Jeg har selv været heldig i arbejdslivet. Især som ung var det som om, man dyrkede sine hobbyer. Desuden fik man rejst rundt i Europa, USA og Asien for andres penge, og man fik endda løn for det. Efterhånden som erfaringen er vokset, er de kedelige sider gradvist kommet til: personalesager, fyringsrunder (YT-forhandlinger), lønsomhedsproblemer. Og når man håndterer de ting som repræsentant for arbejdsgiveren, så er det ikke altid så sjovt længere.
12 Synes om
Jeg føler mig også i en privilegeret position, da jeg altid har haft et arbejde, jeg virkelig godt kan lide, og det ærgrer mig ikke at skulle afsted på arbejde om morgenen. Før jeg fik børn, husker jeg endda at have sagt, at selvom jeg vandt i Lotto, ville jeg ikke stoppe med at arbejde. Men år for år føles det mere og mere som om, jeg bliver nødt til at gå på kompromis med at leve efter mine værdier, fordi tiden uundgåeligt ikke rækker til alt, og jeg er heller ikke på mit bedste, når jeg er træt og stresset. Jeg føler selv, at mange er ret blinde over for, hvad de egentlig giver afkald på for deres karrieres skyld. Mange opgiver i hvert fald delvist deres hobbyer, en sund livsstil, søvn, familietid, parforholdets trivsel og ting, der interesserer dem, når tiden og energien bare ikke rækker til det. Jeg forstår, at arbejdet bringer mange positive ting ind i livet for mange, men for mig har det til gengæld været lidt svært at forstå indimellem, hvordan man ikke skulle kunne finde meningsfulde måder at bruge den frigjorte tid på. 
Selvfølgelig kan man i høj grad løse dette problem ved at reducere arbejdstiden og få fordelt sin egen tid mere ligeligt mellem alt det interessante. Men nogle jobs er bare sådan, at man ikke får det samme ud af dem, hvis man ikke lægger alt i det. Og i nogle tilfælde accepterer arbejdsgiveren selvfølgelig slet ikke færre arbejdstimer.
33 Synes om
Jeg har aldrig været på en arbejdsplads, hvor jeg trivedes, og jeg ved ikke engang, hvad det skulle være for et arbejde, som jeg med et smil på læben ville have lyst til at udføre indtil pensionsalderen. Derfor ser jeg ikke mig selv plage mig selv i arbejdslivet i ret lang tid.
17 Synes om
I en tid med nulrente ville 10 stk. lejligheder til en pris på 100.000 € med 10.000 € i udbetaling (og renteloft) have været fuldt ud muligt.
I den nuværende situation ville 10 stk. lejligheder til en pris på 40-50.000 € med 10.000 € i udbetaling og en løbetid på 30 år sandsynligvis give et cashflow, der er tilstrækkeligt til at leve af.
Lad os antage, at den gennemsnitlige leje for 10 lejligheder er 600 €, de gennemsnitlige fællesudgifter er 200 €, og det gennemsnitlige afdrag på lånet er 150 €. Det positive cashflow før skat er 2.500 €.
Som en hurtig beregning. Det forudsætter anskaffelse af lejligheder, hvor alle større renoveringer er udført.
2 Synes om
En leje på 600 € for en lejlighed til en værdi af 40.000 €? Tro det, hvem der vil.
18 Synes om
Denne tråd røg forbløffende hurtigt af sporet. Kunne vi udelade indlæggene om arbejdets meningsfuldhed og ejendomsinvestering herfra? FIRE er pr. definition noget helt andet end at ville arbejde til man dør.
Gør endelig det, men skal vi ikke diskutere Financial Independence, Retire Early-ting her?
41 Synes om
Jeg vil lige dele min egen situation her også, da processen har været aktiv de seneste år. Alder 35 år, tre børn derhjemme på 15, 14 og 4 år + fruen. Min privatøkonomi er blevet fulgt tæt i Excel de sidste godt 10 år, lige siden jeg trådte ind på arbejdsmarkedet.
Status lige nu er, at der kun er et par titusinder tilbage i lån på parcelhuset på 200 m² i Uusimaa, aktier for ca. 50.000 € i porteføljen og fem investeringsejendomme, hvoraf den ene er gældfri, to har fælleslån (fra hhv. 2015 og 2022) og to er bankfinansierede med ca. 50 % gearing.
Min nuværende stilling er professionelt set omtrent så høj, som den kan blive i det pågældende firma, hvilket betyder direkte resultatsansvar over for den administrerende direktør. Hverdagen går med pendling (2 timer om dagen), arbejde og børnenes aftaler & fritidsaktiviteter samt at agere “dommer” imellem dem. Når fruen arbejder i weekenden, står den på vedligeholdelse af huset, børnenes aktiviteter og aftaler, madlavning + rengøring. Min egentid er i praksis én time om aftenen, fra børnene er lagt, til det er min egen sengetid, så jeg kan orke at stå op ved hanegal næste morgen til det samme hamsterhjul.
Der er som sådan ikke noget at klage over ved jobbet, lønnen er god (~4.000 € netto + bonusser), men det sluger effektivt alt, hvad der minder om fritid, og muligheden for selv at dyrke en hobby eller lave noget meningsfuldt, mens man endnu ikke er helt affældig. Derfor er andre alternativer begyndt at friste her de seneste år.
Min økonomi er meget overskudsgivende; opsparingsraten ligger på omkring 50-70 %, lidt afhængigt af reparationer og indkøb til huset. FIRE-graden ligger, set udelukkende på nettoinvesteringsformuen, omtrent halvvejs – det ville selvfølgelig kræve en lidt anden fordeling mellem ejendomme og aktier, men indtil videre kører vi sådan her. Med denne opsparingsrate ville det tidligste tidspunkt for FIRE være om cirka fire til fem år, hvilket lyder fristende, ja – men på det tidspunkt begynder familiens teenagere at flytte hjemmefra, og den yngste kan måske også selv finde på noget at lave, så der potentielt bliver mere tid om aftenen til mine egne ting. Dermed forsvinder måske lidt af den vigtigste pointe, som fik mig i gang med hele projektet til at begynde med.
Jeg har tænkt, at opsparingen og investeringerne trods alt ikke er en dårlig ting, selvom jeg ikke skulle vælge en eller anden form for FIRE i fremtiden; det giver i det mindste et bedre udgangspunkt for at tilbringe pensionstilværelsen på en lidt anden måde end uden en portefølje. Selvfølgelig, hvis arbejdet begynder at stresse mig for meget, er nattesøvnen sikret, da det ikke ville være verdens undergang rent økonomisk at forlade jobbet. I stedet kunne man måske begynde at arbejde som en “hobby” remote under palmerne, hvis det til den tid frister.
Beklager dette “tanke-opkast”.
37 Synes om
Jeg er en altmuligmand i slutningen af trediverne. Jeg forsøger ikke desperat at maksimere min indkomst, men nyder mit liv og mit arbejde (nedsat arbejdsuge og et godt indkomstniveau). Mit mål er at opnå fuld økonomisk uafhængighed, før jeg fylder 50 år.
Jeg er hverdagsminimalist. Jeg bor næsten gratis på landet. Mine hobbyer er næsten gratis, inklusive det kommunale fitnesscenter. Jeg går og cykler meget. Jeg kan godt lide at lave mad (foretrækker billig vegetarmad) og trives derhjemme. Jeg køber næsten alle mine ting brugt eller får dem gratis. Mine venner er lignende “hippier”.
Som man kan gætte, ligger mine leveomkostninger omkring den officielle fattigdomsgrænse eller endda under den. Alligevel føler jeg ikke, at jeg giver afkald på noget, men nyder min asketiske livsstil. Jeg sparer ikke på livets små glæder: Jeg tager af og til ind til byen til f.eks. en koncert eller en øl på pubben. Nu til foråret tager jeg på backpacking i udlandet. Jeg har ikke rigtig rejst i næsten et årti.
Mine investeringer
Jeg investerer i praksis næsten alle overskydende penge og sparer også regelmæssigt op “til en regnvejrsdag” på min bufferkonto. Jeg startede med aktieinvestering i januar 2019, men de første par år gik mest med at famle lidt rundt og lære om investering.
Jeg har sparet og investeret over 50 % af min indkomst siden efteråret 2021 baseret på mine egne overvejelser og planer. I 2022 sparede jeg hele 67 % af min nettoindkomst og i 2023 omkring 60 %. Min investeringsfilosofi og -stil beskrives bedst som Early Retirement Extreme eller ERE: https://wiki.earlyretirementextreme.com/wiki/What_is_ERE%3F
Jeg faldt først over udtrykket i efteråret 2023. Mens jeg overvejede mine investeringer og planer, havde jeg helt selv fundet på det og implementeret det tidligere. Fantastisk! Størstedelen af FIRE-scenen, altså dem der stræber efter økonomisk uafhængighed og tidlig pensionering, investerer lidt anderledes og handler anderledes i forhold til deres eget forbrug og andre valg. Jeg overvejer hvert køb nøje, også ud fra et økologisk perspektiv. Jeg ønsker ikke at være en forbruger.
Hvad er situationen nu
Jeg er nettokøber. Min investerings- og kontantformue er på få år vokset fra næsten nul til hundrede tusinde euro. Derudover ejer jeg en del af huset, jeg bor i, samt min ni år gamle bil. Jeg har i øjeblikket ingen gæld eller familie.
I år vil min udbytteindkomst efter mine estimater ligge et sted mellem 5.000 og 6.000 euro brutto efter yderligere investeringer. Hvis jeg fortsætter i samme tempo, vil Lean FIRE-scenariet, altså fattigmands-FIRE, sandsynligvis blive en realitet om 5-8 år. Til den tid vil de obligatoriske leveomkostninger være dækket, og da man ved at arbejde mindre sparer penge på bl.a. biludgifter og får en lavere skatteprocent, kunne jeg i teorien vælge at blive hjemme og sove. Jeg ønsker dog med tiden en ordentlig sikkerhedsmargin og en lidt højere levestandard (2.000-3.000 €/md. i rådighedsbeløb), så jeg vil fortsætte med at investere regelmæssigt ved at arbejde på deltid.
Hvorfor jeg stræber efter økonomisk uafhængighed
Udbytterne ruller ind, og når de geninvesteres, giver de renters rente. Som indeksinvestor ville jeg sandsynligvis i det lange løb vinde mere procentuelt. En passiv månedlig pengestrøm giver dog flere muligheder for at træffe hurtige beslutninger i livet uden økonomisk pres.
Jeg har hverken tænkt mig eller lyst til at leve af andre skatteyderes penge. Snarere tværtimod: Staten får 25,5-28,9 % af min udbytteindkomst i kapitalindkomstskat samt 10-24 % i moms på de varer og tjenesteydelser, jeg forbruger. Det er sammenlagt en del mere, end hvad jeg i øjeblikket betaler i indkomstskat.
Jeg har tænkt mig at fortsætte med at arbejde i lille skala som en hobby til jeg ligger i graven, og dermed også betale indkomstskat med en lav procentdel. Som økonomisk uafhængig vil jeg dog fokusere mere på mine andre interesser, studere alt muligt spændende og udføre frivilligt arbejde i foreninger. Jeg vil ikke bare ligge derhjemme og ikke lave noget fornuftigt eller rejse hele tiden.
Jeg vil også gerne bruge mere tid sammen med mine nærmeste og om muligt støtte dem økonomisk, hvis der er brug for det. Jeg kunne forestille mig at bo 1-3 måneder i udlandet om vinteren, hvor mine udgifter ville skrumpe yderligere.
Som økonomisk uafhængig gavner jeg både mig selv, mit samfund og skattevæsenet. Det synes jeg er en ret god aftale.
Selvom mine planer skulle ændre sig over tid, og jeg ikke opnåede fuld økonomisk uafhængighed, er jagten på den i sig selv en spændende rejse. Resultatet vil under alle omstændigheder være, at jeg er betydeligt mere velhavende end nu eller for få år siden.
72 Synes om
Jarkko Ahos opskrifter på FIRE inkluderer blandt andet:
”Han understreger, at begrebet økonomisk uafhængighed ikke altid er entydigt. Det afhænger af, hvilket perspektiv man ser det fra.
At leve i en hytte i skoven som selvforsynende er jo også en form for økonomisk uafhængighed. Sat ind i en kontekst af investeringsdebat og FIRE, opfatter jeg det simpelthen sådan, at den passive indkomststrøm fra ens egen investeringsportefølje er tilstrækkelig til at dække leveomkostningerne.
Af det skema, Aho har udarbejdet, fremgår det, at økonomisk uafhængighed kan opnås med en portefølje, der er 13–33 gange de årlige omkostninger. Aho understreger, at en investor, der spiller sikkert, bør kigge på den øverste del af tabellen. For en risikovillig investor er en portefølje i den lave ende derimod tilstrækkelig.
En økonomisk uafhængig portefølje bør altså være på en million euro ved pensionering, hvilket svarer til 33 gange omkostningerne i en situation, hvor de årlige udgifter svarer til en gennemsnitlig finnes nettoløn på 30.000 euro. I denne beregning er risikoen for, at kapitalen slipper op, minimeret.
Ifølge Ahos vurdering ligger sweet spot for udbetalinger på 4–5 procent af kapitalen, hvilket betyder, at porteføljen bør være 20–25 gange de årlige omkostninger, svarende til 600.000–750.000 euro ved en gennemsnitlig levestandard.
Hvilke egenskaber skal man have, hvis man stræber efter uafhængighed? Aho fortæller, at han ofte har overvejet, hvilke tre ting der fremmer opnåelsen af dette mål.
For det første skal man have relativt små udgifter, høje indtægter og kompetencen til at investere forskellen mellem disse så godt som muligt. Målet er absolut opnåeligt, hvis man lykkes med disse tre ting.
19 Synes om
Jeg stiftede bekendtskab med og blev begejstret for denne filosofi for over 10 år siden. Nu har jeg i et par år haft mulighed for at leve den ud og praktisere den. Jeg anbefaler, at man langsomt modnes i processen, f.eks. ved at bruge forskellige FIRE-beregnere som hjælp.
Det bedste ved det har efter min mening været friheden. Jeg anser det for vigtigt at forstå, at frihed indebærer et ansvar for sig selv og forvaltningen af ens formue. Min egen hellige treenighed er en frivillig pensionsforsikring (cashflow), investeringsejendomme (asset/cashflow) og børsnoterede aktier (indhold i livet og resultatorientering). Min pointe er, at FIRE ikke bare er at svæve rundt – det er faktisk et arbejde og en holistisk styring af ens liv og tilværelse. Præcis som med iværksætteri er det godt at vokse ind i FIRE-tilværelsen over tid og med omtanke. Godt planlagt (ikke blot en Excel-øvelse) er halvt fuldendt. Vingerne skal nok bære (når den tid kommer).
17 Synes om
Jeg praktiserer ikke FIRE direkte, men jeg fremskynder bevidst mulighederne for at trække mig ud af arbejdslivet, hvis jeg ønsker det, omkring 55-60-års alderen. Jeg kan ikke se mig selv være helt uvirksom i forhold til arbejde, i hvert fald ikke i øjeblikket, selvom muligheden bød sig; jeg er i forvejen dårlig til at finde på fornuftig udfyldelse af mine hverdage, så weekenderne også får en fornuftig mening og den ønskede betydning. Derfor ville jeg sandsynligvis hellere halvere mængden af arbejde end at trække mig helt tilbage som vapaherre (vapaaherra) efter 55-års alderen, men tankerne kan selvfølgelig ændre sig, efterhånden som man bliver ældre og investeringsporteføljerne vokser.
Hvad er dit mål og din tidsplan?
- Jeg er en fyr på knap 40 år, som er utilfreds med levetidskoefficienten (elinaikakerroin), og hvis mål er at kunne reducere arbejdstiden til det halve omkring 55-60-års alderen, eller hvis det føles rigtigt, at trække sig helt ud af arbejdslivet efter behov og dermed tage det mere roligt, i stedet for først at gøre det som 70-årig med det ene ben i graven, som samfundet gerne vil have det nu. Jeg sigter mod en investeringsformue på 500.000 euro inden da.
Hvor langt er du med målet lige nu?
- På næsten 7 år har jeg opbygget en portefølje på 100.000 euro, og det næste mål er en formue på 200.000 euro inden for 5 år. Jeg er bevidst om mit risikoniveau, og tiden er min ven, så jeg fortsætter med at tilføje stabile Helsinki-aktier (hesuliosakkeet), geninvestere udbytter og fortsætte med månedlig opsparing i indeksfonde. Jeg kan godt lide at eje langsigtet, så jeg er tilhænger af folkekapitalisme.
Har du skåret i omkostningerne / hvad er din opsparingsprocent?
- Opsparingsprocenten af min nettoindkomst stiger hele tiden, da min løn stiger hurtigere end mine udgifter. I øjeblikket lægges mellem 40-60 % af indkomsten til side, og alle feriepenge og bonusser fra de sidste 7 år er også blevet sat til at yngle. Mine udgifter er endda lavere nu end for 11 år siden, da jeg startede i mit nuværende job; i den periode er bruttolønnen steget med 1150 euro, men da udgifterne er faldet, er økonomien i god stand. Man skal også forkæle sig selv og se verden, så det vigtigste er ikke altid at maksimere opsparingsprocenten, men at der trods alt ryger noget ind på opsparingen hver måned.
Hvilket slags liv efter pensioneringen?
- Det er et svært spørgsmål at besvare på nuværende tidspunkt, men som jeg skrev ovenfor, enten en reduktion af arbejdsmængden eller, hvis mavefornemmelsen er rigtig, at trække sig tilbage som vapaherre (vapaaherra) før den officielle pensionsalder. Jeg vil nok kunne svare bedre på dette om ca. 15 år. Det vigtigste er at forberede sig på det øjeblik og senere mærke efter hos sig selv i spejlet.
27 Synes om
I Kauppalehti (desværre bag en betalingsmur) er der en rigtig god artikel om FIRE. (Jeg linkede til den i vapaaherrat-tråden, men den hører mere hjemme i denne FIRE-tråd, så beklager cross-postingen.)
5 Synes om
Jeg er en fyr på 40+ fra Sydfinland. Jeg har været ude af arbejdsmarkedet i omkring et år. Jeg har læst lidt ved siden af, i det små, men dog alligevel. Lige nu føles det som om, jeg ikke længere har lyst til at vende tilbage til mit gamle job. Tiden er gået med hobbyer (sport, foreningsliv) og de førnævnte studier.
Investeringsporteføljen er i øjeblikket på 25 gange de årlige leveomkostninger. Jeg bor alene lige nu. Hvad angår det sociale liv, synes jeg, at situationen er blevet mere alsidig, end da jeg var i arbejde. Corona trak arbejdet i en stadig mere selvstændig retning. Gennem mine hobbyer ser jeg mennesker og lærer nye folk at kende. Derudover er der vennerne. Der er mere overskud til at være nærværende, og man får mere ud af de personlige møder.
Jeg kunne godt lave et eller andet lille deltids- eller hobby-arbejdsprojekt, hvis jeg finder på en god idé, der interesserer mig. Der er jo tid til at tænke over, hvad det kunne være. Det er også interessant og horisontudvidende at lære nyt. Investering er under alle omstændigheder et projekt, der følger med FIRE-livsstilen. Nogle bruger mere tid på det end andre. Det afhænger af, hvordan man vælger at investere.
37 Synes om
Jeg kom til at tænke over Kauppalehtis artikel om FIRE-tilhængernes forsvinden, primært på grund af dens mange paradoksale aspekter, og jeg skrev et blogindlæg om, hvorfor FIRE-tilhængere – sådan som jeg definerer dem – sandsynligvis slet ikke er forsvundet eller blevet færre i virkeligheden.
Jeg havde altid troet, at jeg allerede havde sagt alt det væsentlige om FIRE i løbet af ti års skriverier, men det lader til, at der stadig findes utroligt mange misforståelser, især i mainstream-medierne, som trænger til at blive rettet.
Jeg vil især fremhæve dette punkt fra min tekst, som jeg altid har undret mig over.
Af en eller anden grund opfattes FIRE stadig som noget med at leve af ingenting i 10 år i en deprimerende etværelses lejlighed, mens man tæller hver en øre og samtidig hader sit job (og ofte dermed også sit eget liv). Efter denne skærsild kan man så trække sig helt tilbage fra arbejdslivet og fortsætte med den samme levestandard helt frem til døden.
I virkeligheden handler det jo om, at ting, som andre måske kalder arbejde eller pligt, kan en FIRE-tilhænger gøre – fordi vedkommende vælger at gøre det. Den mentale lethed, der følger med at slippe for tvang og i stedet vælge frivillighed, er noget, der efter min mening alt for ofte bliver glemt – når der ofte kun tales om euro.
Og for at nå til det punkt, hvor livet forbedres i takt med formuen, behøver man ikke engang 100 % FIRE; enhver voksende økonomisk buffer gør det lettere at træffe beslutninger i livet, der er i overensstemmelse med ens egne værdier.
41 Synes om
Jeg fik ikke selv læst artiklen bag betalingsmuren, men dit blogindlæg var virkelig lige i øjet. Jeg har undret mig over, hvordan så mange (ikke-FIRE-folk) kommenterer, at man går glip af sin ungdom, hvis man lever efter FIRE-principperne. Selvom det er lige som du sagde, så er det sjældent, man overhovedet kan spotte dem, der lever efter FIRE, i sin egen omgangskreds, fordi de er helt normale mennesker i deres helt normale liv.
Udefra bliver det også ofte udlagt som en fiasko, hvis man for eksempel ikke når sit mål inden en vis alder, eller hvis man på et tidspunkt ender med at tage et arbejdsprojekt. Mon ikke der er nogen, der får en form for tilfredsstillelse ud af at gøre noget positivt negativt med vold og magt…?
Jeg kunne godt lide tanken om, at det i FIRE-processen er rejsen, der er nydelsesfuld i lige så høj grad som selve målet. Når det er bedst, er denne FIRE-livsstil netop en rigtig givende hobby i sig selv, og man begynder at føle en vis form for kontrol og tryghed i sit eget liv længe før, man rent faktisk opnår økonomisk frihed. Jeg føler i hvert fald selv, at den økonomiske frihed/uafhængighed vokser gradvist hele tiden i løbet af FIRE-rejsen, og at det ikke bare er noget, man tænder for på en on/off-knap i det øjeblik, man når et bestemt tal.
19 Synes om
Lige præcis. Jeg har også selv et mål om en vis grad af FIRE på et tidspunkt, men måske ikke 100 %. Snarere noget i retning af, at man i god tid før den officielle pensionsalder, ved hjælp af den opsparede formue, gradvist kan forkorte arbejdsugen eller alternativt skifte helt til at udføre lejlighedsvise ekspertkonsulentopgaver. Og hvis alt går usædvanligt godt, er det selvfølgelig ikke udelukket, at 100 % FIRE også kunne blive aktuelt på et tidspunkt.
En sådan delvis FIRE ved at forkorte arbejdstiden er efter min mening mulig, for eksempel allerede på det tidspunkt, hvor investeringsporteføljen begynder at vokse sig så stor, at væksten i porteføljens investeringer tydeligt begynder at overstige det beløb, der med rimelighed kan spares op fra månedslønnen. Herefter kan man i princippet reducere det beløb, der spares op fra lønnen, og dermed nøjes med en lavere månedsløn, hvilket igen ofte muliggør en kortere arbejdstid. Den tid, man sparer på arbejdet, kan man så bruge, som man finder det bedst, for eksempel på eget eller familiens velbefindende eller andre interessante ting. På dette stadie bliver den progressive indkomstbeskatning også fordelagtig for en delvis FIRE-tilhænger, da man med en mindre arbejdsindsats får forholdsvis mere indkomst udbetalt til sig selv, end hvis man arbejdede mere.
Og selvfølgelig er alene muligheden for eksempelvis at skifte til en tre- eller firedages arbejdsuge uden at sænke levestandarden i sig selv en motiverende tanke, selvom man ikke realiserer det ved den første givne lejlighed. Det samme gælder følelsen af økonomisk tryghed og sikkerhed, der følger af at have en tilstrækkelig formue.
FIRE er altså for mig en form for kontinuum af forskellige muligheder for at finde en balance mellem arbejde og fritid samt en følelse af økonomisk tryghed. Dette svarer måske ikke til den mest puristiske opfattelse af FIRE, men det er trods alt en form for fortolkning. 
15 Synes om
Det er rigtigt. Kontinuum er efter min mening et fremragende ord til at beskrive FIRE-rejsen. Jeg arbejder selv i gennemsnit fire dage om ugen, og det påvirker slet ikke min vante levestandard. Tværtimod: Udover den ekstra tid har det åbnet op for muligheden for at tjene lidt ekstra på hobbyer, når der har været mere tid til at dyrke dem. Herude på landet blomstrer bytteøkonomien også, hvilket betyder, at man kan få varer og tjenesteydelser, selvom der slet ikke udveksles penge. Investeringstempoet er stort set uændret.
Det er befriende at vide, at man med hjælp fra sine investeringer ville kunne klare sig i årevis uden nogen form for indkomst, hvis det virkelig kniber. Jeg mener, at mennesket er mest lykkeligt, når man udfører et behageligt arbejde uden tvang. Det er et flot mål.
20 Synes om
Den klassiske måde at FIRE på er efter min mening denne, hvor man lever af kartoffelskræller i 10 år og forsøger at blive fri for den økonomiske nødvendighed af at arbejde så hurtigt som muligt. Jo før, jo bedre.
En betydeligt mindre attraktiv tanke for mange, især unge FIRE-tilhængere, er at gå på pension som 55-årig i stedet for som 65-årig. Set fra de unge i 20’ernes perspektiv er en 55-årig allerede en rædselsvækkende gammel nisse, selvom det i virkeligheden ikke er tilfældet. Mange stræber netop efter at blive “hurtigt rige”, og idealet er at være ung og rig.
For mit eget vedkommende har jeg aldrig anset ekstremer som en meningsfuld måde at gøre tingene på; den gyldne middelvej er den bedste. Jeg har aldrig talt hver en euro så nøje i f.eks. supermarkedet, selvom jeg er bevidst om priserne. Man kan FIRE på en mere afslappet måde, som du skriver.
Mange får sikkert også et kick ud af at tælle ører og procenter, og det er en vanedannende beskæftigelse, som man kan blive afhængig af på samme måde som alt andet, der giver nydelse. Problemet opstår så på det tidspunkt, hvor man i stedet for at vende hver en øre skal begynde at “leve” af de penge. Ironisk nok sparer man først til det ekstreme, for at man ikke skal spare i fremtiden, men måske kan man slet ikke slippe af med den nærige livsstil igen.
20 Synes om
Jeg gjorde det præcis med denne taktik – benhårdt i godt 10 år, og nu er jeg begyndt at drosle ned, da mållinjen anes om cirka 5 år.
Jeg må dog sige om denne taktik, at jeg ikke anbefaler den til en person, der ikke oprigtigt nyder at spare op. I årenes løb er der blevet sparet på de mærkeligste ting (jeg levede for eksempel i 3 år uden en jakke), så hvis man ikke finder glæde i selve processen, bliver livet virkelig elendigt. Jeg føler, at dette var en ret optimal måde for mig at gribe FIRE an på; jeg har altid været en gnier, og følelsen af succes ved at tage selv dette til ekstremer har været sjov, og lige som det begynder at føles som en sur pligt, er man allerede næsten i mål. Jeg er også enig i, at det ikke nødvendigvis er alle, der bare lige kan begynde at bruge penge fra den ene dag til den anden. Det kan jeg heller ikke, så nu er det i denne 5-årige “mellemtid”, jeg skal lære den færdighed. På den anden side forventede jeg heller ikke, at ændringen ville ske natten over; hvis denne opsparingsrejse tog årtier eller i det mindste et årti, afhængigt af hvornår man begynder at tælle, så forventer jeg også, at denne “forbrugsrejse” vil tage tid i starten. Jeg regner med, at følelsen af smagen af opkast i munden ved kassen vil forsvinde med tiden.
23 Synes om
Jeg drømmer ikke (længere) om FIRE, da jeg har fundet et job og en arbejdsgiver, der udfordrer mig intellektuelt og samtidig er yderst interessant. Jeg tilstræber dog et økonomisk rygstød, så der i fremtiden er råd til at støtte afkommet, og så jeg samtidig ikke behøver at stresse over, hvad regeringen planlægger i forhold til pensionsalderen, eller hvis jeg for eksempel ender som arbejdsløs som 60-årig.
Jeg vil også holde muligheden åben for på et tidspunkt at gå ned i tid fra de 5 arbejdsdage om ugen.
16 Synes om