Jeg har altid haft et abonnement hos Telia eller Elisa. I mange år har jeg haft for vane at sende mine abonnementer i udbud ved hjælp af den såkaldte winback-metode, hvor man indgår en abonnementsaftale med en anden operatør, hvilket sender besked om nummerflytningen til den nuværende udbyder. Jeg husker engang, hvor jeg som kunde hos enten Elisa eller Telia indgik en aftale med DNA, hvor jeg i modsætning til tidligere erfaringer slet ikke fik noget modtilbud fra min daværende udbyder. Derfor annullerede jeg DNA-aftalen inden for den 14 dages fortrydelsesfrist og lavede en ny aftale med enten Elisa eller Telia, hvorefter winback-tilbuddet alligevel kom. Siden da har jeg altid skiftet mellem de to førnævnte, og hver gang begynder tilbuddene at rulle ind, og de bliver kun bedre, jo tættere man kommer på datoen for nummerflytningen. Det kan altså godt betale sig at vente til allerlasten dag. I årevis har niveauet for tilbuddene i gennemsnit ligget på omkring 15–17 euro for ubegrænsede 4G-abonnementer. Nogle gange har der været endnu bedre kampagner.
Jeg er ikke stor fan af denne fremgangsmåde, men det er teleselskaberne selv, der har fundet på dette cirkus. Engang sagde en Telia-sælger til mig, mens vi tegnede en aftale, at han virkelig håbede, at jeg rent faktisk ville skifte til dem, og at jeg ikke kun lavede aftalen for at få et winback-tilbud. Da man ikke får den bedste pris ved bare at spørge direkte, spiller jeg spillet efter de regler, de selv har opstillet. Dem, der betaler prisen, er dem, der tager deres abonnementer til listepriser og aldrig sender dem i udbud.
Da vi nu er i tråden for “egne erfaringer”, vil jeg fortælle om min seneste oplevelse med Elisa angående abonnementsforhold, som fandt sted for et par måneder siden. Min samlever blev ringet op af en sælger fra Elisa, der tilbød et ubegrænset 4G-abonnement til, så vidt jeg husker, 15 euro, hvilket selvfølgelig inkluderede nogle sikkerheds-apps og streamingtjenester. Sidstnævnte ville være gratis i en måned, hvorefter de månedlige gebyrer ville starte. Som en ekstra gave fik hun et sæt hovedtelefoner til en værdi af 60 euro.
Min partner tog imod tilbuddet, da prisen på abonnementet var god, og alle andre tillægstjenester – inklusive de for hende unødvendige hovedtelefoner – selvfølgelig kan annulleres inden for 14 dage ved fjernsalg, hvilket hun er fuldt ud klar over. Efter aftalens indgåelse modtog hun naturligvis alle dokumenter på e-mail, bortset fra ordrebekræftelsen på hovedtelefonerne, som af en eller anden grund kom via SMS, og der var ingen omtale af hovedtelefonerne i den ordrebekræftelse, der kom på mail. I SMS’en stod der, at værdien af hovedtelefonerne (60 euro) skulle betales, uanset om nummerflytningen blev annulleret, da der var tale om et hygiejneprodukt, som ifølge loven ikke har returret.
På dette tidspunkt ringede jeg selv til sælgeren på min partners vegne og bad om en nærmere begrundelse for, hvorfor hovedtelefonerne ikke kunne returneres, og han henviste netop til den lovparagraf om begrænsning af returret for hygiejneprodukter, som var nævnt i SMS’en. Dette stemmer dog ikke, da loven foreskriver, at forseglingen på hygiejneproduktets emballage skal være brudt, for at returretten bortfalder. Efter lidt overtalelse indrømmede sælgeren dette, hvorefter jeg spurgte, hvorfor der så står i SMS’en, at man ikke kan returnere, og at produktet alligevel skal betales. Ifølge ham ville beløbet blive refunderet til kunden, hvis abonnementsaftalen blev annulleret inden for 14 dage. Det stod der dog ingen steder, og forbrugeren fik generelt fejlagtige oplysninger om returretten.
Jeg ringede til sælgerens leder og spurgte, om det er Elisas praksis, eller om det er en individuel sælgers måde at arbejde på, hvilket jeg ikke fik et direkte svar på. Jeg opfordrede lederen til at lytte til de to opkald fra salgssituationen og den efterfølgende opfølgning, da der var andre uklarheder i salgssituationen end blot dette med hovedtelefonerne, som jeg ikke vil uddybe nærmere i denne “novelle”.
Et par dage senere ringede den samme sælger og beklagede situationen, så de havde tilsyneladende indset, at de havde begået en fejl. Min partner og jeg blev tilbudt et abonnement med ubegrænset 4G, SMS og opkald i et år til 7 euro/md. som kompensation. Jeg fik desværre ikke selv dette tilbud, da jeg allerede var kunde hos Elisa, og efter alt dette ved jeg jo, at det er sådan, gamet fungerer i disse udbudsrunder.
Min partner besluttede naturligvis at tage imod tilbuddet, da det var vanvittigt godt. Det bedste var dog, at Telias sælger ringede til hende efter at have opdaget nummerflytningen og kom med et winback-tilbud. Min partner svarede ved at fortælle om den aftale, hun havde fået, helt overbevist om, at Telia ikke ville give et bedre modtilbud. Men tro det eller ej: De tilbød en abonnementsaftale til samme pris på 7 euro – ikke i et år, men i to år. Og ovenikøbet et gavekort på 30 euro til Lidl.
Det blev lidt af en tekstvæg – beklager det. Men konkurrencen mellem teleselskaberne er blevet helt vanvittig. Og salgsmetoderne virker til at være blevet mere og modige med alle de tillægstjenester og fejlagtige vilkår. Jeg er selv ret opmærksom på disse ting, men jeg tænker på dem, der ikke nødvendigvis forstår at stille spørgsmålstegn ved rimeligheden af de vilkår, de bliver solgt produkter og tjenester under.
