En af de sidste milepæle for en succesfuld investor er sandsynligvis at blive tituleret som filantrop. Men hvorfor skulle en nybegynderinvestor ikke kunne udøve velgørenhed, ligesom Buffett’erne og Dalio’erne?
Det ville være interessant at høre, hvilken slags filantropi forumets folk udøver eller planlægger at udøve (f.eks. i form af et testamente)?
For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg i nogle år har givet et (pinligt) lille månedligt beløb til UNICEF og uregelmæssige yderligere donationer til forskellige formål (f.eks. mener jeg, at HelsinkiMissio udfører et ekstremt vigtigt arbejde). I dag, da jeg læste om situationen i Afghanistan og Haiti, følte jeg et stik og besluttede at give et månedligt beløb X til UNHCR og Læger Uden Grænser i stedet for indeksfonde denne måned. Jeg tror, at der var et større behov for disse penge hos andre nu end hos mig i fremtiden (men på den anden side, hvornår ville der ikke være det, og man skal jo også bygge ekstra sikkerhed for sin egen families fremtid?). Derudover tænkte jeg, at jeg måske som en bonus ikke behøver at fortryde i fremtiden, at jeg købte flere aktier på toppen
Er det bedre at donere penge som ung eller lade dem vokse med renters rente og først blive donator som ældre? Vokser gode gerninger med renters rente? En stor donation nu er bedre for fremtiden end en stor donation om 40 år, men er en lille donation nu bedre end en stor senere?
God åbning. Jeg er også månedlig donator til UNICEF med et meget lille beløb, men jeg skammer mig ikke, da jeg ved, hvad det rækker til i de fattigste lande.
Jeg har tænkt, at det måske ville være bedst at foretage en løbende procentuel investering af overskuddet og lære mine efterkommere at gøre det samme.
Jeg har været månedlig donator i omkring 13 år, jeg husker det ikke præcist. Årligt donerer jeg omkring 1000-1200 € (ca. 2% af min nettoindkomst) fordelt på flere forskellige velgørenhedsorganisationer.
Som julegaver til voksne køber jeg “velgørenhedspakker”, og jeg giver løse penge til indsamlere, hvis jeg støder på dem. Engang imellem overvejer jeg, om jeg burde skære ned, men så tænker jeg, at nogen har meget mere brug for det, disse penge kan købe, end jeg har. Jeg stræber efter at øge donationerne, når min indkomst stiger.
Så afleverer jeg ofte tøj og lignende ting til mindre bemidlede lokale velgørenhedsorganisationer, næste pakke går til Hope Ry.
Men som nogen sagde, kan større summer doneres, når ens nettoværdi er så stor, at donationen ikke gør et stort indhug i den akkumulerede formue. Så vinder alle.
Ved at donere til Finske Røde Kors’ katastrofefond kan man i det mindste være sikker på, at størstedelen af pengene ikke går til administrationsomkostninger, som det siges at være tilfældet med donationer fra f.eks. pantautomater.
Bl.a. i USA kunne kun Røde Kors reagere øjeblikkeligt på ødelæggelserne efter orkanen Katrina i New Orleans, da de ikke behøvede at politikere om, hvorvidt omkostningerne tilhørte byen, staten eller føderationen.
{“content”:“Fandt et link om det tvivlsomme effektivitetsforhold ved donation af pantflasker:\n\nhttps://onnentongintaa.net/2020/08/31/panttipullot-lidl-bonus-viro/\n\nTil velgørenhed 0%, 12,5%, 17% eller 30%?\n\nOg til mellemmanden 70%, 83%, 87,5% eller 100%? \n\nSpørg velgørenhedsorganisationer, der samarbejder om dette, hvis sagen interesserer dig nærmere. Juurikki (brugeren) kender ikke selv sagen bedre.”,“target_locale”:“da”}
Jeg har doneret månedligt til Interpedia, siden jeg fik min første løn, i næsten 20 år. Tanken er især at forbedre pigers situation i fattige lande. Dengang var det let at begynde at donere, da jeg ikke ejede noget. Nu føles det svært at begynde at donere til andre steder, når man har meget mere.
Hvilken god åbning. Jeg forsøger hvert år at donere et lidt større beløb end året før til mental sundhedspleje.
Velgørenhed i sig selv betyder bestemt ikke frivilligt arbejde eller hobbyer, men jeg er selv træner for unge drenge i en sportsgren, og ret ofte får jeg den følelse, at det har større fordele for dem end selve sporten. Jeg ser selv hele sagen lidt sådan, at arbejde og investering muliggør endnu mere fritid for mig i fremtiden, som jeg kan bruge på sådanne aktiviteter.
Jeg donerer hvert år til juleindsamlingen. Lave administrationsomkostninger og midler fordeles lokalt.
Måske er jeg lidt kynisk, men at pumpe penge ind i et korrupt udviklingsland er ikke nødvendigvis særlig omkostningseffektivt, da pengene kan ende i de forkerte hænder.
Jeg har ikke (endnu) givet direkte pengedonationer (har hidtil levet på et studenterbudget), men jeg har alligevel gerne villet gøre noget godt og har nu i to år fungeret som støttefamilie for børn i nød. Når jeg i fremtiden får en fast løn, vil jeg helt sikkert også afsætte en lille del til pengedonationer.
Jeg har ved juletid givet penge (små beløb) til Frelsens Hærs Julegryde-indsamling lokalt og på internettet, samt deltaget i et par mindre indsamlinger en gang imellem.
En procent af min månedlige bruttoindkomst donerer jeg, fordelt mellem HelsinkiMission og Plan. En tredje modtager har også været overvejet, men jeg skal lige tænke over det. Lommeuld og småmønter donerer jeg af og til, efter hvad jeg føler, til romaer, der tigger, og til dem, der har brug for en flaske vin; jeg begår dog ikke den fejl at give penge til stofmisbrugere.
Hvad angår situationen i Afghanistan, er Plan ikke længere en fungerende løsning, da situationen der ser ret dyster ud nu, og at organisere pigers uddannelse der er sandsynligvis en uoverkommelig opgave selv for hjælpeorganisationer. Trist.
Hvorfor donerer jeg så? Jeg har selv haft økonomisk vanskelige situationer i mit liv, men stolthed har forhindret mig i at søge økonomisk hjælp. Måske kan man tale om en social samvittighed. Jeg har selv nydt godt af alle velfærdssamfundets goder, men for nogle er tingene meget værre. I min nuværende livssituation, hvor jeg også har råd til at investere, ville det være direkte pinligt ikke også at give et par småpenge til velgørenhed.
Jeg har aldrig doneret til velgørenhed, bortset fra tilfældige julegryder. Jeg er lidt kynisk med hensyn til nytteværdien og vil gerne have mere kontrol over, hvor pengene går hen. Mikrolån interesserer mig som koncept. Nu lover min arbejdsgiver dog at fordoble alle mine donationer. Jeg burde begynde at lede efter et godt formål.
Det er et meget utilitaristisk synspunkt, men det er sandt, at man i princippet kan opnå mere godt med et stort beløb end med et lille. Det afhænger selvfølgelig også af, om man ser på situationen ud fra nuværende eller fremtidige generationers perspektiv.
Jeg kunne dog argumentere for, at et lille bidrag også giver “rentes rente” – forebyggende arbejde er generelt mere omkostningseffektivt inden for både sygdomme og social velfærd (f.eks. hygiejne, vaccinationer, børns uddannelse osv.). For ikke at nævne dyre- eller naturbeskyttelse, hvor tingene skal gøres nu og ikke om tyve år.
Jeg er en månedlig donor til Finlands Røde Kors (SPR) og donerer også enkeltbeløb til indsamlinger. Omkring 1-2 procent af min nettoløn, ikke mere.
Så ser jeg en folkeskolealder dreng, som jeg er en mandlig rollemodel for. Han har ikke haft en mandlig rollemodel i sit liv, hans egen far har ikke været meget involveret i hans liv og døde desværre for et par år siden. Jeg ser drengen omkring en eller to gange om måneden, vi laver ikke altid noget særligt; vi bryder, leger, spiller computerspil og den slags.
\n\nSpørg velgørenhedsorganisationer, der samarbejder om dette, hvis sagen interesserer dig nærmere. Juurikki (brugeren) kender ikke selv sagen bedre.”,“target_locale”:“da”}
