Jeg havde tænkt mig at starte en tråd som denne allerede lidt tidligere i løbet af foråret, men nu hvor der er blevet talt om spil i kaffestuen (senest om udvidelsen til Elden Ring), tænkte jeg, at jeg ville dedikere en hel tråd til gaming, da jeg selv har dyrket det i årtier i forskellige former.
Det er ikke meningen at liste alle verdens spil, som man har spillet i sit liv, men man bliver vel heller ikke slået på fingrene, hvis man vil fremhæve klassikere og perler fra nutiden eller fortiden, som har fanget skribenten. Det er jo meningen at øge diskussionen om emnet 
I øjeblikket har jeg, der startede tråden, et par spil i gang.
Først skal nævnes Hellblade: Senua’s Sacrifice, som jeg startede for et par uger siden, og som jeg kun har spillet lidt, men som er meget vanedannende.
Indtil videre har det føltes lidt lineært, men der er blevet lagt større vægt på historien og historiefortællingen, og spillet har i hvert fald ramt mit mentale landskab perfekt. Spilverdenen er stærkt knyttet til skandinavisk vikingemythologi og guder, og det er netop det, der interesserer mig mest. Ligeledes er den stærke atmosfære og historiefortælling om emnet lykkedes fremragende. Hovedpersonen har jo lidt af hvert af traumer og er forvirret i hovedet samt oplever hallucinationer, og i starten af spillet blev der allerede advaret om, at spillet er lavet i samarbejde med professionelle inden for mental sundhed. Indtil videre har spillet efter min erfaring været en smule snævert og lineært, men det passer mig faktisk ret godt; på den måde kan man måske fokusere mere på plottet og lidt mindre på vildfarelse og al mulig anden sideaktivitet.
Som en stor komponent i kampene med sit eget sind hører Senua (hovedpersonen) konstant stemmer, ofte nedgørende, men også til tider hjælpsomme i kampe og problemløsning. Man behøver altså ikke at vandre alene i naturen, når man er tilstrækkelig forvirret i hovedet.
Som en anden nævnelse skal Doom Eternal fortælles.
Efterfølgeren til Doom fra 2016. Helvedes monstre er igen på fri fod, og haglbøssen har masser af ammunition, og motorsaven har benzin. Ja, det er primært det, dette spil består af, og hverken plottet eller handlingen i spillet vil nok overraske nogen særligt. Monstre slagtes fra venstre og højre, tempoet er højt, og som en positiv overraskelse kører spillet relativt let på min egen, et par år gamle hardware.
Hvis jeg skal være helt ærlig, brød jeg mig ikke synderligt om Doom fra 2016 som værende “al den ros” værdig… Spillet var selvfølgelig ret godt, men måske er jeg en slags modstræbende type, for jeg syntes, at Doom³ (den der udkom i 2004) var en fremragende skabelse på grund af dens langsomme og mørke mekanik. Måske var det værste for mig i 2016-modellen, at man “går ind i rum X, hvor dørene lukkes bag dig, og 50.000 fjender spawnes i rummet. Klar dig selv.”
Altså ikke meget manøvrerum til at trække sig tilbage, men mere sådan en ADHD-leg. Jeg er dog også kun i de tidlige stadier i Eternal, så jeg kan ikke helt sige endnu, om det samme gentager sig her, og hvor slemt. Men spilmekanikken er ellers god, smidig og logisk, så når den indledende træghed aftager, og jeg kan indstille mig på en “tænk mindre og skyd mere”-tilstand, får jeg måske en meningsfuld oplevelse ud af det.
Andre nævneværdige spil, som jeg af og til starter, er Battlefield 4 og GTA5 (Online).
Jeg har brugt min tid på disse på det seneste, hvordan går det med jer andre? P.S. alle de ovennævnte spil spiller jeg på PC.
Hovedsageligt banker man svagere modstandere ud, enten med pistoler eller forskellige våben, og indimellem møder man betydeligt større og mere udfordrende boss-modstandere. Jeg har nu spillet et par timer, og det virker ret godt. Udfordringen stiger gradvist, efterhånden som antallet af fjender, der kommer imod dig på én gang, vokser, og våbnene forbedres. Selvfølgelig udvikler din egen karakter sig også med opdateringerne. Med de større modstandere skal man kæmpe seriøst, og slag, undvigelser og pareringer skal times korrekt. God Of War er det seneste spil af denne type, jeg har spillet, og dette Lies Of P føles lidt stivere at styre. I dette spil løber eller hopper karakteren i hvert fald ikke endnu, så det kan også give en stivere fornemmelse. Nå, jeg fortsætter med at spille og vil måske senere give flere indtryk af spillet. Og ja, jeg havde læst et sted, at der i øjeblikket arbejdes på en efterfølger til dette spil.
Mens jeg venter på det nye, tænkte jeg, at jeg ville spille det første og AW2 igennem igen. Nu er det meningen, at jeg skal bruge mere tid på dem. Jeg har nemlig en dårlig vane med nogle gange at “haste igennem” og kun spille historien hurtigt igennem. En hel del af historien og nogle detaljer bliver overset, og selvfølgelig bliver sidemissioner ikke lavet 
Nu behøver jeg ikke spille det igennem en tredje gang. Nu er jeg klar til at tage imod den kommende Resonant 
Det var meningen, at jeg også skulle have spillet Alan Wake 2 før Resonant, men jeg springer det over for nu. Jeg huskede Control så godt, og det er kun to år siden, jeg spillede AW.
