Måske kan Sauli svare bedre, da jeg mener, at grundtanken bag investering i praksis altid har været den samme. Jeg kan ikke huske en tid, hvor vi ikke har tænkt på kvalitative kriterier, og på den anden side har vi altid kunnet tage risici med en del af porteføljen, hvis vi har ment, at der har været interessante muligheder. Stigepotentiale til kursmålet har aldrig været et kriterie for automatisk køb; egen tænkning har altid været tilladt. Kerneidéen er formet af vores (mig, Sauli og Mikael) investeringsfilosofi, og vi har været ret ensartede stædige hoveder i lang tid. Folkene omkring os har ændret sig, men den grundlæggende tankegang virker til at være den samme: groft forenklet Mikael → Atte og nu Sauli → Rauli (undskyld drenge :D). Der er selvfølgelig forskelle i vægtning, og det er kun godt. Markederne ændrer sig også hele tiden.
En ting, der har ændret sig gennem årene, er overvågningen af Modelporteføljen og dermed “Inderes-effekten”. På et tidspunkt var denne ret kraftig, hvilket var grunden til, at den blev en del af processen. Vores mission har været at gøre Helsinki-børsen til en bedre markedsplads, hvilket har betydet, at vi har passet på i situationer, hvor vi kunne have forårsaget ubehagelige kursreaktioner. Og som Atte sagde angående likviditet, så handler det ikke kun om, at vi får positionerne nogenlunde ind/ud. Hvis vi “spiser siden af ordrebogen” (syödään laita pois) og det skaber en vild reaktion, så er det jo ikke hensigtsmæssigt. Nu hvor Inderes-effekten i øvrigt formodentlig er aftaget, er omsætningen i mange selskaber til gengæld svundet ind til noget ret sølle. Men det er ting, vi balancerer imellem.
Min hukommelse er begrænset, og der er helt sikkert sket ændringer i vægtningerne gennem årene. En ting er, at dækningen og analytikerkorpset har udviklet sig, og vi har selvfølgelig forsøgt at få idéer derfra. Der er sikkert sket en form for evolution i udnyttelsen af analytikerne, men så længe jeg kan huske, har man kunnet foreslå cases til os. Man bør dog også huske på, at investeringer altid er summen af det, man gerne vil gøre, og det, markedet tilbyder. Et begrænset marked betyder, at man ikke altid finder præcis det, man vil have, i hvert fald ikke til den pris, man ønsker.
Jeg har ikke set de videoer fra Eka, men Modelporteføljen er helt sikkert blevet beskrevet på mange måder af forskellige mennesker gennem årene. Modelporteføljen burde nok ansætte et PR-bureau til at ensrette kommunikationen, men lad os nu først forsøge at skabe et merafkast. Det er trods alt den eneste form for PR, der for alvor interesserer mig. Tonen i denne diskussion kunne også have været anderledes, hvis afkastkurven havde set anderledes ud de seneste år.