Moms er kun fuldt fradragsberettiget for indkøb foretaget direkte til momspligtig virksomhed og for såkaldte driftsomkostninger i det omfang, de vedrører momspligtig virksomhed. Normalt fordeles fradragsretten i forhold til omsætningen, hvis der ikke kan fremlægges andet grundlag. Ligeledes for indkøb, der direkte vedrører momsfri virksomhed, kan moms slet ikke fratrækkes.
Hvis f.eks. konsulentvirksomhed udgør 10% af omsætningen, gælder kun 10% fradragsret for driftsomkostninger (telefon, internet, udstyrskøb osv.). For rejseudgifter i forbindelse med konsulentvirksomhed kan moms fratrækkes fuldt ud, men f.eks. for rejseudgifter i forbindelse med et møde om investeringsvirksomhed er der ingen fradragsret.
Ja, jeg er enig. Omkostninger, der udelukkende vedrører momspligtig aktivitet, er fuldt fradragsberettigede. Omkostninger, der udelukkende vedrører momsfri aktivitet, er slet ikke fradragsberettigede. Generelle omkostninger, der vedrører begge dele, opdeles i en fradragsberettiget og en ikke-fradragsberettiget del. Normalt foretages opdelingen af generelle omkostninger med en fast procentsats og som udgangspunkt i forhold til omsætningen, men der kan naturligvis også være andre fordelingsgrundlag.
I et af mine selskaber vejledte skattemyndighederne mig til at foretage fordelingen i henhold til de udførte arbejdstimer. Dette passede selskabet glimrende, da investeringsaktiviteterne kun udgjorde omkring 8 % af arbejdstimerne. Desuden var disse arbejdstimer meget nemme at dokumentere, da investeringsaktiviteterne blev varetaget af én person på deltid. En omsætningsbaseret fordeling ville have været yderst ufordelagtig for selskabet.
Det er værd at diskutere disse ting med skattemyndighederne.
Tak for den gode tråd. Et spørgsmål er dukket op, som jeg gerne vil have kommentarer til:
I hvilken aktivklasse (regnskabsmæssigt, skattemæssigt) placeres investeringer typisk, når de søger rente-, udbytte- og kursgevinstafkast fra et par måneder til flere regnskabsår, og når selskabets erhvervsaktivitet er værdipapirhandel i dens mange forskellige former (f.eks. daghandel)?
Jeg vil måske deltage i diskussionen, men det er interessant at vide, hvordan dette fungerer. Mange har sikkert en sideforretning via et holdingselskab, men hvordan skal momsen betragtes?
Hvis min virksomhed driver en mindre momspligtig forretning, lad os sige konsulentvirksomhed.
Da jeg har vurderet, at denne forretning omsætter for omkring 15.000 om året, har jeg ikke fundet det nødvendigt at registrere mig for moms. Årsagerne er mange, men primært fordi kunderne ikke kan fratrække den. Momsen er altså min udgift.
Udover den momspligtige forretning driver selskabet lejlighedsvis værdipapirhandel, og da der ikke er tale om finansielle aktiver, men omsætningsaktiver, påvirker dette omsætningen.
Jeg spekulerer derfor på, om selskabets værdipapirhandel påvirker momsfritagelsen for små virksomheder eller den omsætning, der beregnes for denne.
Som eksempel:
Jeg fakturerer den 1.1.2025 en faktura på 4.999 € + moms 0%.
Jeg køber den 1.2.2025 aktier for 10.000 €, som jeg sælger den 1.3.2025 for 15.000 €. Aktierne er bogført som omsætningsaktiver.
Er omsætningen, der tages i betragtning ved beregning af den momspligtige aktivitet for små virksomheder, i dette tilfælde 4.999 € eller 19.999 €?
Tak for spørgsmålet! I et sådant selskab klassificeres værdipapirer praktisk talt altid som enten
a) Investeringer i anlægsaktiver og skattemæssigt som Andre aktiver
eller
b) Omsætningsaktiver
Grænsedragningen mellem disse kan nogle gange være udfordrende. Daghandel ville tydeligt være omsætningsaktiver, mens investeringer fra et par måneder til flere regnskabsår kunne være i begge kategorier afhængigt af andre faktorer. Hvis selskabet har forskellige strategier samtidigt, vurderes sagen som en helhed. Det er også muligt, at forskellige porteføljer er i forskellige kategorier, selvom det ville være klarere, hvis alle var i samme kategori.
Jeg er enig med Jackkk i, at svaret er 4999 €. Dette er blevet undersøgt, og Skatteforvaltningens (Verohallinto) vejledningens punkt 2.2 opregner de salg, der skal medregnes i omsætningen, og værdipapirhandel for egen regning betragtes efter min mening ikke som salg af finansielle og forsikringsmæssige ydelser. Der blev engang søgt skriftlig vejledning fra Skatteforvaltningen (Verohallinto) vedrørende momsgrænsefritagelsen (alv-ajarajahuojennus). Når værdipapirer sælges, er der ikke tale om salg af en ydelse.
salg af finansielle og forsikringsmæssige ydelser (Momsloven (AVL) §§ 41 og 44)
Tak for spørgsmålet! I et sådant selskab klassificeres værdipapirer i praksis altid enten som
a) Investeringer i anlægsaktiver og i beskatningen som Andre aktiver
eller
b) Omsætningsaktiver
Ja, altså hvis virksomhedens forretning (erhvervsvirksomhed) er værdipapirhandel, så ville det på en eller anden måde være ulogisk at føre de pågældende transaktioner til Andre aktiver i beskatningen. Der er jo i forvejen store begrænsninger, f.eks. retten til at fradrage tab bortfalder efter 5 år, og de kan heller ikke bruges til fradrag for andre værdipapirhandler, som ikke også er i Andre aktiver.
Det særlige ved disse er blot, at deres værdier ofte ændrer sig så langsomt, at det kan tage flere regnskabsperioder, før værdierne er på et niveau, hvor man kan afhænde dem. Tilsvarende, hvis værdierne falder for lavt, sælges de jo så med tab. I ventetiden genererer de så bl.a. udbytteindtægter. Så i denne forstand er de altid erhvervet med salgsformål, hvorved bogstaven i lovens EVL 10 § om omsætningsaktiver burde opfyldes: “Omsætningsaktiver er varer, der i erhvervsvirksomhed er bestemt til at blive afhændet enten som de er eller forarbejdet”
I den situation ville jeg placere alt under omsætningsaktiver. Omsætningsaktiver er som hovedregel enklere på selvangivelsen, og der er bedre muligheder for at fratrække urealiserede tab. I andre aktivklasser skal urealiserede tab ganske vist bogføres i regnskabet, men de kan alligevel ikke fratrækkes skattemæssigt. I omsætningsaktiver skal man derimod pænt fratrække urealiserede tab for hver aktivtype (sådan krævede revisoren i hvert fald hos os).
Og porteføljeomsætningen behøver ikke at være særlig hurtig. Man kan sagtens have varer liggende i omsætningsaktiver i årevis, så længe de er kurante og ikke forældes.
Hovedreglen er selvfølgelig i virkeligheden, at man skal placere det i den post i balancen, der bedst beskriver den faktiske tilsigtede anvendelse. Mit eget selskab har f.eks. et par unoterede investeringer under anlægsaktiver, fordi der ikke er en markedsplads for dem, og man ikke nødvendigvis kan komme af med dem let. Det er også lidt svært at fastsætte værdiansættelsen, så de står der til deres anskaffelsespris. Alle børsnoterede og andre let likvide investeringer (også krypto) er under omsætningsaktiver.
Som ejer af et nystartet investerings-/holdingselskab grubler jeg over følgende detaljespørgsmål, som jeg gerne vil have hjælp til. Hvordan skal handelsomkostninger ved værdipapirhandel bogføres og beskattes? Jeg ved, at handelsomkostninger kan inkluderes i anskaffelsesprisen for værdipapirer, men er det obligatorisk, eller kan omkostningerne også bogføres direkte som en udgift for regnskabsåret?
Hvis et investeringsselskab f.eks. anskaffer ETF’er via Nordnets månedsopsparing, opstår der en omkostning på 2,5 € for hver købstransaktion. Hvis der er f.eks. 4 værdipapirer under månedsopsparingsaftalen, virker det helt unødvendigt, at den omkostning på 2,5 € skulle allokeres til de fire værdipapirer i forhold til anskaffelsespriserne. I så fald bliver det også vanskeligere at følge de reelle anskaffelsespriser via balancen. Efter min mening ville det være betydeligt klarere generelt, og især med så små beløb, at bogføre købs- og salgsprovisioner direkte som en udgift for regnskabsåret i resultatopgørelsen, i stedet for at tage dem i betragtning via balancen. Er der dog et punkt i regnskabs- eller skattelovgivningen, der udtrykkeligt forbyder at handle på denne måde?
Investeringsaktiverne er i selskabets regnskab bogført under investeringer i anlægsaktiver / andre aktiver, hvis dette har betydning. Tak for hjælpen på forhånd!
Den korrekte måde ville nok være at bogføre anskaffelsesomkostningerne som en del af anskaffelsessummen i balancen. Men hvis det ikke medfører andre problemer, ville jeg, da beløbene er små, anvende væsentlighedsprincippet og for nemheds skyld bogføre disse provisioner i resultatopgørelsen som foreslået af dig. Et andet problem kunne f.eks. være, at når du engang afhænder disse ETF’er og beregner afståelsesgevinster/-tab, kan mæglerens afståelsesgevinstberegning afvige fra regnskabet med omkostningernes beløb. Det er dog heller ikke et problem på det tidspunkt at korrigere en lille forskel via resultatopgørelsen.
Har nogen erfaringer med at åbne og beholde erhvervskonti i Finland?
Dette er nu blevet et problem, da virksomheden har haft en konto hos Alisa i 2-3 år. Jeg hævede for første gang i historien lidt større beløb på én gang (femcifrede, altså ikke millioner endnu), og de begyndte at spørge til pengenes oprindelse osv., det obligatoriske, som banker gør. Jeg svarede pænt på spørgsmålene. Kort efter kom der en meddelelse om, at kontoen ville blive lukket.
Jeg forsøgte at åbne en konto hos Holvi. De ville dog ikke acceptere det, da deres betingelser specifikt forbyder virksomheder, der primært beskæftiger sig med f.eks. trading, og primært også holdingselskaber.
OP afviste os allerede i 2018. De tilbød heller ingen forklaringer, men jeg antager, at det er relateret til pengeoverførsler til og fra kryptobørser.
Resten af bankerne er dyre steder for en erhvervskonto, og det er besværligt at åbne en konto. Vi har en konto hos Revolut, og den fungerer, men Nordnet vil ikke udbetale til den, da de kræver en FI-startende konto som modkonto.
Vi er tilsyneladende ofre for den såkaldte de-risking politik, men vi er bestemt ikke de eneste. Ifølge artikler er der flere virksomheder, hvis konti er blevet lukket – nogle af dem er ret store og har været i drift i lang tid.
Hvor har I i praksis kunnet få en konto til en rimelig pris og desuden holdt den åben?
Vi har også bemærket, at det er yderst udfordrende at åbne nye bankkonti for virksomheder, der beskæftiger sig med krypto, især i Finland. Der er også set enkelte kontolukninger.
Det følgende er spekulation, men her er mine egne tanker. Almindelige kontoindehavere er så lavt indbringende for bankerne, at bankerne ikke ønsker at etablere kryptoforbindelser mod den indtægt, de får fra kontogebyrer, som tilsyneladende kræver vanskeligt implementerbar reguleringsrelateret udredning/rapportering eller lignende justeringer fra deres side. For at en bank skulle ønske at gøre en undtagelse fra denne linje og arrangere sagen internt, skal der være en væsentligt større grund for dem, såsom et omfattende samlet kundeforhold i banken.
Det kunne man forestille sig. Men da vi i 2018 blev ‘fyret’ fra OP, havde vi en kontokredit på 50 kE der, hvilket sandsynligvis var ret rentabelt for banken, og derudover personlig service der. Kontoen blev lukket, og kreditten skulle betales med det samme – dog fik jeg forhandlet en 6 måneders betalingsfrist for sidstnævnte. Opsigelsesbrevet var meget uhøfligt. Dette beklagede de dog og indrømmede, at tonen havde været forkert, men det ændrede intet i praksis. De ville meget gerne have fastholdt den personlige service – de sænkede endda marginen – men jeg slap af med den så hurtigt som muligt. Under disken (dvs. via direkte kontakter) fik jeg at vide, at årsagen var en del af forretningen relateret til virtuelle valutaer – jeg havde bl.a. begået den fejl at spørge om et lån til anskaffelse af miningudstyr (jeg fik det ikke, men et halvt år senere blev jeg smidt ud generelt).
Jeg antog, at tingene ville være anderledes nu, og det er faktisk ikke nødvendigvis kun på grund af virtuelle valutaer. Årsagerne er denne gang ikke blevet afsløret, ikke engang uofficielt.
Størrelsen af kundeforholdet ser heller ikke ud til at hjælpe, hverken firmaets størrelse eller det faktum, at forretningen ville være såkaldt traditionel forretning. Der kan åbenbart også være masser af ansatte. Her er et eksempel:
Der er åbenbart også ret mange tilfælde nu generelt:
Vi er altså på ingen måde alene, uanset forretningens art.
Nå, når det nu er så svært, og det i øvrigt er besværligt at åbne en virksomhedskonto nu, så kan man jo snart drive virksomheden udelukkende med kryptovalutaer. Så er der slet ingen bankkonto.
Min kone, der har arbejdet i et revisionsfirma, hævdede dog, at der i loven er et krav om, at et selskab skal have en bankkonto. Hvis det er tilfældet, burde bankerne konsekvent også have et krav om at åbne en sådan. Loven er dog ikke nødvendigvis konsekvent.
Sjovt nok har vi stadig konti for et par andre selskaber åbne i samme bank, og selskaberne har de samme begunstigede. Kun den største og for os virkelig betydningsfulde bliver smidt ud.
Her er en ny artikel fra Investcons Sampsa Leskinen.
Teksten er en fortsættelse af vores tidligere artikel ”Hvad sker der med et investeringsselskab efter ejerens død”, som gennemgik, hvordan processen forløber fra ejerens død til arvefordelingen og den efterfølgende situation. Denne gang fokuserer vi på at forberede sig på døden. Den bærende tanke er, at i tilfælde af dødsfald skal det være klart for arvingerne, hvad der ejes, hvad der skal gøres med ejendommene, og hvordan aktiverne fordeles. En uklar situation fører let til for eksempel vanskeligt og stressende opklaringsarbejde, dårlige råd, bedrag, stridigheder, ekstra skatter og andre økonomiske tab.
Teksten er opdelt i to hovedafsnit: 1) skrivning af handlingsanvisninger til arvingerne og 2) andre værktøjer til forberedelse, hvoraf det vigtigste er et testamente.
Artiklen fremhæver problemløsning, smidighed i sagsbehandlingen og beskatning, men for eksempel forholdet eller dynamikken mellem ejer og arvinger får mindre opmærksomhed. I en reel situation er der altså flere ting at tage højde for, og de skal inddrages i beslutningsprocessen.
