Her er en utrolig interessant artikel fra et par år tilbage om formuepleje i praksis. Suursijoittaja Antero Asunmaa oli vähällä pilata välit vanhempiinsa epäonnisella sijoituksella – ”Otin tappion kiinni isolla riskillä” | Arvopaperi
Der er tale om en ultravelhavende kunde set fra et formueplejeperspektiv, som enhver formueforvalter rullede den røde løber ud for allerede i begyndelsen af historien i 80’erne. 
Den første interessante observation fortæller om forandringen i formueplejemarkedet. Den tids “formuepleje” i 80’erne minder mere om nutidens investeringstips i Kauppalehti. Vi er kommet langt siden dengang.
Ofte er der også en illusion knyttet til investering og formuepleje om, at alle kloge investorer altid handler i overensstemmelse med finansiel teori og kun træffer optimale beslutninger. Normalt opsummeres disse i kommentarer som: “hvilken klog investor ville ønske at købe produkt X eller Y?” eller “hvorfor betale for formuepleje, når man kan investere i indeks?”.
Nå, her roser en meget velhavende investor og en af UB’s hovedejere åbenlyst strukturerede indeksobligationer! Her er det nytteløst at anklage formueforvalteren for at snyde nogen; det handler snarere om investorens ønske om at investere i disse.
I forlængelse af det foregående tema tales der her ikke om at slå indekset, men derimod roses formueforvalteren for stabilt afkast og sparring om idéer (selvfølgelig har UB’s hovedejer her et incitament til at rose UB).
Summa summarum, en god påmindelse om, at formuepleje er en serviceforretning, og den værdi, folk oplever ved tjenesten, er meget individuel 