Hvis du skulle vælge én eneste virksomhed, som du ville investere hele din formue i resten af dit liv (og også til den næste generation), hvilken ville det så være? Som en lille krølle på halen må udbytter og lignende afkast gerne bruges, som man lyster, men selve formuen skal primært være placeret i denne ene virksomhed.
Dette er selvfølgelig et meget hypotetisk tankeeksperiment, da man i den virkelige verden bør udnytte den “gratis omgang”, som diversificering giver. Tankeeksperimentet er dog et nyttigt værktøj, da det tvinger en til at skelne mellem værdiskabende virksomheder med ægte holdbare konkurrencefordele og helt almindelige virksomheder.
Analogien er den gammeldags industrimagnat, hvis formue er bundet til én forretning, som danner grundlag for et dynasti. Et fremragende eksempel fra det virkelige liv på netop dette er Herlin-familien og Kone. Kone har naturligvis ikke altid været en “dynastivirksomhed”, men er blevet formet til det under ledelse af flere generationer, og det har den været i adskillige årtier og vil sandsynligvis fortsætte med at være det. Et andet oplagt eksempel ville være svenske Investor, men her er diversificeringen allerede indbygget i strukturen, hvilket på en måde snyder selve pointen med dette tankeeksperiment. Som modstykke findes biotekvirksomheder, hvor udfaldet om årtier er mere eller mindre binært, hvorfor man nødigt ville binde hele sin formue til sådanne.
Desuden skal det bemærkes, at prisen/værdiansættelsen på købstidspunktet i virkeligheden har enorm betydning for det samlede afkast og risici, så lad os prøve at se bort fra værdiansættelse i denne overvejelse.
Mine egne kriterier for valg af min eneste aktie:
1. Virksomheden opererer i en værdikæde, der tilfredsstiller et fundamentalt behov hos mennesker eller samfundet. Dermed bør der også være efterspørgsel efter en lignende løsning om flere årtier.
2. Virksomheden er en kritisk aktør i den førnævnte værdikæde, hvilket giver den stærk prissætningskraft (pricing power) internt i kæden.
3. Branchen har et moderat kapitalbehov. Det vil sige for eksempel fysisk produktion, da dette skaber en barriere for truslen fra mindre konkurrenter. En potentiel ny udfordrer ville altså skulle investere massivt for overhovedet at kunne konkurrere på et vist niveau.
4. Branchen må ikke være ekstremt kapitalintensiv. Dette modsiger delvist punkt tre, og disse to kriterier balancerer med hinanden. Branchen må under ingen omstændigheder kræve kroniske kæmpeinvesteringer i kapacitet eller generelt for at opretholde konkurrenceevnen. Behovet for arbejdskapital bør også være moderat lavt. Risikoen for behov for kapitaltilførsel skal være minimal.
5. Branchen eller konkurrencemiljøet må ikke være blandt verdens største, men af en passende størrelse. Den må heller ikke være i centrum for den nuværende teknologiske udvikling. For ekstreme marginer og volumener tiltrækker massiv kapital til konkurrence. Massive mængder kapital og acceleration i den teknologiske udvikling kan vende op og ned på konkurrencesituationen på overraskende kort tid, hvilket kunne få min virksomhed til at miste sin position over årtierne.
Nokias mobiltelefoner er et fremragende eksempel på dette. I begyndelsen af 2000-tallet havde de et globalt markedslederskab på forbrugermarkedet, teknologisk lederskab i tidens mest centrale branche og helt vanvittige volumener. Dog var det netop de enorme volumener og marginer, der gjorde markedet så attraktivt, at Apple kom ind helt udefra i et forsøg på kun at vinde en lille del af det samlede marked. Men det endte med, at iPhone ikke bare tog en bid af den eksisterende kage, men omformede hele branchen. Der opstod et helt nyt økosystem med app-butikker og tjenester, og i sidste ende voksede Apple sig til den største og flotteste aktør i hele den nydefinerede branche. I øjeblikket kunne man se noget tilsvarende inden for mikrochips relateret til kunstig intelligens. Marginerne er fantastiske og volumenerne enorme, hvilket betyder, at groft sagt alle top-talenter, venturekapitalister og selv mange stater koncentrerer deres ressourcer på området for at kæmpe om en bid af kagen. Det er meget svært at sige, hvordan branchen og dens aktører ser ud om årtier. Som et slags modsat eksempel kunne man fremhæve Valmet og Andritz. Det kan ikke betale sig for nogen uden for branchen at begynde at bruge massive mængder ressourcer på at konkurrere med de specialister, der allerede opererer der. Markederne er store nok til at skabe overskud, men små nok til, at uendelig kapital ikke finder vej dertil. Konkurrencen sker mellem eksisterende aktører, og branchens innovationer opstår også indefra. Dette betyder selvfølgelig ikke, at Valmet eller Andritz vil give deres ejere et bedre afkast over de næste årtier end mange mikrochipproducenter, men risiciene er vitterligt forskellige.
I mine egne overvejelser ville de mest attraktive valg være mange svenske industrivirksomheder, Linde og (som en lidt anderledes mulighed) Ferrari. Blandt de svenske industrivirksomheder fremstår Alfa Laval, Sandvik og Atlas Copco som de mest centrale. Af lignende typer ville de britiske selskaber Rotork og Spirax-Sarco også være interessante. Mit valg kunne være Sandvik, hvis jeg troede på, at cyklikaliteten ville forsvinde fra mineindustrien i takt med løsninger relateret til klimaforandringer. Det bliver dog formentlig ikke tilfældet, og på et tidspunkt skal man vel også begynde at producere udstyr til Mars, hvilket rejser sine egne spørgsmål om forretningens grænser. Et andet valg, jeg har overvejet meget, er Alfa Laval, da fødevareproduktion, vandbehandling og medicinalindustrien også vil have brug for Alfa Lavals løsninger i fremtiden. Dog vil løsninger relateret til fossil energiproduktion helt sikkert visne hen over tid, hvilket gør valget betydeligt sværere. Selvfølgelig vil løsningerne blive udnyttet i et par årtier endnu, da energiomstillingen vil tage tid. Virksomheden har altså god tid til at tilpasse sig, og ved investering i det virkelige liv ville det ikke give anledning til større overvejelser. De fleste fysiske processer er dog så dybt forankrede i de industrielle strukturer, at der for eksempel inden for vandbehandling eller processer i fødevareindustrien ikke er nogen fundamental ændring i sigte. Udfasningen af fossil energi er dog en meget fundamental ændring over årtierne og skaber naturligvis en lille risiko for netop et valg, der træffes for evigt. Atlas Copco frister også meget, og det kunne jeg lige så godt ende med. Måske er mit valg dog af Alfa Laval-typen, men uden den nævnte bekymring, nemlig Spirax-Sarco. Damp vil blive brugt i fysisk produktion uanset energikilder, og dertil kommer, at kunderne opererer i brancher, der er fundamentalt vigtige for mennesker og samfundet. Udover udstyret betaler kunden for service og optimering af processer, så skifteomkostningerne er betydelige. Spirax’ værditilbud er kritisk for kunden, men omkostningsmæssigt marginalt i det store billede, hvilket betyder stærk prissætningskraft i værdikæden. Måske ville mit valg som min eneste aktie altså være Spirax-Sarco, hvis aktiens værdiansættelse ikke lagde hindringer i vejen. Sandsynligvis ville Atlas Copco også virke meget fristende, hvis værdiansættelsen ikke forstyrrede en prisbevidst investors sind. Heldigvis behøver man dog ikke at træffe et så svært valg i det virkelige liv.
