Ofte forvandles formue til stenhuse og biler, til alskens materielle ting. Her opstår der et problem i forhold til lykken: nye dyre ski giver ikke lykke om sommeren, og rulleskøjter ikke om vinteren. I en garage med 10 biler giver de ni, du ikke kører i, ingen lykke, mens de står der. Effektiviteten falder. Når man begynder at have meget materielt omkring sig, kan det på den anden side blive en slæde, man trækker efter sig. Med ejendele følger ansvar og pleje. Ét køb kræver et andet, så man ender med at stå i bjerget af tings tjeneste: man skal anskaffe en grejkasse til blinket, et lager til grejkassen og en forsikring til lageret. Tingbjergets naturlov er at vokse, så det er ikke mærkeligt, at Konmari var populært i sin tid. Det strider på en måde mod friheden, når man begynder at have forpligtelser over for sit skrammel. Man kan ikke bare skride og lade stå til.
For at skrabe al den formue sammen har man naturligvis været nødt til at omgås mennesker og netværke. Telefonen ringer også en del. Evnen til at være nærværende ville ellers være en af lykkens forudsætninger. Så kigger man på bankkontoen og tænker, at man kan gøre hvad som helst, man er økonomisk uafhængig. I virkeligheden bliver de store spring dog aldrig til noget. Sociale netværk og arbejdets strukturelle krav viser sig ofte at være frihedens fjende. I princippet kan man gøre hvad som helst, men i praksis gør man intet andet end at blive ældre, og man tænker, at det er ens eget valg, fordi man vil gøre det, man har drømt om, “på et tidspunkt”. I et “når først”-liv ligger løsrivelsen og nydelsen af formuen altid ude i fremtiden.
Ofte kræver ophobning af formue en vis form for nøjsomhed og økonomisk disciplin undervejs. Hvis man lever sit liv med en tønde om maven som en, der har mistet sine penge i Anders And – som jeg føler, at visse investeringsforfattere gør – ser det generelt ikke ud til, at man kan ændre livsstil og tankegang, før graven befrier en. Og ikke engang da, for familien køber endnu en gang den allerbilligste kiste for at ære den afdødes ånd. Efter et par uger opstår der en fordybning foran stenen; kistelåget er givet efter.
Når formuen for alvor begynder at hobe sig op, så man opdager, at man virkelig er blevet rig, ændrer den sociale virkelighed sig også; man har skiftet socioøkonomisk bås. Den tidligere omgangskreds og vennerne blev hængende i et middelklasse-gældsliv. Man kæmper ikke længere med de samme problemer, man oplever ikke længere verden på samme måde, og derfor begynder der at opstå en kløft, som man ikke taler om. Man ender måske i en situation, hvor man bare har utroligt mange bekendte omkring sig. Dynamikken i de gamle relationer har ændret sig, nye venskaber er nye og overfladiske, og så er der bare bekendte. Dette har Sarasvuo også talt om i sin radioserie, så vidt jeg husker fra det synspunkt, at relationer bliver til nytteværdi og instrumentelle. Heri ligger en langsomt fremadskridende lykkefælde.
Der findes mange af disse lykkefælder, som penge disponerer en for. Jeg har set adskillige i praksis. Uden penge er livet enkelt, og når der er formue, er det som regel kompliceret. Jörn Donner sagde, at minimalisme er en funktion af fattigdom. I det enkle liv er det let at finde den hylde, hvor lykken kan eksistere og vokse uden forstyrrende variabler, hvis de grundlæggende behov er opfyldt.
Man behøver naturligvis ikke at falde i disse fælder. Og i det mindste bringer selve investeringsaktiviteten utvivlsomt lykke på mange måder, præcis som enhver god hobby kan gøre det.
)