Jeg er selv begyndt at interessere mig for minimalisme i et stykke tid nu, efter dag efter dag at have kigget mig omkring derhjemme og tænkt over mængden af ting, jeg ejer.
I øjeblikket læser jeg bogen “Goodbye, Things: The New Japanese Minimalism” (Hyvästit tavaroille - Vapauttava minimalismi) skrevet af Fumio Sasaki, som virkelig har åbnet op for mange nye tanker om minimalisme, både mentalt og fysisk.
Minimalisme er dog lidt mere udfordrende, når man har familie, end hvis man f.eks. er single.
Minimalisme betyder dog ikke, at man skal bo i et tomt, hvidt rum uden noget som helst, eller at man ikke må samle på ting. Det betyder, at du kun ejer ting/genstande, der er virkelig vigtige for dig.
Jeg er dog heller ikke fuldt ud maksimalist, men noget derimellem.
Er du selv minimalist, maksimalist eller noget midt imellem? Hvis du f.eks. er gået over til minimalisme, har det så også kunnet mærkes på pengepungen, så du har flere penge til overs? Handler det for dig også om at købe mindre, men af højere kvalitet, eller nøjes du specifikt med “minimums”-løsningen?
Som en fyr i fyrrerne, der bor alene og kun har mine egne få, mere eller mindre brugbare ejendele i en kompakt toværelses lejlighed, er jeg gennem årene begyndt at hælde mod en form for minimalisme – dog uden at overdrive, for et hjem skal jo også se beboet ud og signalere, at der faktisk bliver levet i det.
I sidste ende har jeg ikke meget unødvendigt ragelse liggende alligevel, så en yderligere oprydningsindsats ville ikke være en byrde. Formålet er dog at starte “døderydningen” årtier i forvejen, langsomt men sikkert; der er jo ingen grund til at stresse her midt i livet.
Af en eller anden grund er det sværest at give slip på visse genstande eller ting, og depotrummet er det værste. Det ville være meget lettere at se på fra sidelinjen, mens en anden beslutter, at “nu skal det her væk”, mens jeg bare tager billeder med min smartphone af de ligegyldige barndomsskatte og projekter fra teenageårene til minde. Vi har foreløbigt aftalt med min mor, at hun en skønne dag skal tømme mit depotrum ned i affaldssække, mens jeg står ved siden af og griner lidt falsk, mens jeg knipser billeder med mobilen.
Inden for mine fire vægge kan jeg godt selv skille mig af med en masse unødvendigt, og det har jeg faktisk gjort to gange i forbindelse med flytninger. Hvis der er noget positivt ved det, så er det, at jeg aldrig får brug for noget nyt; der ville alligevel ikke være plads til noget nyt, så der bliver ikke anskaffet noget unødvendigt til hjemmet. Det er også en effektiv måde at maksimere en utilsigtet FIRE-proces (økonomisk uafhængighed, tidlig pension), når der i praksis ikke ryger en krone til at “fylde lejligheden op”.
Uanset hvad, så er det vel klart, at hvis man ikke har haft brug for en ting eller genstand i over 10 år, så kommer man heller ikke til at bruge den resten af sit liv.
Jeg er selv ved at skifte over til en form for minimalisme; jeg forsøger at reducere unødvendige ting og fremfor alt at undgå at købe nye ting, medmindre der er et virkeligt stort behov. Jeg har i mit hoved opdelt mine eksisterende (og fremtidige) ejendele i to kategorier:
Personlige ting, som man ikke kan få tilbage, hvis man skiller sig af med dem (fotos, breve osv.). Heldigvis er billeder i dag digitale, så så længe sikkerhedskopieringen er i orden, optager de ikke fysisk plads.
Alle de ting, som kan købes igen, hvis der bliver brug for det. Det vil sige stort set alt det, jeg har i min bolig.
Ting i første kategori beholder jeg, fordi de ikke kan erstattes, hvis de først er væk. Ting i anden kategori kan jeg uden videre skille mig af med eller sælge, hvis det begynder at se ud til, at de ikke bliver brugt. Jeg “forelsker” mig heller ikke i genstande; jeg beholder for eksempel ikke upraktisk service, jeg har arvet, bare for mindernes skyld.
Heldigvis er jeg flyttet en del gange i løbet af mit liv, så i forbindelse med flytninger er der altid blevet luget ud i de overflødige ting med hård hånd.
Men lige nu ser jeg det som om, at nøgleordet er en radikal reduktion af nyindkøb. Det hjælper ikke at skille sig af med ting, hvis man samtidig slæber nyt med hjem fra butikken for at erstatte dem.
Jeg har selv været alt for forelsket i næsten alt, hvad jeg ejer, og jeg er alt for meget en “hvad nu hvis jeg får brug for den en dag”-type, når det kommer til ting.
Men det er planen at tage et spring mod at reducere antallet af ejendele – ikke for pengenes skyld, men for min mentale sundheds skyld.
Det føles som om, især det ene af mine børn og min kone er en stor bremseklods her, fordi de især er knyttet til selv det mindste gamle slikpapir
Men jeg vil selvfølgelig også gerne have, at boligen ligner et hjem, og at der til en vis grad er indretning osv.
Jeg vil jo heller ikke have, at min stue ligner en fængselscelle.
Jeg fik et lille ryk med at købe ting, da jeg flyttede til et hjem med have – tidligere havde jeg ikke brug for en plæneklipper, trimmer, højtryksrenser osv. … men siden da har jeg heldigvis ikke købt noget større i et par år. Jeg har dog heller ikke skilt mig af med ret meget. Heldigvis findes der et haveskur. Jeg udskifter ikke fungerende ting bare for fornøjelsens skyld; mine computerskærme er f.eks. 12-15 år gamle, og jeg bruger dem, indtil de står af. Selve computeren er vist også 6 år gammel.
Jeg har en ret indgroet “man får måske brug for det en dag”-attitude, og den hænger også sammen med stædighed – nej, vent, et behov for uafhængighed. Det vil sige, at jeg f.eks. har en motorsav, primært fordi jeg ikke behøver at tigge nogen om at låne en, de én eller to gange om året, jeg har brug for den. Nå, alle har en karakterbrist, og det her er min (eller i det mindste én af dem).
Jeg var længe en stærk tilhænger af “man kan få brug for det en dag”-lejren, og alt flød over med ting. I dag er jeg hardcore minimalist. Gennem bloggen “Early retirement extreme” indså jeg for et par år siden, at det at hamstre ubrugte ting medfører direkte ekstraomkostninger, fordi du har brug for en større bolig til dine ejendele. Jeg begyndte derefter at gå min ejendom igennem, og jeg indså, at jeg i værste fald havde slæbt rundt på helt ubrugt ragelse gennem flere flytninger i de samme banankasser uden nogensinde at pakke dem ud. Jeg kom til den konklusion, at hvis “man kan få brug for det en dag” ikke bliver aktuelt inden for et par år, er det nemmere bare at låne tingen frem for at eje den selv.
Jeg har nu næsten konstant vurderet mængden af ting, jeg ejer, og hele tiden er noget røget ud til skrald, salg eller genbrug. Jeg er kommet af med størstedelen. Det eneste, jeg har fortrudt at skille mig af med, var en gammel router, som jeg fik brug for senere efter en flytning. Jeg købte så en anden i stedet. Jeg har også skåret ned på ejendele med affektionsværdi, og til min overraskelse har jeg ikke fået dårlig samvittighed over at skille mig af med dem. Det føles mest af alt som en lettelse; det føles på en måde mere frit, når man ejer mindre ragelse. Rummelige skabe og depotrum behager mine øjne mere end fyldte. Jeg tilstræber ikke ekstrem minimalisme, hvor man ejer under 100 ting, men jeg beundrer dem, der kan leve sådan.
Bopæl og livssituation påvirker også behovet for ting. Et parcelhus og en børnefamilie kræver naturligvis flere ting end en single i en etværelses lejlighed.
Jeg samlede selv tidligere på retro-videospil, nyere videospil, konsoller og egentlig alt, hvad der hører til. Jeg har solgt meget ud af dem, men det er et svært emne at skære ned på. Selvom de bare ligger og flyder i en kasse i opbevaringsrummet, er der stadig en vis affektionsværdi og måske også lidt af den her “værdien stiger sikkert”-tankegang, selvom… ja, gør den det?
Først stiger priserne, når en person, der har spillet på en spillekonsol som barn, som 30-årig får lyst til at genopfriske minderne og vise sine egne børn, “hvad far legede med som barn”. Derefter stabiliserer priserne sig eller begynder at falde…
Jeg købte, solgte og hamstrede engang 80’ernes hjemmecomputere og spillekonsoller. Nu forsøger alle over 50 år at komme af med dem, og priserne er faldet i forhold til for 10 år siden. Desuden bliver elektronik forældet, og maskinerne går i stykker af sig selv, mens de ligger i skabet.
Jeg kan ikke sige, at jeg er nogen minimalist, og førhen tænkte jeg netop: “hvad nu hvis jeg får brug for det her en dag?”. Men så læste jeg et sted om en læresætning: “hvis du ikke har haft brug for en ting/et stykke tøj/osv. i tre år, kommer du heller aldrig til at få brug for det senere”. Denne ideologi er jeg nu begyndt at følge i det store hele.
Okay, i værktøjskassen finder man for eksempel værktøjer, som jeg ikke har haft brug for, men i grove træk har jeg gennemgået skabe og opbevaringsrum ud fra denne visdom. Og det har bestemt været det værd.
Som en lille bemærkning vil jeg sige, at en 10 år gammel skærm kan være hård ved øjnene sammenlignet med en nyere model. Hvis du bruger computeren meget, kan det være værd at overveje at købe en ny skærm. Dine øjne og dit sind vil takke dig. Teknologien har trods alt taget store skridt fremad.
Jeg har selv hørt det samme, men alligevel tænker jeg ofte med hensyn til ragelse, at det får jeg sikkert brug for senere …
Den bog har virkelig åbnet mine øjne, og målet er bestemt at skære ned på tingene. Jeg kaster mig heller ikke over et ugeprojekt, men tager det stille og roligt. Man starter med det nemmeste, altså alt det ubrugelige skrald og de ødelagte ting, og bevæger sig derefter fremad skridt for skridt.
Jeg har “arvet” en vane fra mit barndomshjem med at gemme på interessante, smukke og/eller nyttige ting, og jeg har også haft tendens til at knytte mig til forskellige genstande; tidligere havde jeg ofte ret svært ved at skille mig af med selv overflødige ting.
På et tidspunkt hobede tingene sig dog op i en grad, så det føltes for meget, så jeg lærte gradvist at blive bedre til at give slip på det overflødige. Mængden af ting er faldet drastisk siden dengang. Jeg får dog stadig jævnligt en følelse af, at der stadig er noget, der skal sorteres fra, og når det sker, tager jeg affære og går kritisk igennem tingene og samler et parti til genbrug eller bortskaffelse – det letter altid humøret at tage en tur i genbrugscenteret! Jeg er ret tilfreds med denne stil. Jeg higer ikke efter minimalisme i forhold til mine ting, så længe der ikke er for mange af dem, og så længe de er organiseret godt nok.
Vi har også en vane i hele familien med at gennemgå tingene en gang imellem, som f.eks. “børnenes legetøj”, og sende det overskydende videre osv., hvilket hjælper lidt med at reducere mængden af ting, og det samme gælder for andre ting.
Det sværeste område at rydde ud i er nok stadig legetøj og tøj til voksende børn, da de hele tiden har brug for større tøj, og deres interesser for legetøj osv. ændrer sig, så der hober sig ting op, og det er svært at skille sig af med meget af det, medmindre man er helt klar til bare at smide det i skraldespanden.
Som en person, der bor alene i en etværelses lejlighed, er der naturligvis ikke overvældende meget plads til overflødige ting, men heldigvis er jeg af natur tilbøjelig til minimalisme, så det at bo på lidt plads har egentlig aldrig generet mig grundet pladsmangel. Jeg har stort set ikke noget overflødigt i mit hjem, og mit kælderrum er også så godt som tomt.
Det bliver lidt offtopic… tja, til dels ja, men de 24" Full HD-skærme, jeg har, giver mig ikke de store problemer med at knibe øjnene sammen, selvom de er gamle. Selvfølgelig skal de skiftes ud på et tidspunkt, men jeg har ikke brug for så små pixels som muligt – to skærme i en fornuftig størrelse side om side med en moderat opløsning og en bred betragtningsvinkel fungerer bedre til mit brug end f.eks. én 4K-skærm.
Jeg er dog enig i, at man ikke bør spare for meget eller gå på kompromis, når det kommer til ergonomi; på et hjemmekontor bør man for eksempel have en rigtig kontorstol frem for at prøve at klare sig med en køkkenstol.
I øvrigt, generelt set, når I skiller jer af med ting, så lad være med at smide dem ud, hvis der ikke er tale om affald!
Gennem genbrugscentre eller loppemarkeder finder mange ting, der er intakte eller kan repareres, og som man ikke selv kan forestille sig at få brug for, et nyt hjem. “One man’s trash is another man’s treasure”, som ordsproget siger.
Ja, jeg går personligt ind for genbrug. Ting, der er rent affald/ting i en tilstand, hvor de må betegnes som skrald, ryger naturligvis i skraldespanden. Men jeg ved skam godt, hvordan man sorterer mellem affald og ting, der stadig kan repareres eller bruges.
Selv når vi sælger børnelegetøj, har vi besluttet, at det, der ikke er solgt inden dag X, bliver kørt til børnehaven; de tager meget gerne imod legetøj og spil til børnene.
