Samme her 4 år 
Man må gå ud fra, at det er kommet hertil..
7 Synes om
Jeg vil også besvare spørgsmålene fra trådstarteren ud fra min egen erfaring.
At stoppe med mit daglige arbejde var meget lettende, da jeg var så træt af det. Heldigvis havde jeg allerede dengang hobbyer, som tiden (og pengene) gik godt med. En ret bred social omgangskreds er også en hjælp, selvfølgelig er andre på arbejde i løbet af dagen, så det er også godt at kunne klare sig selv.
Da man på arbejdet havde leget chef i lang tid, og folk spurgte dig om ting, og derfor troede man, at man var lidt bedre end andre, fordi man ikke huskede, hvorfor de spurgte lige dig. Da denne position ændrede sig med ledelsens bortfald, indrømmer jeg, at det til tider var en smule hårdt. En stor del af dem, der ønskede god dag og spurgte til ens velbefindende, holdt op med at eksistere, de var ikke rigtig interesserede i dit velbefindende. Nå, nu i eftertankens lys er det selvfølgelig indlysende, forandringen var bare voldsom.
Ja, jeg savnede de større succeser og at overgå kundens forventninger fra mit daglige arbejde, og selvfølgelig det “eget” team. Nu skal jeg mere fokusere på min nærmeste omgangskreds og også mit eget velbefindende, heldigvis.
Jeg anbefaler stærkt folk at tage f.eks. et sabbatår før den rigtige pension, hvis de overhovedet kan. Der får man måske som yngre en fornemmelse af den endelige pension, så man kan smage på, hvordan det at være ledig lykkes. For nogle kan det være, at psyken ikke kan klare den pludselige udtræden af arbejdslivet. Især hvis den sociale omgangskreds primært består af kolleger og samarbejdspartnere. Fra et sabbatår kan man komme tilbage til arbejdet og forsøge at rette eventuelle mangler, man har opdaget. Og frie mennesker kan også gå på arbejde, hvis friheden ikke føles god.
Det er svært at rådgive andre bedre, alle har deres egen vej.
59 Synes om
Lad os tilføje min egen situation/holdning til de andres: frihed er at gøre, hvad man vil, men det har drejet sig om ting, der koster lidt penge - de største kicks kommer fra tid tilbragt i naturen på forskellige måder, gode bøger og selvfølgelig øjeblikke med familie og venner. Der er rigdom, og der kommer mere ind, end der går ud; jeg behøver nok ikke at arbejde, men jeg gør det, fordi det er ret sjovt, og jeg får lov til at lave meningsfulde ting, som jeg ikke kunne gøre alene uden rammerne af et arbejdsmiljø.
Der står også en bil i indkørslen, 11 år gammel; det kunne sagtens være en af de nyeste og flotteste el-SUV’er, men hvorfor, når den også kører, og desuden sjældent? Al lokal transport (under 15 km) foregår på cykel, hvis jeg ikke har ting med, sommer og vinter. Der er et sommerhus og en billig båd, man kan komme dertil med; den er også uden strøm og suger ikke meget vedligeholdelseskapital.
Med denne opsætning vil der nok uundgåeligt være noget at dele ud til efterkommerne, men de ser ud til at klare sig fint på egen hånd.
Sådan her.
60 Synes om
Jeg skriver også mine egne erfaringer her efter et år som friherre. Jeg har med interesse læst andres beretninger og identificerer mig stærkt med dem.
Jeg er en familiefar på 40+ i hovedstadsregionen, familien består af flere skolebørn, en kone der forfølger sin egen karriere og en ung, lidt skør hund.
Jeg var enormt heldig i arbejdslivet: jeg arbejdede i 20+ år, hvoraf 10+ år som partner i et selskab, der klarede sig økonomisk enormt godt. Udbytte svarende til (og meget mere end) arbejdsindsatsen landede årligt på holdingselskabets konto. Arbejdet var virkelig interessant og opslugte mig, men arbejdsfællesskabet var sådan, at kun gyldne håndjern holdt mig der. Viden, kapital og netværk (i positiv forstand) opstod samtidig nærmest ved et tilfælde. Mange år, netop på denne tid af året efter juleferien, kæmpede jeg en indre kamp med mig selv om, hvorvidt det var det værd, og jeg endte altid med, at ved at fortsætte et år mere ville formuen vokse så betydeligt, at det stadig var værd at presse på. Nu griner jeg rigtigt, når søndagsblues, når weekenden slutter eller ferierne er forbi, er væk.
For et år siden stoppede jeg så med arbejdet og partnerskabet. Dette var en enorm lykke for mig. Jeg stod over for noget nyt, økonomien var sikret, og følelsen var som i studentertiden 25 år tidligere: jeg vidste ikke præcist, hvad fremtiden ville bringe, men samtidig var følelsen, at uanset hvad der lå forude, ville det gå godt.
Jeg fik et tip fra mange i samme situation om ikke at skynde mig at gribe fat i noget nyt. Og dette råd har vist sig at være værdifuldt. I løbet af året er det blevet bekræftet, at jeg ikke længere vil tage et fuldtidsjob. Min oprindelige plan er blevet styrket: jeg administrerer min egen investeringsportefølje gennem et holdingselskab, som i arbejdsårene fungerede som en sparegris, og som jeg tidligere ikke havde overskud til at bruge meget af min knappe fritid på. Jeg tager selektivt et par rådgiver-/bestyrelsesroller, og resten af tiden gør jeg, hvad jeg har lyst til: jeg deltager i børnenes fritidsaktiviteter, nationalt forsvar og frivilligt arbejde. Især disse tre sidste har været meget givende, da de tidligere var dem, jeg har skåret mest ned på. Til mine egne kære hobbyer som motion og læsning har der selvfølgelig været så meget tid, som jeg ønsker.
Husholdningsarbejde og børnekørsel er altid blevet delt med min kone. Min kone har hele tiden forfulgt sin egen karriere, men de sidste par år arbejdede hun en kortere arbejdsuge (men stadig, efter min mening, mindst lige så meget som mig). Nu efter sidste sommer var det muligt for hende at tage en fuld arbejdsuge tilbage.
Mens jeg skriver dette, føles teksten virkelig elitær (det må være tilladt, da emnet for tråden er livet som friherre). Ærligt talt indrømmer jeg dog, at jeg har været enormt heldig i arbejdslivet. I en anden periode i arbejdslivet ville økonomisk vækst og renteniveau ikke have bragt sådanne windfall-indtægter til arbejdslivet, som det nu skete for mig undervejs.
Efter et år som friherre føles det virkelig godt, og jeg savner ikke mange ting fra arbejdslivet. Det, jeg savner, er næsten trivielt, som printerpapir i dag, da jeg skulle printe en formular til barnets skole 
Venskaber med de vigtigste mennesker er bevaret, og da der er blevet frigivet tid, er der kommet nye til fra andre kredse.
Nogle gange føles det lidt svært at forklare, hvad man laver, når man ikke er på arbejde, men dette er åbenbart en ret finsk ting: Min studiekammerat, der bor i Schweiz, forstod det med et halvt ord og sagde, at der er denne situation socialt accepteret på en helt anden måde, og man behøver ikke at forklare eller forsvare livet som friherre på nogen måde.
Tak igen for at have kunnet læse andres erfaringer. Jeg håber, at disse mine egne tanker er til lignende støtte og gavn for andre! Jeg besvarer gerne spørgsmål, hvis der dukker nogen op under læsningen.
229 Synes om
Må jeg spørge, hvor meget du nåede at opspare, før du trak dig (i hvert fald foreløbigt) tilbage fra arbejdslivet? 
3 Synes om
Jeg har haft for vane ikke at tale om mere præcise beløb på fora eller blandt venner. Dog et syvcifret beløb.
26 Synes om
En helt fantastisk historie @Donaldd! At blive aktionær og få del i en større værdistigning er en grundlæggende sikker måde at blive velhavende på. Har du opbygget din formue inden for ejendomsbranchen, da omtalen af rentemiljøet ville antyde det?
Jeg har også et par spørgsmål til dem, der er blevet friherrer, og @OldSchool må meget gerne kommentere:
- Hvilke ting ville være gode at få styr på, mens man stadig er i arbejdslivet? Er f.eks. bankforretninger eller en forhøjelse af kreditkortets limit væsentligt sværere for en friherre end for en person i arbejde?
- Hvordan har I organiseret sundhedsplejen? Via forsikring, eller går man til lægen for egen regning, når behovet opstår?
- Hvilke overraskende indkøb eller nye udgifter er der kommet, efter man er blevet friherre? I hvert fald har @Donaldd været nødt til at købe en printer?
27 Synes om
Hvordan bliver man økonomisk uafhængig? Her er et konkret eksempel med tal.
Vi er et par i 60’erne, og vi har konstateret, at vores leveomkostninger er ca. 3.000 euro om måneden. Dette inkluderer alt undtagen rejser. Vi bor bemærkelsesværdigt billigt, hvis man ikke tænker på den alternative forrentning af den kapital, der er bundet i boligen. Som sikkerhedssøgende passer dette os.
Jeg forlod arbejdsmarkedet af mange forskellige årsager som 54-årig i foråret 2020 under coronaen. Siden da har vi levet af min ægtefælles løn, som netto er knap 3.000 euro om måneden, og en lille del af vores opsparing + rejser er gået fra vores opsparing.
Formuen var akkumuleret hovedsageligt fra mit velbetalte arbejde, konservativt anslået til ca. 1,7 millioner euro, hvoraf ca. 1 million euro var i en gældfri lejlighed i Helsinki centrum i et veldrevet selskab med lave boligafgifter. På boligmarkedet undgik vi kuglen i starten af 90’erne, og på et tidspunkt ramte en bevidst strategisk flytning til det nuværende område plet i 2010. Vi kunne betale boliglånene ud allerede inden vi fyldte 40.
I foråret 2020 var der ca. 350.000 euro i kontanter. Fra foråret 2022 investerede jeg knap 300.000 euro i aktier under “krigsdykket” og mens inflationen galoperede. Nu er kontanter + investeringer ca. 400.000 euro. (minus salgsgevinstskatter ville det være ca. 30.000 euro). Jeg har solgt arveejendom og f.eks. en båd for i alt ca. 40.000 euro i mellemtiden.
Vores bolig passer os, men er lidt af et “unikt objekt” af sin art, så det er meningen at nedgradere den til en bolig til måske 500-600.000 euro i en passende markedssituation i de kommende år. Dels på grund af en pengebuffer og for at kunne investeres mere profitabelt, men frem for alt for at et måske lidt svært omsætteligt objekt ikke bliver en “byrde” for arvingerne i en dårlig markedssituation.
Vores pensioner vil netto ende med at være beskedne, måske ca. 3.500 euro om måneden i alt. Der er også et hul imellem, som skal dækkes af opsparing, da min ægtefælle også forlader arbejdsmarkedet lidt før tid.
Til fremtidige månedlige udgifter regner jeg med ca. tusind euro i råderum pr. måned ud over pensionerne indtil 80-årsalderen, altså 240.000 euro, til fremtidige rejser/delvis ophold i udlandet 25.000 euro/år, altså 500.000 euro, til “hullet” før pensionerne starter fuldt ud går der ca. 20.000 euro i alt. (Jeg begynder selv at tage en del som førtidspension, da jeg har beregnet, at den samlede pensionspulje først begynder at blive mindre ved ca. 80-årsalderen. Min ægtefælle er på delvis førtidspension).
Altså er knap 800.000 euro ud over pensionerne nok til os at “spise af” resten af livet. Det kræver af investeringerne, at de ikke ødelægger kapitalen og nogenlunde slår inflationen. Alt derudover er et plus. Efter 80 år er rejser sandsynligvis reduceret væsentligt, og selv før det er de 25.000 euro/år nok ikke blevet brugt hvert år. Min egen erfaring er, at når man taler om ferierejser, er 4-5 rejser om året det maksimale, man kan nyde, derefter begynder rejsen snarere at være anstrengende. Og jeg tror ikke, at vi som over 80-årige vil forbruge mere end vi gør nu som aktive i 60’erne.
Jeg har nydt at være økonomisk uafhængig. Jeg har fået tiden til at gå. Jeg er arbejdsdygtig, og i mit fag kunne jeg nemt tjene brutto ca. 15.000 euro om måneden med den arbejdstakt, jeg havde i årevis. Jeg har ikke følt trang til at bytte de resterende sunde og funktionsdygtige levedage for penge, som jeg ikke føler behov for. For at citere en klog økonomikvinde: “Mine vigtigste interesser i livet er ikke bundet til penge.” Jeg har også sejlet, været i sommerhus og kørt bil nok. Disse er der ikke længere, alt til sin tid.
Vores levestandard har ikke ændret sig fra, hvad den var, da jeg var på arbejdsmarkedet. Jeg brugte dog dengang nemt tusind euro om måneden på diverse hobbyer og lignende. Disse havde jeg allerede stoppet, før jeg besluttede at stoppe med at arbejde. Den beslutning kom hurtigt, selvom jeg før det havde arbejdet en 4-dages og derefter en 3-dages arbejdsuge i tre-fire år.
I min ideelle verden ville der ikke være inflation, og jeg kunne med sikkerhed “excel-beregne” pengene ifølge den nævnte ramme for hvert år, og alt overskud ville blive givet til børnene årligt. På grund af inflationen er det nødvendigt at investere, og det ville være absurd at lade hundredtusindvis af euro ligge med kun en sikker rente i 10 år. Det gør det selvfølgelig lidt sværere at vide, hvor stort et beløb man på dette tidspunkt kunne begynde at støtte børnene med. Som egentlig arv må boligformuen, der bliver tilbage fra vores sidste hjem, i øvrigt være tilstrækkelig. De klarer sig også fint selv.
Der er en ret stor sikkerhedsmargen i beregningerne, og hvis det var nødvendigt, er det nemt at skære ned på rejser. Som en større “risiko” ser jeg, at når vores eget forbrug ikke længere er mere end det grundlæggende, så vil vi opdage, at vi kunne have givet børnene meget mere og meget tidligere. Mit mål er at dø uden penge. Men ikke lige med det samme.
119 Synes om
Jeg er altid interesseret i disse overgange, om folk skifter fra fuldtidsarbejde (eller endda “over”) direkte til fritid, eller ved gradvist at reducere arbejdet. For mig ville det i hvert fald føles naturligt, som du lige nævnte, først en 4-dages uge, derefter en 3-dages, og derfra til fri. Det er ikke aktuelt for mig i lang tid endnu, og jeg sigter ikke på nogen måde mod økonomisk uafhængighed, men jeg tænker, at hvis arbejdet på et tidspunkt begynder at irritere mig, så kan man begynde at undersøge, hvad det ville kræve, eller hvilken tidsplan man kunne drømme om for noget sådant. Formuen akkumuleres uanset et sådant mål.
For at holde mig til emnet, så interesserer det mig med hensyn til erfaringer også de sidste år, før man bliver økonomisk uafhængig, lige så meget som de første år med økonomisk uafhængighed.
6 Synes om
Min egen erfaring er (jeg har gjort begge dele), at hvis der er tiltrækning og mulighed for at gøre noget andet positivt, og man ikke er helt tilfreds med sit arbejde, så fungerer det rigtig godt at reducere. Hvis man derimod er fuldt ud tilfreds med sit arbejde, så fungerede det dårligt at reducere. Selvom jeg bevidst havde udviklet mit eget arbejde og profession samt min måde at udføre det på, så det var sådan, at “når fløjten lyder, falder handskerne”, og man så fortsætter næste dag.
Jeg kunne altså ikke udføre mit arbejde i min fritid, og jeg stressede overhovedet ikke over det, men alligevel var den reduktion lidt som at tisse i bukserne i frostvejr. Det virkede et øjeblik. Og for mig handlede det altså ikke om overbelastning, men om at gnisten til arbejdet var slukket. Den øgede fritid kunne ikke kompensere for den faldende livskvalitet, det medførte.
Hvis man på grund af belastning, kedsomhed eller udmattelse er nødt til at overveje at reducere arbejdet, kan det være klogt at tænke over, hvilke andre muligheder der er. Et nyt job, et projekt, en ny afdeling eller helt nye vinde inden for et andet område. Jeg var selv lidt som i et gyldent bur, som et bevidst valg, selvfølgelig.
11 Synes om
Man kan godt nok se vilde forskelle i folks pengeforbrug, når man læser tråden 
Her kan man virkelig se, at det er unødvendigt at sammenligne sin porteføljestørrelse med andres, når man planlægger at blive friherre. Bopæl afgør selvfølgelig meget. Her på landet kan jeg få en luksusbolig for 100k og en helt acceptabel toværelses for 50k, og hobbyerne er billige (fiskeri året rundt, næsten gratis) og jagt om efteråret (næsten gratis), og dertil en god cykel og en bil til et par tusinde, så behøver jeg ikke rigtig andet. Altså kvalitetsudstyr til hobbyer måske 15k. Man kan også rejse indimellem, hvis man har lyst. Og jeg spiser hjemmelavet, så det er vel 100-200e om måneden. Dette er efter min mening et liv af god kvalitet, og jeg ville ikke gøre andet alligevel, selvom jeg havde millioner. Der er også millionærvenner med på isfiskeri, og deres liv er meget ens, omend med en bedre bil og et finere hus. Hvis man kan lide sådan noget, er det helt sikkert muligt med f.eks. en portefølje på 300k.
Men hvis man er vant til, at et enkelt restaurantbesøg koster 200e, og bilen skal være max. 3 år gammel, og hoteller på ferien skal være minimum 4 stjerner, så er man selvfølgelig i en anden klub. Det er bare en anden sag, hvor meget glæde det i virkeligheden giver.
87 Synes om
Samme situation her i vores lille flække. Jeg tænkte på at trække mig tilbage og leve af min formue for det meste, med en portefølje på omkring 300k, og slutte mig til mine millionær-pensionist-bekendtes vildmarksbad-gruppe som et mere fast medlem. 
En enkelt tur til udlandet om året er nok, for der er sandelig meningsfuldt at lave i skoven og ved søen.
47 Synes om
Min egen erfaring er i hvert fald, at det i relativt mange vellønnede stillinger er svært at begynde at geare ned. Man skal give den fuld gas eller slet ikke.
44 Synes om
Sandt, og jeg beklager, hvis det begynder at gå uden for emnet, men jeg fortsætter lige med én besked mere. Man kan jo skifte nedad, og jeg er lidt nysgerrig, om nogen her har prøvet det? F.eks. hvis de passive indtægter allerede begynder at være af en vis størrelse, så opgiver man f.eks. lederansvar og måske noget projektansvar og forbliver en “menig specialist”, og så endda med forkortet arbejdstid. Det kunne dog også føles som et ret stort spring, og mon ikke det ville være nemmere bare at stoppe helt, men er det også en mulighed?
4 Synes om
Min far skiftede i sin tid fra Nordeas landechef (eller lignende) til seniorrådgiver, og dagene gik bl.a. med at sparre med direktøren. Derfra gik han på deltidspension i et par år og fik vist forhandlet sig til fuld pension et par år før den egentlige tid. Eller noget i den retning. Han sænkede dog tempoet betydeligt i slutningen af sin karriere (fra omkring 58 år?), da den økonomiske situation var god nok. Han havde dog ikke opbygget en stor aktieportefølje eller andre betydelige passive indtægtskilder, men levede af løn/pension. Gælden var selvfølgelig betalt.
11 Synes om
Mange investerer f.eks. i investeringsfonde og på en aktiesparekonto, og som højtlønnet er der ingen grund til at røre dem.
I den forbindelse er jeg selv kommet til den konklusion, at investeringsinstrumenterne og strategien skal holdes så passive som muligt. Tidligere sneg der sig en time om dagen ind ud over arbejdet til at følge børsens bevægelser, hvilket jeg måske ikke anser for at være en kvalitetsfuld brug af min egen tid.
2 Synes om
Jeg har tænkt mig at trække mig tilbage som friherre og friherreinde med min kone om ca. 5 år, når vi er lidt over fyrre. Jeg har været selvstændig siden 2018, og sidste år kom min kone med i firmaet. Tanken har været at akkumulere tilstrækkelig kapital i firmaet og leve af investeringsafkastet. Som buffer har vi begge vores personlige opsparinger.
Jeg har betalt YEL baseret på en arbejdsindkomst på 36.000€, og det samme gælder min kone, så niveauet for social sikring forbliver rimeligt, hvis man f.eks. skulle blive uarbejdsdygtig på grund af en ulykke. Vi havde tænkt os at stoppe med at betale YEL, når vi trækker os tilbage, så pensionsopbygningen bliver meget svag, og man kan ikke regne meget med den i fremtiden, hvilket fører mig til mit egentlige spørgsmål.
Hvordan kan man sikre cashflowet med tanke på de dage, hvor man begynder at blive så forvirret, at man ikke længere kan håndtere firmaets økonomi eller porteføljen? Dette kan selvfølgelig ske allerede før den officielle pensionsalder, men hvis vi nu antager, at man forbliver klar i hovedet indtil 70-årsalderen, hvilke arrangementer bør/kunne man så træffe for at sikre sin forsørgelse til det sidste? Findes der nogle værge- eller forvaltningsinstanser, som man kan outsource dette til på forhånd, hvis man ikke stoler på sine egne efterkommere eller slægtninge? Eller bør man blot betale YEL pligtskyldigt, indtil en rimelig pension er opnået?
3 Synes om
Kontakt et advokatfirma og en person, du anser for egnet til at varetage dine interesser. Dit minimum er sandsynligvis en fremtidsfuldmagt og muligvis en frivillig pensionsforsikringsaftale, hvorfra pengene udbetales til kontoen, selv om du er uarbejdsdygtig.
Friherreliv 2025?
En lille opdatering til denne tråd, der omhandler et godt emne. Jeg opdaterede allerede tidligere min vej, og nu er der så et nyt kontoudtog at tænke over.
I tråden er frihedsbegrebet og hvad der skal til for at opnå det, blevet fint diskuteret. Jeg definerer selv min frihed således, at 1) mine investeringsafkast er mine største indtægter, 2) jeg udfører et varierende antal opgaver som professionelt bestyrelsesmedlem og interimleder årligt, 3) jeg har været selvstændig erhvervsdrivende i praksis siden 2010. I slutningen af året fandt jeg også et godt begreb for folk som mig, ”portfolio career”, som det er værd at sætte sig ind i! For mig gav det i hvert fald støtte til ”identitetssøgningen.”
Jeg arbejdede meget sidste år, og jeg står med en ny situation i januar 2025.
I år er hovedopgaverne og indtægtskilderne:
- Min egen investeringsvirksomhed og porteføljeforvaltning med god assistance fra banken (Nordea Private Banking, egen mægler), udbytter og salgsgevinster.
- Bestyrelsesarbejde og de deraf følgende honorarer.
- Lejeindtægter og Airbnb-indtægter (min kone)
- Lejlighedsvise foredrag, konsultation og de deraf følgende indtægter
Er jeg en friherre? Jeg kan i hvert fald gøre, hvad jeg har lyst til, og jeg har for meget fritid (jeg er ret effektiv med min tidsanvendelse, planlægning og udførelse). Jeg har stort set opnået alt, hvad jeg har ønsket mig indtil videre i en alder af 52 år (det har ikke altid været nemt).
Mest af alt bekymrer identitetsspørgsmålet ”hvem er jeg” mig også, er jeg arbejdsløs, og burde jeg stadig stræbe efter noget? Jeg arbejder med disse ting, og selvfølgelig er skrivning en god måde at strukturere tingene på.
Jeg er ret bekymret for markederne, og min portefølje indeholder igen mere kontanter (20%), og en del af de direkte aktier flytter jeg til amerikanske obligationer.
Så også i år får jeg, hvad jeg selv skaber, og rejsen fortsætter. Ville frihed være mere at være sin egen herre, end at være rig nok til ikke at skulle gøre noget som helst?
Et fremragende år 2025! V
60 Synes om
Inspireret af Villes overvejelser blev jeg selv inspireret til at tænke dybere over identitetsspørgsmålet ved økonomisk uafhængighed.
Lidt baggrund: Jeg er stadig under 30 år, og økonomisk uafhængighed nærmer sig overraskende hurtigt. Høj indkomst, lave udgifter og succesfulde investeringer betyder, at jeg sandsynligvis kunne ‘trække mig tilbage komfortabelt’ inden for få år – at FIRE er allerede muligt. Og lad det for klarhedens skyld siges, at jeg ikke har et mål om at blive økonomisk uafhængig så hurtigt som muligt – identitetsspørgsmålet er dog et så interessant aspekt ud over den økonomiske frihed, at jeg ikke kan lade være med at kommentere det.
Min identitet er i øjeblikket stærkt bygget op omkring mit arbejde – i min lille boble er jeg den højtlønnede person med status i erhvervslivet. Hverdagen fremstår udadtil som luksus for mange i min omgangskreds, da der gennem arbejdet tilbydes alverdens “eksklusive” fornøjelser i overflod.
Hvis jeg stoppede med at arbejde, føles det som om, jeg ville miste en del af min identitet. Ud over økonomisk succes er status også en del af min identitet, og jeg tror, at jeg ville skulle finde mig selv en smule, hvis min status ændrede sig markant. Uden status ville jeg leve et normalt middelklasseliv uden at arbejde – men statusmæssigt ville jeg være “en almindelig person”. Som det også er blevet diskuteret her tidligere, ville man i værste fald befinde sig i en situation, hvor man skal overveje, hvordan man forklarer sin arbejdssituation til sig selv og andre – er man arbejdsløs, økonomisk uafhængig, investor eller noget andet?
Kunne jeg så bygge en ny identitet, der ville involvere økonomisk uafhængighed, og glemme erhvervslivets status? Næppe på dette stadie, eller det er i hvert fald ikke, hvad jeg ønsker. Jeg tror, at dette i høj grad også skyldes min unge alder – jeg er trods alt kun i begyndelsen af min karriere. Status’ indflydelse på identiteten vil sandsynligvis ændre sig med alderen, men jeg erkender, at det i øjeblikket er en af de vigtigste definerende faktorer.
45 Synes om