Q2-regnskabet er bag os, og ledelsen indrømmede, at EBITDA-målet ikke længere vil blive nået i år. Aktien faldt mere end 10 %, og det med god grund.
Der forventes en tydelig forbedring i H2, men virksomheden har nu nedjusteret sin guidance tre gange i træk (to gange i 2025, én gang i 2026).
Virksomhedens “fingerspidsfornemmelse” for sin egen forretning er temmelig dårlig. Det igangværende CRM-projekt vil (måske) bringe en forbedring, men følgende sætning (oversat fra kvartalsrapporten) får mine nakkehår til at rejse sig:
…et nyt CRM-system…bliver markant bedre til at forstå, hvor i vores kunders forretning vores tilbud skaber størst værdi
Hvis virksomheden ikke har forstået til fulde, hvordan deres produkter skaber – eller kunne skabe – værdi for kunden, så er man også på bar bund i forhold til prissætning og volumener. Virksomheden har tilsyneladende ikke været særlig kundecentreret, men snarere en forsker- og ingeniørdrevet virksomhed med en kultur, der fra en aktionærs synspunkt er forkert indstillet.
Det virker i stigende grad som om, at organisationen har fungeret som en koncern bestående af tre separate selskaber, hvor hver af de tre har passet sig selv i større eller mindre grad. Nu lover ledelsen at bygge ét samlet Acuvi, men man kan spørge sig selv, hvorfor først nu, når det er cirka fem år siden opkøbene fandt sted?
Et lyspunkt er væksten i PIezoMotors omsætning, og de optimistiske tror på, at diverse engangsomkostninger blot er faldet sammen og ødelagt tallene. Den nye ledelse har et bjerg af arbejde foran sig for at vende skuden for Acuvi. Lige nu fremstår virksomheden i den henseende som et projekt, der aldrig bliver færdigt (savolaiselta projektilta).
For dem, der er positive, er her en turnaround-case til en billig pris, men min egen erfaring med turnaround-projekter er, at de tager længere tid og er mere smertefulde, end det ser ud til i den indledende fase.