Mit nedenstående indlæg bevæger sig væk fra emnet Nokian Tyres og fokuserer på det russiske samfund. Jeg bringer det dog her med den begrundelse, at dækfabrikken i Skt. Petersborg ikke vil udgøre en trussel mod Nokian Tyres eller andre dækproducenter nu eller i fremtiden.
Russere som individer er ikke dummere end nogen af os finner. Mit centrale argument i indlægget hviler på den russiske samfundsorden og deres indbyrdes tillid. I løbet af de seneste år har jeg læst snesevis, hvis ikke hundreder, af forskellige historier om, hvordan tingene fungerer derovre. Normalt fra pennen af en person, der selv har boet der og kender sit samfunds skikke. Alle tegner det samme billede af det russiske samfund. Kun Ruslands egen propaganda fortæller, hvordan de kan finde ud af alt og gøre det godt. Enkelte individer fortæller noget andet.
Rusland er en kommandoøkonomi. Alt flyder fra toppen og ned. Succes i livet afhænger af forbindelser og af, hvem du kan gøre tjenester for i din position. Succes afhænger langt mindre af, hvor god du er til dit arbejde. Og i et samfund, hvor succes betyder et job, hvor der uddeles statslige midler, må en anden tabe, for at du kan få succes. Det er oftere et nulsumsspil end ikke.
Denne form for samfund fremmer brugen af tid og talenter på at pleje relationer frem for at udvikle sig til en ekspert inden for sit felt. Selvom der helt sikkert findes eksperter på alle områder derovre også, er de incitamenter, samfundet giver for at få succes i livet, dog anderledes. Der findes ingen akademisk frihed; hvis du fortæller noget i nogens påhør, som en topfigur over dig ikke ønsker at høre, så er det bare ærgerligt for dig.
Nedenfor er en god video fra Elvira Bary, hvor hun beskriver Ruslands nuværende teknologiske tilstand og starter sin fortælling helt tilbage fra Sovjettiden. Hun gennemgår på et faktuelt grundlag, hvor pengene i Rusland går hen, og hvilken indflydelse det har på udviklingen. Hun gennemgår, hvordan finansiering af uddannelse og videnskab, akademisk frihed, erhvervelse af grader og det at udfordre de herskende synspunkter med nye idéer fungerer, og hvad det resulterer i.
Konklusion: Dækfabrikken i Skt. Petersborg kan kun være en betydelig aktør på de vestlige markeder, hvis og kun hvis en vestlig part investerer millioner (eller ti- eller hundreder af millioner?) af kroner i den, opdaterer teknologien og produktionsmetoderne og medbringer de nyeste opskrifter og råmaterialer. Hvor sandsynligt er dette? Ikke inden for den tidshorisont, jeg kan overskue. Men jeg kan naturligvis tage fejl. Jeg vil ikke skrive mere om dette emne i denne tråd.