Lidt kynisk vil jeg konstatere, at byggebranchen altid er midt i en krise, når dens produkter og ublu prissatte, men ringe ydelser ikke kan sælges uden reklame. Når efterspørgslen svigter, lader man firmaet gå konkurs, og kort efter trækker man et nyt op af skuffen.
Arbejderne i branchen kender spillet og ved, hvad det næste led i kæden er til enhver tid. Der er også buffere klar, hvis kæden af en eller anden grund skulle knække.
Der er efter min mening ikke tale om nogen krise, men snarere om branchens faste procedure under en lavkonjunktur. Begynd i det mindste ikke at støtte disse gavtyve med offentlige midler!
Hmm. Der er tydeligvis større branchespecifikke udfordringer, hvis selv Finlands førende entreprenør kun opnår en margin på et par procent i en højkonjunktur. Jeg ville ikke selv begynde at anklage dem for ågerpriser. Det er altså andre end bygherrerne, der høster overskuddet – grundejerne?
Selskaberne har sikkert også grund til at se sig selv i spejlet, men det er tydeligvis ikke det eneste problem i ligningen.
Et af branchens problemer ser ud til at være, at der aldrig er tid og penge til at gøre det ordentligt, men til garantireparationer skal der så være det.
Der bygges alt for meget i opgangstider. Byggefirmaerne udkæmper en indædt kamp om arbejdskraft, grunde og råvarer.
De bygger mere, end der er købestærk efterspørgsel til. De er tvunget til at sælge billigt for at få betalt gælden og sikre finansiering til de næste projekter. Der bliver ikke en øre tilbage i virksomhedernes kasser, mens gældsbjerget vokser projekt for projekt.
Det er den samme situation i hver eneste højkonjunktur, og altid den samme bratte opbremsning, når økonomien køler en smule ned. Selv nu, hvor vi ikke engang er i en reel recession, og arbejdsløsheden ikke for alvor er begyndt at stige, kollapser byggebranchen som et korthus.
Det er helt sandt.
Alle med kompetencerne konkurrerer om de samme topopgaver. Det gælder både hovedentreprenører og de underentreprenører, der ønsker at arbejde for dem.
Hvis der ikke var en krise, og ingen indbyrdes licitationer, ville tidsplanerne være mere lempelige. Uden den hårde konkurrence ville virksomhederne have færre lavtlønnede medarbejdere.
Men når der er krise, er der også et vanvittigt tempo og langsomme, men små lønstigninger.
Når krisestemningen intensiveres, er en ret bred del af arbejdsstyrken i samme båd og beklager sig, og denne båd lægger til ved alles private bro for at sætte arbejderen af derhjemme til at vente på de normale krisetider.
Jeg har i hvert fald en fornemmelse af, at hele bygge- og renoveringsbranchen er så langt fra lean, som man overhovedet kan komme. Hvis bilproduktion for eksempel var lige så ineffektiv og præget af svingende kvalitet, ved man aldrig, hvilke gamle vrag vi ville køre rundt i.
Man skal derfor ikke kun stirre sig blind på byggefirmaernes lave bruttomarginer, men derimod udfordre hele branchens effektivitet. Imo er der et enormt potentiale for udvikling og resultatforbedring, når et rigtigt kvalitetsselskab tager tøjlerne. F.eks. mere serieproduktion, AI-automatiseret projektering, færre papirnussere og mellemledere – så skal overskuddet nok begynde at vise sig. I tiden med nulrenter strømmede pengene så let ind i branchen, at man kunne klare sig uanset præstationsniveau.
Osv. Det er selvfølgelig bare mavefornemmelser, men jeg vil påstå, at der selv i Finland findes fremstillingsvirksomheder og projektbaseret industri, hvor effektiviteten er på et helt andet niveau end i byggebranchen. Det virker til, at kulturen for løbende forbedringer mangler fuldstændigt i byggebranchen.
Det er værd at huske, især når det gælder boligbyggeri, at hvert projekt er unikt, og det er udfordrende at finde en kultur for løbende forbedringer, når der opføres et unikt “snefnug” på hver grund, og kunderne især værdsætter projekter, der ikke har præg af serieproduktion. Byernes lokalplanlægning sørger også for, at der i det mindste ikke bygges for mange ensartede projekter i den samme by.
Udover at selve projektet skifter, ser byggepladserne, forhåbentlig, forskellige ud hver dag, mens bygningerne opføres.
Men selvfølgelig.
Det er svært at sige, om man kunne kombinere tingene. Lehto afprøvede modulbyggeri, men ud fra det, jeg har læst, har det tilsyneladende ikke givet nogen særlige konkurrencefordele.
På fabrikker kan man for eksempel optimere arbejdsmiljøet for at opnå det bedst mulige resultat, når det er de samme mennesker, der møder på arbejde hver dag.
Jep, men det er efter min mening også et af de største problemer i branchen, og priseffekten styrer i øjeblikket ikke forbrugernes valg nok. Hvis medarbejdere på bilfabrikker på samme måde begyndte at tænke over tingene ved arbejdsdagens start og læse instruktioner om, hvad der nu skal gøres, ville biler koste helt absurd meget. 3 x de nuværende priser ville næppe engang række. Unikke biler ville der selvfølgelig komme
Behøver boliger virkelig at være så unikke, som de er? Hvor meget billigere ville standardboliger være, hvis de blev lavet i en virkelig storstilet serie? Ikke bare en form for småpusleri som Lehtos moduler, men en serieproduktion, der kan modstå international konkurrence.
Dem blev der lavet mange af i 1970’erne i forbindelse med større boligbyggerier. Derfor er mange af datidens forstæder fyldt med identiske huse. Jeg tror ikke, man gør det længere på grund af de traumer, som disse projekter forårsagede.
Mon tro om det var i Rahapodis afsnit om byggeri, hvor lego-tænkning i byggeriet blev bragt på bane.
Man ville bygge de samme klodser på samlebånd på fabrikken, men de ville bare blive samlet på forskellige måder til forskellige helheder.
Byggeri og bilproduktion er ret forskellige. En bilproducent designer et bilkoncept, som de derefter kopierer på deres produktionslinje gennem modellens livscyklus. Hvert byggeprojekt er derimod unikt, helt fra fundamentsforholdene. Arkitekter designer rumløsninger og udtryk baseret på kundens individuelle behov. Et færdigt koncept kan normalt ikke kopieres direkte fra et andet projekt. Det er allerede blevet nævnt, at man dyrkede blokbyggeri mere i 70’erne og 80’erne. Element-forstæderne ser ret barske ud. Måske kunne blokbyggeri gøres smartere, det er en ret interessant pointe.
Der vælges ofte den billigste entreprenør til udførelsen af et byggeprojekt. Billigt er ikke altid godt. Der ville også være mere varians i bilers kvalitet, hvis produktionen af en bilmodel kom i nyt udbud hvert år, og man valgte den billigste producent.
Nogenlunde enig. I 2010’erne brugte YIT ifølge mine oplysninger 25 % af projektomkostningerne på udbedringer. Dette var altså før projektet var færdigt og overleveret. Jeg anser det tal for at være alt for højt. Selvom min branche ikke helt kan sammenlignes med byggeri, ligger tallet hos os i en specialsnedkervirksomhed på et par procent. Projektledelse er naturligvis meget udfordrende, når det er rigtig svært at kontrollere underleverandørers underleverandørers arbejde. Som et eksempel er der en byggeplads, hvor installatørerne fra den underleverandør, der var ansvarlig for ventilationen, ødelagde et hårdttræsgulv udelukkende på grund af ligegyldighed.
Lad os også tilføje lokalplanlægning til det øverste afsnit, som dikterer betingelser for f.eks. facadematerialer, arbejdsmetoder, etagehøjder og former
Du brugte bilindustrien som eksempel, og der er rigtig nok benhård konkurrence med tynde margener, når man kommer længere ned i værdikæden.
Det største problem i byggebranchen er cyklikalitet. Lige nu kan man bygge omkostningseffektivt, der er masser af kvalificeret arbejdskraft til rådighed, men ingen køber produktet. Når cyklussen vender, går handlen i gang, tilgængeligheden af arbejdskraft forringes, og materialepriserne stiger.
Der er helt sikkert plads til effektivisering i værdikæden, og jeg tror på, at det nuværende renteniveau vil forkorte projekternes gennemløbstider, da finansieringsomkostningen for blot én måned allerede er en betydelig udgift i et projekt. I modsætning til perioden med nulrente.
Her ville der virkelig være et meget stort marked for en ny virksomhed, der kom og revolutionerede produktionen/boligbyggeriet/byggeriet. Det burde ikke være så udfordrende, når man følger debatten
Det var præcis det, jeg også mistænkte, og det i den grad, indtil jeg på en byggeplads i Espoo undrede mig over, at skovlen gravede fundamenter op. Den var røget et par meter ! for tæt på naboens skel. Nå, det var sikkert et enkeltstående tilfælde, og procentsatsen er godt nok så heftig, at mistanken er helt berettiget.
En eller anden form for hjælpepakke er ved at blive strikket sammen nu. Jeg ved ikke… hvad tænker I? På en måde føles det som om, det bare ville være bedre at lade markedet håndtere situationen, som mange eksperter også har påpeget adskillige gange.
Denne praksis blev udført med plantegninger, der kun var tegnet én gang. Og endnu i begyndelsen af 2000’erne var tegningerne så velkendte, at man let kom til at tænke på en tidligere byggeplads.
Der begyndte gradvist at komme variationer i etageejendomme, da arkitekter begyndte at tegne parkeringskældre under bygningerne. Og selv dette er ren efterligning i dag. Kranernes størrelse definerer også bygningens længde og bredde, selvom det ikke behøver være sådan.
Helt fra tidernes morgen har det kun været enfamiliehuse, der så ud til at have den mangfoldighed, som fantasien bringer.
Og så bilproduktion… Man designer en bilmodel og bruger de samme tegninger. Den bedste model er den sidste årgang af den pågældende model, fordi børnesygdommene luges ud år for år.
