Flyttet fra Summa Defence-trådene til kaffestuen.
Jeg ved ikke, om du her bebrejder Summas direktør, som kun svarer på én mediehenvendelse, eller Kauppalehti, som udgiver historien bag en betalingsmur. Men det lykkedes dig at lokke mig ind i diskussionen – mig, der arbejder med beslutninger om betalingsmure i medierne til daglig.
Betalingsmure er i dag en væsentlig og ofte endda den primære måde for medier at tjene penge på. Der var en lidt spøjs fase i nogle år, hvor medierne producerede en masse gratis indhold til internettet, samtidig med at oplaget på de trykte aviser faldt. Af forståelige årsager var resultatet ikke rentabelt for medieselskabet, da indtægterne faldt, mens arbejdsbyrden måske endda voksede, da nettet også skulle passes og vedligeholdes ved siden af print.
Nu har medierne i løbet af de sidste ti år formået at bringe de abonnementer, man kender fra de trykte aviser, med ind i internetalderen. Tegn et abonnement og betal for det, så får du adgang til at læse. Sådan fungerede det også i gamle dage med den trykte avis. Hvis man betaler, får man lov at læse. Hvis man ikke betaler, må man enten spørge venner eller nøjes med information refereret af andre. Ganske enkelt.
Denne ligning er på en måde lidt mærkelig – at folk forventer at få information, som endda gerne er blevet opsøgt aktivt, analyseret og måske endda sat spørgsmålstegn ved, og som derefter formidles til læseren på en letforståelig måde. Og så skulle alt dette deles gratis med læserne. Hvorfor i alverden dog det?
Jeg driller ikke kun dig, for denne mærkelige indstilling er stadig relativt udbredt i dag. Det er ikke mange dage siden, jeg så en interessant artikel på Facebook. Det var et mindre lokalt medie, der havde delt den, jeg husker ikke engang hvilket. I Facebook-kommentarerne bed jeg dog mærke i, at der var flere personer, der klagede over betalingsmuren. “Hvorfor i alverden skal selv et lille lokalmedie bruge en betalingsmur? Forstår I ikke, at I ville få flere læsere uden en betalingsmur?”
Medierne tjener intet på læsere alene, ligesom de heller ikke tjener på rækkevidde eller et eller andet mystisk omdømme. Faktisk kan mange læsere ligefrem øge mediets omkostninger, da spidsbelastninger i trafikken kræver mere båndbredde af onlinemedierne, hvilket ofte koster flere penge.
Det er på en måde spøjst, at dette synspunkt konstant fremhæves, når det gælder onlineartikler. Det er svært at forestille sig, at folk ved indgangen til en biograf eller et spillested ville blive forargede over, at det koster penge at se en ny film eller et populært band. I den situation ville næppe heller nogen begynde at forklare, at man ville få et større publikum, hvis forestillingerne blev delt ud gratis.
Når vi bevæger os ind i investeringsverdenen, er investeringerne her i den lave ende på hundreder og mere sandsynligt tusinder. På lang sigt og i en hel portefølje taler vi ofte om titusinder eller hundredtusinder af euro. Den artikel i Kauppalehti, som omhandlede Summa Defences komplicerede nuværende situation bag betalingsmuren, koster ned til 2,9 euro (et tilbud, sandsynligvis til nye kunder) og 35,90 euro til normalpris. Efter min mening er det ikke en umulig pris, især hvis der i den anden vægtskål ligger en investering på hundreder eller tusinder af euro i selskabet.
Derfor forstår jeg ikke helt, hvad der i denne ligning er så “helt uforståeligt”.