Tjo. Men i mit eget ansættelsesforhold er det sådan, at det at tage pauser på egen hånd medfører negative konsekvenser. Jeg kan selvfølgelig være så udbrændt, at jeg ikke forstår, hvad der reelt sker.
Det er jo en selvfølge, at arbejdet lykkes bedre, når man er restitueret. Den store udfordring er at kunne restituere til næste arbejdsdag, om ikke andet så bare nogenlunde. I praksis kræver restitution til næste arbejdsdag konkret undgåelse af arbejde. Det er jo det, der er svært, at NHL-spillere for eksempel spiller hver tredje dag, de når at komme sig mellem kampene fra den søvnløshed og nervøsitet, som runderne forårsager. En, der arbejder fem dage på kontoret, når ikke at komme sig over overanstrengelse mellem dagene.
Det at sige ‘nej’ er en sjov ting, hvordan man ikke skaber strid med det. Hvis det ikke lykkes naturligt, som det ofte har været tilfældet for mig, så fortæller det i praksis nok netop om min egen udbrændthed og mangel på perspektiv (Jeg laver mit speciale i fritiden udover arbejdet). Jeg undrer mig indimellem over, hvordan nogle orker at skændes, være bekymrede over småting og modsige cheferne, men sandsynligvis er de mennesker stadig så energiske, at deres proportionalsans fungerer. Jeg kan ikke bare tilfældigt begynde at nægte at arbejde i denne tilstand, og netop det, at jeg er udmattet, påvirker også, at det kræver energi at sætte egne grænser, men når der ikke er energi, så orker man heller ikke at holde sine grænser 
Min blotte udmattede fremtoning forårsager faktisk stridigheder i projekter med de mest vanskelige mennesker. Eller rettere sagt, stridighederne er ensidige, jeg forsvarer mig på ingen måde, fordi jeg har forårsaget striden med min egen underpræstation på grund af udmattelse, så man ved jo, at det ikke ville føre til den ønskede sunde grænsesætning, men derimod til unødvendig aggression.
I de situationer, hvor jeg er blevet udsat for aggression, er det sådan, at straks når der har været et opkald eller et en-til-en møde, skal man være opdateret på, hvad der sker. Eller jeg har måske ringet til en projektmedarbejder uden at være ordentligt forberedt, og vedkommende er blevet irriteret over det og har derefter angrebet ret hårdt og aggressivt med kommandoer. Jeg er ikke blevet bange for eller vred over disse møder, men sådanne situationer forårsager i dette ansættelsesforhold, at der ikke er andre muligheder end at påvirke sin egen adfærd, netop at forsøge med samvittighedsfuldhed at opbygge sit eget arbejdssystem, så man ikke forårsager lignende i fremtiden. Nogle gange kan det selvfølgelig ske, at man med tiden glemmer disse aggressioner og slapper lidt af, men netop da bliver man udsat for den hårdeste aggression, når man sænker paraderne; det er det, der irriterer nogle parter, hvis man virker skødesløs og afslappet midt i arbejdsopgaverne. Sådan er det bare
Så for mig handler hele dette rod med grænsesætning delvist om udmattelse forårsaget af at lave speciale, når en del af fritidens restitutionstid går med at bruge energi på det. Jeg er desværre ikke i en organisation, der bredere ville støtte medarbejdere på lang sigt, så man kunne få rigeligt med timer til specialet i arbejdstiden. Sådan et arbejde kan man ikke bare hurtigt gøre færdigt på et par dage. Et par dage går let med ren bureaukrati og struktur i specialet.
