Jeg er egentlig ikke særlig bekymret for den konkurrence, russerne vil udgøre på forbrugermarkedet i fremtiden. De russiske dæks – og andre produkters – tilbagevenden til de vestlige markeder er helt sikkert en realitet på et tidspunkt, men hvornår? Når dækkene fra fabrikken i Skt. Petersborg vender tilbage til det europæiske marked (om år eller årtier?), er det værd at overveje følgende:
-
Er infrastrukturen på fabrikken i Skt. Petersborg blevet vedligeholdt? Jeg mener, produktionen bliver sandsynligvis opsuget af staten til kostpris for at opretholde krigsmaskinen i dag, og vedligeholdelsen kan være så som så → Hvor længe vil selv det nuværende udstyr fungere? Vedligeholdelse kan være svær at få, selv for penge.
-
Er der blevet investeret i produktudvikling? Engagerede folk der innoverer? I dagens Rusland?
-
Tilgængelighed af råmaterialer, kvalitet og produktionsudstyr. Mange sanktioner vedrører kemikalier og udstyr, der anvendes i dæk. Bliver råmaterialer af god kvalitet erstattet af det, der er tilgængeligt, uanset hvad det er? Er der andre muligheder? Kan man få nye maskiner, hvis de gamle går i stykker?
Jeg er ret overbevist om, at dæk produceret i Skt. Petersborg – muligvis allerede i dag, og slet ikke om et årti(?) – ikke vil vinde en eneste uvildig dæktest, ikke engang mod de billigste kinesiske dæk. Inden for dæksudvikling sker der et generationsskifte sikkert hvert andet år, og det er ikke let at indhente, hvis der ikke for alvor er investeret i produktudvikling. I Rusland er det i øjeblikket ikke særlig centralt for virksomhederne, da de primært forsøger at overleve i en krigsøkonomi.
Selvom de fik salgstilladelse i Europa, så har det vestlige marked mange valgmuligheder, og da dæk bogstaveligt talt handler om køberens liv, vil køberne (forhåbentlig) tjekke mindst én test, før de køber. Med den nuværende takt, hvor man ser den russiske industris selvmord fra sidelinjen, vil de dæk, de producerer om få år, sandsynligvis være dødsdonuts under ethvert køretøj.
Sådan har jeg tænkt over sagen med denne russiske fabrik. Sandsynligvis vil den ikke udgøre en trussel mod vestlige producenters marked i flere år efter krigens afslutning og ophævelsen af sanktionerne, hvis nogensinde. Faktisk kom de første sanktioner mod Rusland i 2014 efter annekteringen af Krim. Inden da havde de haft alle muligheder for at udvikle hvad som helst til at konkurrere på de vestlige markeder, men hvad har de fået solgt her? Udover vodka kender jeg ikke et eneste russisk produkt, der sælger på de vestlige markeder, hvis man ser bort fra våben. Og selv med dem har jeg hørt utilfredse tilbagemeldinger fra kunder. Ydeevnen svarer ikke til det annoncerede.
Russisk teknologi har aldrig været i stand til at konkurrere på forbrugermarkederne i Vesten. Kun produkter med lav forædlingsgrad såsom gødning, metaller, olie, naturgas og vodka sælger. Nokian Tyres’ konkurrence kommer nu fra Vesten og om nogle år måske også fra Kina, når kvaliteten af deres produkter forbedres, og priserne fortsat er lave.
