For noget tid siden købte jeg Feelia laksesuppe med hjem som mad. Den var ikke rigtig noget værd, så jeg lod det ligge.
Nu kom det op i familien, at andre også havde haft lignende oplevelser. Det er vel sandt, at kvaliteten er faldet, for et par år siden var Feelia laksesuppe en stor delikatesse, nu kunne jeg næsten ikke spise den☹️
Har andre lagt mærke til noget lignende, eller var fejlen kun hos den, der varmede maden, og spiserens smagsløg?
Jeg har i hvert fald ikke selv bemærket nogen ændring, og jeg vil anbefale Feelia-produkter, men måske er det rart at holde en lille pause indimellem, når produkterne ikke ændrer sig for meget eller på en eller anden måde bliver tilpasset lidt anderledes.
Det jeg leder efter i Kesko-butikkerne, findes ikke i normale butikker. Desuden er tid penge, og f.eks. fra Citymarket får man alt, hvad man har brug for, på én gang.
Ifølge min egen erfaring er der også meget venligt og serviceminded personale.
Danske Bank. Jeg fik en attraktiv investeringsmulighed fra en pålidelig kilde. Forventet afkast 9 - 11% p.a. Den eneste ulempe var, at værdipapiret kun kunne opbevares i Danske Bank, som jeg ikke var kunde hos i forvejen. Efter overvejelse besluttede jeg dog at foretage investeringen og åbne et kundeforhold hos Danske Bank. Det var relativt nemt at blive kunde, men det var ikke lige så nemt at åbne en værdipapirkonto. Jeg fik modstridende instruktioner og råd fra banken om, hvordan det skulle gøres, men til sidst måtte jeg vente næsten en uge på en identifikationsnøgle sendt med snegletpost. Derefter fik jeg åbnet værdipapirkontoen og foretog sidste fredag en bankoverførsel til min nye konto fra en anden bank. En ekspresoverførsel var selvfølgelig ikke mulig, så jeg lavede en almindelig bankoverførsel. Jeg ringede til min egen bank, som lovede, at pengene ville blive overført senest den næste bankdag. Ingen panik, da midlerne først skulle være i Danske Bank tirsdag til investeringen. Vi var en dag foran tidsplanen. Pengene forsvandt fra min egen bankkonto fredag, som de skulle, men der var intet at se på Danske Banks konto. Nå, mon ikke de dukker op mandag? Mandag kom, tirsdag kom, men pengene dukkede bare ikke op på min konto. Jeg tjekkede kontonummeret tre gange, det var indtastet korrekt. Jeg forsøgte at komme i kontakt med Danske Bank, det var meget svært. Til sidst, om onsdagen, ventede jeg i kø hos Danske Bank i telefonen i 55 minutter og var yderligere 10 minutter i venteposition, mens kundeservicemedarbejderen gik for at spørge en kollega til råds. Pengeoverførslen var åbenbart ankommet allerede fredag, men de havde stoppet den, fordi “beløbet var mistænkeligt”. På spørgsmålet om, hvornår pengene ville blive frigivet, fik jeg et vagt svar, der sagde, at de først skulle have svar på visse spørgsmål fra min egen bank. Hvilke spørgsmål? “Nå, det er disse spørgsmål mellem bankerne”. I dag torsdag er pengene stadig væk, investeringsmuligheden gik tabt, og det er pisseirriterende. Jeg har allerede sendt en besked til Danske Bank om, at der nu indgives en politianmeldelse for underslæb.
For mit vedkommende var det det, jeg vil aldrig i mit liv have noget at gøre med dette firma!
Statusopdatering til ovenstående. I morgen er det to uger siden, mine penge (100.500,00 €) blev beslaglagt. Danske Banks handlinger er under al kritik. De svarer ikke på spørgsmål, de kontakter ikke kunden, hvis midler de har beslaglagt. Nu skyder de skylden på Nordea, hvorfra pengene blev overført til Danske Bank.
Jeg har indgivet en politianmeldelse om sagen. Jeg har indgivet en anmeldelse om mistanke om misbrug til Finanstilsynet. Hvad kan jeg ellers gøre? Ilta Sanomat?
Investeringsmuligheden gik tabt. Forventet afkast 9-11%. Næste tegningsmulighed er om 6 måneder. Hvem erstatter det?
Danske Bank (Postipankki), fuldstændig lort!
Virkelig ubehagelig og sikkert også nervepirrende situation, selvom det nok er indlysende, at pengene i sidste ende vil blive returneret til dig.
Generelt set virker bankernes kundeservice og drift til at være blevet dårligere i forhold til tidligere år. Hos OP besvares beskeder nogle gange eller til jul. Lokale filialer er en joke, fordi alle lånebeslutninger tilsyneladende træffes på “hovedkontoret” i Helsinki. For nylig ansøgte jeg om et forholdsvis lille lån til opførelse af en saunahytte med fuld reel sikkerhed, og det tog nok fire uger, før jeg modtog et lånetilbud med en elendig margin, som jeg så fik halveret ved at spørge. Det var også på en eller anden måde helt absurd at tilbyde en virkelig dårlig margin til en kunde, der har været kunde i banken i over 30 år, og som har reel sikkerhed og likvide midler i den samme bank, der er mange gange større end lånebeløbet. Øhhh…
For 4-5 år siden sad jeg også fast med ca. 170 tusind i limbo, da jeg overførte penge fra Nordnet til min andelsbankkonto. Efter at have givet en forklaring tog det dog under 24 timer, før pengene var tilgængelige.
Det irriterer mig på dine vegne, at de fusker sådan.
Jeg har kun været i Normal én gang. Og efter den tur forstår jeg udmærket, hvorfor min bedre halvdel spurgte i indkøbscentret, inden vi gik ind i den pågældende butik, om jeg nu også ville med. Så ikke mere om det.
I Kesko-kæden opsummerer @TTTT det dog præcist: “Hvad er det med Citymarketernes non-food varer? Er der en visdom bag, når næsten halvdelen af de store butikker med gode beliggenheder er fyldt med så elendige varer? Tænk på en K-Citymarket i Järvenpää, hvor købmanden har gjort et fremragende arbejde med mad og det tilhørende koncept. Men når man træder ind, fylder Kesko den anden halvdel med alverdens loppemarkedsvarer og et mere forfaldent udseende end Tokmanni.”
Det værste ved Citymarketernes non-food varer, set ud fra et image-synspunkt, er Keskos egne mærker, som i vid udstrækning er så fuldstændig kvalitetsmæssigt skrammel, at firmaet burde genoverveje at fremhæve ansvarlighed. Efter min mening er det ren uansvarlighed at producere sådant skrammel, som Kesko gør f.eks. inden for småmøbler, boligtekstiler og frem for alt tøj.
Jeg ved ikke, om det er trist, hvis folk hellere køber det samme skrammel i Citymarket end i discountbutikker. Men det er trist, at Finlands største tøjbutikker er Citymarket og Prisma. Det fremmedgør folk fra alt smukt, kvalitetsfuldt og etisk produktion.
Mærkeligt. Min datter fik lige et boliglånstilbud fra OP med sin kæreste med få dages varsel. De valgte dog sparekassen, da de fik et endnu lidt bedre lån derfra.
Der er virkelig store forskelle i disse, selv inden for kontorerne. Sidste gang jeg ansøgte om et lån hos OP, startede det med ugers stilhed, og derefter gik alt så utroligt trægt, at jeg skiftede kundeservicemedarbejder.
Da jeg så fandt den gode kundeservicemedarbejder, ville jeg selvfølgelig fortsætte med at håndtere mine anliggender med ham. Det forrige boliglån blev ordnet på en måde, hvor jeg fredag aften, lidt beruset af øl, sendte en privat besked baseret på en foreløbig låneforespørgsel: “det kunne måske være rart at købe en investeringsejendom”. Mandag kom der allerede svar, en anmodning om at udfylde den officielle låneansøgning, og derefter kom der straks et lånetilbud. Så i begyndelsen af ugen var jeg allerede ude at se på en lejlighed med et låneløfte i lommen.
For at fordrive fredag aften tænkte jeg at fortælle, hvordan det gik med tilliden til vores nyeste børsnoterede selskab, Posti, da de mistede min forsendelse af investeringssølv. Måske den mest slidte historie, men man troede ikke, at det ville ramme en selv her i Finland. Jeg troede, det gjaldt udviklingslande, selvom det skal siges til deres ære, at hver eneste værdifulde forsendelse og nipsforsendelse er kommet ydmygt frem før eller siden. Og selvfølgelig også i Finland, send syltede agurker eller en gammel bog, så kommer det frem. Men når du sender ædelmetaller, så er de interessante. Kundeservice, hvis eksistens jeg var lidt overrasket over, var grundlæggende venlig og overbevisende, fortalte at de vidste præcis, hvad der skete, og hvem der håndterede pakkerne. Det kom bare ikke frem fra afsendelsesstedet til terminalen. De beklagede måske også og fortalte, at man kunne søge om erstatning, var det 10€ eller 20€ per kilo. Jeg husker ikke, blodtrykket susede i ørerne.
Ja, analyserne af internationale selskaber fra OP er meget forenklede. I sig selv er det ret positivt, at de også er tilgængelige, men sammenlignet med f.eks. Inderes’ indhold er de i en helt anden liga. Nogle gange har jeg drømt om, at Inderes en dag vil producere lignende materiale om svenske virksomheder (i det mindste de store) som om indenlandske virksomheder.
En slægtning arbejder på et plejehjem, hvor i hvert fald de yngre beboere ikke rigtig bryder sig om at spise “Feelia-lort”. Et par gange har jeg selv smagt supper, og der er en mærkelig bismag i dem, måske for meget allehånde. Forhåbentlig ender man aldrig selv på et plejehjem, hvor den eneste madmulighed er disse Feelia-produkter. Sikkert stadig en velfungerende virksomhed som virksomhed og koncept, men smagene er lidt hentet fra 1990’ernes skolemad.
Kamux. Jeg oplevede selv en motorskade for nogle år siden i en bil købt derfra. Det var en forfærdelig kamp at få dem til at deltage i bare en form for omkostningsdeling. Nu har jeg fulgt tæt med, da en tillægsforsikring blev solgt til en bekendts bil nærmest med tvang, og da der også opstod en skade på den, vasker de helt deres hænder. Sådan kan du undgå problemer med Kamux. 1. Køb intet derfra. 2. Tag i hvert fald ikke en tillægsforsikring, da den ikke dækker noget. 3. Hvis du alligevel er i en sindstilstand, hvor du overvejer at købe derfra, så vend tilbage til punkt 1.
Nordea. Jeg har i mange år haft alle banktjenester (brugskonto, kreditkort, værdipapirkonto, aktiesparekonto, boliglån) hos Nordea, og alt har fungeret godt. Jeg indhentede tilbud på boliglånsmargener i efteråret og fik en et par decimaler bedre margin fra Danske Bank til 3 måneders euribor. Kundeforholdet inkluderer også andre fordele, f.eks. et kreditkort med 0,5 % cashback. Betingelsen var naturligvis at flytte alle tjenester, men samlet set ville det give en besparelse på knap 100 € om måneden i min husstands pengestrøm. Jeg informerede Nordea via en besked i netbanken om, at et sådant tilbud, inklusive kreditkort, var kommet fra en konkurrent, og spurgte, om de ville drøfte sagen?
Nordea ringede dagen efter, og samtalen forløb i grove træk således:
“Hvilken margin tilbød de?”
“0,4.”
“Okay, vi undersøger, hvad vi kan svare.”
Dagen efter kom et nyt opkald:
“Okay, vi kan tilbyde det samme, men hvis vi skal konkurrenceudsætte marginen, koster det dig 250 €, og hvis du vil skifte fra 12 måneders euribor til 3 måneders euribor, koster det yderligere 500 €.”
“Aha, okay.”
Nordeas kundeservice tog ikke et ord om andre aspekter af min besked, såsom et bedre kreditkort eller gebyrer for at holde aktier. Jeg ved ikke, om den pågældende medarbejders dagsorden kun var boliglån. Lejligheden, som lånet vedrører, ligger i Helsinki, restgælden er cirka halvdelen af lejlighedens salgspris, og lejligheden er udlejet til en pris, der fuldt ud dækker fællesudgifter, lånets rente og afdrag. Derudover har jeg ingen anden gæld, cirka 150.000 € på værdipapirkontoen og aktiesparekontoen, og en stabil indkomst fra lønarbejde.
Med alt dette i betragtning undrer jeg mig over Nordeas uvillighed til at holde fast med næb og kløer i et fuldstændig idiotsikkert boliglån. Er succes steget Nordea til hovedet, eller ligger der bag den honningsøde 15 % ROE, at de lader konkurrenterne kapre kunder, der konkurrenceudsætter deres margener? Jeg har intet dårligt at sige om Nordea, men deres handlinger virker lidt som en mærkelig forretningslogik.
Delvist kommer marginerne fra denne omkostningsoptimering og systematik. Hvis du ikke er en private banking-kunde, så håndteres sagen hurtigt (ifølge deres egen regelbog), hvis det ikke passer, så skift bank. Man kan f.eks. ikke konkurrenceudsætte hele kundeforholdet på samme tid. Der er dog trukket ret stramme linjer fra privatbankens side for, hvordan tingene gøres, hvilket er enten en god eller dårlig ting for investoren. Afhængigt af hvordan man ser på det.
Min egen erfaring med Nordea er, at inden for Premium-kundeforhold er boligfinansiering og investering/opsparing under forskellige ansvarlige personer, hvilket betyder, at du ikke kan konkurrenceudsætte kundeforholdet som en samlet enhed. Derefter, inden for Private-kundeforhold, findes der et ‘én-dør-princip’.
De ringede fra Elisa i sidste uge. De tilbød en rigtig god pris på et 5G-abonnement. Det var vist 17,99€, mens det andet koster 24,99 hos Telia. Hos Elisa kommer der selvfølgelig et gebyr for mobilcertifikatet oveni, men det er stadig billigere. Jeg tog imod tilbuddet. Man fik også nogle 60€ høretelefoner med, som jeg selvfølgelig ikke bruger til noget, men jeg giver dem måske som gave til nogen. De sagde, at fragtomkostningerne skulle betales, men levering til den nærmeste butik ville ikke koste noget. De skal bare afhentes inden for tre dage. SIM-kortet får man med samtidig. Sælgeren tjekkede, at der var høretelefoner på lager i den nærmeste butik.
Til sidst i opkaldet sagde sælgeren, at da hans løn var afhængig af disse salg, om vi så skulle lave en herremandsaftale om ikke at skifte tilbage til Telia. Jeg grinede lidt og sagde, at da jeg selv er i salgsbranchen, forstår jeg situationen, men hvis Telia svarer med et eller andet vanvittigt tilbud, så tager jeg det selvfølgelig.
Næste dag dukkede der så en besked op om, at jeg skulle komme og hente høretelefonerne osv. På grund af travlhed nåede jeg det ikke i et par dage. Om søndagen kom der endnu en påmindelsesbesked om, at min ordre ventede, og at i dag var sidste afhentningsdag. Jeg kørte til butikken og stod i kø et stykke tid. Det viste sig, at der ingen høretelefoner var, og der havde heller aldrig været nogen. De kunne heller ikke give SIM-kortet med, da de på en eller anden måde var på samme ordre. De sagde, at der ville komme en genopfyldning mandag eller tirsdag, og at de ville sende en besked.
Nå. Mandag kom, og beskeden kom. Indholdet var bare, at jeg så ikke havde afhentet min ordre, og at den nu var annulleret.
Tilsyneladende er den annulleret, da den lovede meddelelse om afhentning ikke er kommet. De kan beholde deres abonnement. 
På en eller anden måde er integrationen af tidligere virksomhedsopkøb, baseret på min egen erfaring, stadig ret langt fra færdig. Der trækkes på skuldrene, og ingen ønsker at tage ansvar.
Men hvem ved, disse virksomhedsopkøb kan jo også lykkes nogle gange.
Loihde Ledelsesteam/bestyrelse 
Jeg har måske købt virksomhedens produkt én gang, og jeg kender ikke rigtig nogen, der kan lide det. Jeg har nogle gange købt konkurrenternes produkter, og det skyldes helt sikkert, at brandet bare fungerer bedre, selvom jeg ikke er vild med hele branchen. Jeg er enig med analytikerkonsensus om, at aktien er ret korrekt prissat, men KØB-anbefalingerne skræmmer mig lidt, når P/E-forholdet nærmer sig 40. Helt ærligt har jeg aldrig rigtig forstået, hvad der gør produktet så enestående sammenlignet med konkurrenterne. Jeg har lidt en fornemmelse af, at selvom produktet er synligt mange steder, så løber tiden nok snart fra det. Konkurrenterne er i øvrigt bedre eksponeret. Derudover har virksomheder, der historisk set har markedsført sundhedsskadelige produkter eller rettet reklame mod børn og unge, haft en tendens til at skulle ændre deres forretningsmodeller eller forsvinde. Om så via regulering.
Den gode nyhed er, at jeg nok ikke ville træffe en investeringsbeslutning ud fra et subjektivt synspunkt. Den dårlige nyhed er, at jeg heller aldrig har investeret i virksomheden.
I vores område er det tydeligvis den dyreste af lavprisbutikkerne, nogle produkter er endda dyrere end Prisma. Den kan ikke længere konkurrere på priser, og kundegrundlaget består for det meste af pensionister, for hvem selv mobilapp-rabatter ikke virker.
Det eneste behov for at besøge Tokmanni opstår, når jeg besøger mine forældre i en lille by, hvor der simpelthen ikke er andre diverse
