I arbejdslivet sker der alt muligt. Nogle begivenheder efterlader et varigt minde på grund af deres særhed eller en ellers mærkelig situation, som man så undrer sig over eller griner af i årevis. For mig var en af de mest mindeværdige sådan her.
Jeg var taget ud på en nysalgsopgave til en mellemstor virksomhed. I receptionen spurgte jeg efter den person, jeg havde aftalt et møde med. Jeg blev vist hen til den pågældende chef og startede naturligvis med et håndtryk og en præsentation af mig selv. Samtidig kom en anden mand ind i rummet, og chefen fortalte mit navn og hvorfor jeg var kommet. Manden, der var kommet ind i rummet, fortalte, at han var butikkens administrerende direktør og sagde, at han faktisk havde en time til rådighed og ville deltage i mødet.
Under forhandlingen blev dagsordenen gennemgået ret grundigt med tidsplaner og prisdiskussioner. Handlen var dog ikke helt lukket endnu, og jeg spurgte, om nogen af dem havde spørgsmål. Chefen mente, at sagen var ret klar, så spurgte direktøren:
Du husker nok ikke, at vi har mødtes før
Jeg: Nej
Direktøren: Det undrer mig faktisk ikke, men dengang trak du mig pludselig i ørerne
Jeg: ??? (Samtidig tænkte jeg, hvad i alverden der mon var sket, da jeg var fuld, og havde ikke den mindste anelse – den sikre handel var nok gået i vasken)
Direktøren: Nå, det undrer mig slet ikke – lang pause – Du var nok et par år gammel, da jeg flyttede jeres familie, og mens jeg kørte flyttebilen, lavede du et overraskelsesangreb bagfra.
Vi holdt tekniske jobsamtaler, og en dag var der et navn i indkaldelsen, som var fuldstændig identisk med et lidt specielt, ikke-finsk fuldt navn fra en tidligere arbejdsplads, men vi kendte kun tech-stacken. Det lå så tæt op ad, at jeg var helt sikker på, at det var den samme fyr. Vi gik ind i lokalet, og i stedet for en lidt lavere, slank fyr mødte vi en to meter høj næsten-bodybuilder Nå, jeg tænkte, det må være det forkerte lokale… “Hej, jeg er (samme specielle navn)…” …nå okay.
For omkring et kvart århundrede siden plejede jeg at gå til forretningsfrokoster på en af byens bedre restauranter en til tre gange om ugen. Selvom prisen for en frokost på den restaurant var cirka det tredobbelte sammenlignet med en såkaldt almindelig en, fik jeg oftest en ordre, hvis avance svarede til to gange en normal månedsløn – altså ganske lønsom spisning. Dengang var mobiltelefoner endnu ikke særligt udbredte; bordbestillinger og lignende blev normalt klaret via fastnettelefon, og reservationerne blev skrevet ind i en traditionel kalenderbog. Jeg plejede at komme omkring ti minutter før den aftalte tid for at vente på kunden og sludre lidt med personalet, men det faldt aldrig i talen, hvad mit firma egentlig lavede.
Den pågældende restaurant lukkede for en større renovering i nogle måneder, og bookingbogen var gemt væk gud ved hvor, og var derfor ikke let tilgængelig. Da der var en uge eller to til genåbningen, og jeg gik forbi, styrtede en tjener ud derfra og råbte: “Herre, herre, undskyld at vi havde mistet Deres telefonnummer, vi åbner snart igen, og der er en reception for særligt indbudte gæster på denne dag, vi håber, De kan komme.” Tjeneren gav mig så samtidig et invitationskort til åbningsreceptionen.
Åbningsarrangementet startede så vidt jeg husker klokken seks, men jeg havde noget rend og mødte først op omkring klokken syv eller halv otte. Ved døren stod restaurantchefen og hovmesteren, som meget begejstrede bød mig velkommen; de huskede mig tydeligvis og betragtede mig som en meget vigtig kunde. Tja, jeg var sandsynligvis i top ti, hvad angår besøgsfrekvens.
Tjeneren kom straks med et glas bobler til mig, og efter at have udvekslet et par ord med hovmesteren og restaurantchefen, bad hovmesteren mig følge med og førte mig hen for at præsentere mig for et selskab på fire personer. Da hovmesteren præsenterede os, nævnte han ikke firmanavnet for nogen af dem, men præsenterede hver især ved deres eget navn. De pågældende personer var de administrerende direktører for UPM, Stora Enso, Metso og Wärtsilä. Jeg endte med at drikke med dem i over en time og sludre om løst og fast. Ærgerligt at mit firma kun opererede på hjemmemarkedet, så jeg kunne ikke sælge dem noget.
Hos os lå fødevarevirksomheden et sted, der var svært at nå med offentlig transport. Jeg stod lige ved siden af, da min kollega, en skifteholdsleder, en dag fik følgende opkald fra en menig medarbejder, der skulle på aftenhold: “Jeg har maveinfluenza og kan ikke komme på arbejde.”
Nå, der gik vel en times tid, før denne proletar ringede igen for at fortælle, at han alligevel kunne komme på aftenhold, da han havde fået et lift af en kollega.
Jeg har haft nogle ret mærkelige chefer gennem årene, på nuværende tidspunkt kan jeg kun grine af det:
Som ung omdelte jeg lokalaviser en regnfuld nat, og køleren på bilen stod af. Jeg ringede til distributionslederen, som mente, at der var styr på det, og at han kom med det samme. På en eller anden måde forestillede jeg mig, at aviserne ville komme med ham, og at han ville gøre ruten færdig. Men ud af varevognen kom en cykel med halvflade dæk, som jeg kunne bruge til at færdiggøre ruten. Der var ikke så meget at gøre, det morede mig også selv resten af natten, hvad jeg egentlig havde forestillet mig.
-alle mulige spørgsmål om graviditet, børn, parforhold, om man bor i eget hus, hvad ens kone arbejder med osv. til jobsamtaler inden for de sidste 7 år. Inklusive alt fra børsnoterede selskaber og opefter.
Jeg bliver nødt til at gemme denne mærkelige arbejdsplads her fra tyve år tilbage.
I mit sidste år på erhvervsskolen arbejdede jeg ved siden af skolen i et lille blikkenslagerfirma, hvis ejer var en virkelig sær karakter. Jeg er ret sikker på, at han rent faktisk var lidt skør i hovedet, men han havde alligevel formået at opbygge et ret succesfuldt firma. Da det var ved at være tid til at skifte til det næste job, spurgte min chef og firmaets ejer mig helt seriøst, om jeg kunne tænke mig at gifte mig med hans faste russiske prostituerede, og jeg ville få et par tusinde for det, så hun kunne få finsk statsborgerskab ad den vej. Ejeren selv var vist allerede gift med en anden prostitueret af samme grund og ville have den anden kæreste til Finland.
”En smule” forvirret forlod den 18-årige knægt arbejdet den dag.
Og for ikke at efterlade en cliffhanger, så tog jeg ikke imod tilbuddet, men jeg husker stadig arbejdspladsen.
Dette skete ikke for mig selv, men for min bror i begyndelsen af 1990’erne. Han havde været på forretningsrejse i Centraleuropa i to-tre uger og vendte hjem om torsdagen. Da han kom hjem, tænkte han, at det var rart, at han i det mindste ikke behøvede at rejse nogen steder hen de næste par måneder.
Om fredagen tog han på kontoret, og mens han snakkede der, fortalte han, hvor dejligt det var at være hjemme efter lang tid. Sekretæren sagde dertil: “Det er godt, men du tager til Washington på mandag.” Da min bror var kommet sig over sin første bestyrtelse, grinede han og sagde: “Det gør jeg nu ikke, for mit visum er udløbet.” Sekretæren lo og sagde, at kunden var den føderale regering, og at ambassaden allerede havde udstedt visummet.
Der ville nok allerede være stof til en hel bog af disse
Først kommer jeg i tanke om årtusindskiftets samarbejdsforhandlinger (YTt), hvor en ung, flittig fyr fra økonomiafdelingen fandt ud af, at han var blevet fyret, da hans adgangskort ikke virkede om morgenen. Den samme forfærdeligt svage økonomidirektør vovede endda at bede fyren om at blive et par uger ekstra, da der jo var brug for hjælp. Den unge fyr var endda så jovial, at han sagde ja.
Nå, jeg tænkte, det må være det forkerte lokale… “Hej, jeg er (samme specielle navn)…” …nå okay.
