I Modernas kræftvaccine fremstilles mRNA, altså messenger-RNA, i et laboratorium ved at udnytte mutationer i patientens melanomcellers DNA. RNA’et – selve fremstillingsvejledningen – gives i vaccinen, og patientens eget immunsystem dirigerer T-cellerne til at angribe det rette mål, altså kræftcellerne. Ligesom vi med coronavaccinen lærte vores celler at angribe coronavirussets spike-protein.
Spørgsmålet er stadig, om bexmarilimab kan ændre mikromiljøet på en måde, så netop disse “oplærte” T-celler kan påvirke kræftcellerne bedre, end de kan sammen med Mercks pembrolizumab alene, som blev anvendt i det pågældende studie. Et andet ubesvaret spørgsmål er, om “bex” kunne have betydning for præsentationen af de antigener, som vaccinen skaber i makrofagerne, når dendritiske celler i praksis gør det, og vaccinen nu forstærker dannelsen af antigenresponset.
I det studie var patienterne lidt “nemmere” end i BLAZE-studiet med bex, fordi man hos dem havde kunnet fjerne det synlige melanom ved operation, men nogle gange gemmer de celler sig et sted. Man forsøger at vaccinere den lille mængde væk. I BLAZE anvendes nivolumab, som har en virkningsmekanisme svarende til pembrolizumab. Patienterne har allerede været igennem tidligere pembro/nivo-behandling, og sygdommen er vendt tilbage, og de skal have en konstaterbar sygdom.
Modernas og Mercks markedsværdi steg i går med cirka 40 milliarder USD, hvilket måske delvist skyldtes short-positioner, men det viser, at kræftimmunologi er et meget aktuelt emne.