Nu hvor det nye tilbagekøbsprogram for egne aktier er startet, kom jeg til at tænke på, hvor nemt/dyrt det mon ville være for Inderes at fremsætte et købstilbud på for eksempel 5 % af aktiekapitalen til f.eks. 16 euro? Der er trods alt parter blandt ejerne, som sælger regelmæssigt. Hvordan fordeler omkostningerne sig i et “almindeligt” tilbagekøbsprogram sammenlignet med et købstilbud?
Jeg har faktisk forhørt mig hos folk, der er klogere end mig på dette område, også hos dem med praktisk erfaring. Det korte svar: forbandet svært og dyrt, giver ingen mening, medmindre der er tale om adskillige millioner euro. Især selskabsloven er en udfordring her og indebærer en enorm mængde manuelt arbejde (at sikre ligebehandling af aktionærerne i tilfælde af et rettet tilbagekøb). At køre et almindeligt aktietilbagekøbsprogram er derimod ligetil, har en rimelig månedlig omkostning og kræver hverken advokater eller bankfolk.
Den administrerende direktør gravede dybt i lommerne og gik i banken for at købe aktier i sit eget selskab.
Hvad så i tilfælde af et tender offer, hvor dem, der har tilbudt deres aktier i købstilbuddet, får accept på pro rata-basis? Der har alle aktionærer jo mulighed for at sælge deres aktier til selskabet til den tilbudte kurs, og hvis der er flere udbydere, end selskabet opkøber, så får alle solgt en smule.
Efter min mening burde mange små virksomheder, hvis værdiansættelse ifølge bestyrelsen ligger under dagsværdien, og hvor der er tydelige sælgere blandt aktionærerne, lave et tender offer, der er åbent for alle, f.eks. til ca. dagskursen. På den måde ville sælgere, der bare dumper aktier ud i markedet, kunne komme af med deres papirer (og andre ligeledes, hvis de ønsker at sælge til ca. dagskursen), uden at det forstyrrer børshandlen.
Af en eller anden grund kommenteres der altid kun på rettede tilbagekøb, selvom disse tender offers efter min opfattelse er meget almindelige i Nordamerika og også lige her i Norden på obligationssiden (JVK).