I stedet forestiller de sig, at fordi 25,5 % < 30 %, så ville udbytte blive billigere. Eller de forestiller sig, at udbytte er ekstra penge, der dukker op ud af den blå luft. Hvilket altså ikke passer af grunde, der er gennemgået N gange med beregninger. Jeg synes, at denne misforståelse er et ret betydeligt problem, og jeg har tænkt mig at gribe ind over for det, hver gang jeg falder over sådan en kommentar. Det skal man heller ikke tage som en personlig fornærmelse 
Og alle må selvfølgelig gøre, hvad de vil, og investere i det, de har lyst til, som det også er blevet konstateret mange gange. Hvis nogen kan lide udbytte, så er det bare at få nogle udbytteaktier i porteføljen! Denne diskussion handler bare om, at så mange som muligt træffer et kvalificeret valg baseret på fakta.
Jeg bliver dog nødt til at præcisere, at dette er en vildledende kommentar. På et principielt plan sikrer en investor sig penge i lommen på præcis samme måde ved aktietilbagekøb, når man hvert år sælger et beløb svarende til udlodningen. Det er så en smagssag, om et par klik er for besværligt eller ej, og der er ikke ét rigtigt svar på det.