Jeg isolerer dette her, da det bliver lidt specifikt for emnet.
Med det, jeg skrev der, mente jeg faktisk to ting, som nu kom i samme sætning. I dag er reaktiv effektkapacitet ikke et problem for mange netværksvirksomheder, men stigningen i jordkabler og decentraliseret produktion (også den grundlæggende forbrugsprofil har ændret sig) har vendt situationen, så netværkene forsynes med reaktorer, og kunder opfordres endda til at forbruge reaktiv effekt og ikke kun kompensere for deres egen produktion.
Og den anden del er relateret til decentraliseret produktion, især vindkraftproduktion. Afhængigt af hvor og hvordan anlægget er tilsluttet, påvirker det områdets stabilitet. Anlæg over 10 MW har som udgangspunkt konstant spændingsregulering, hvilket selvfølgelig kompenserer for ændringer, men få anlæg kører med reaktiv effektregulering eller “tilpassede” statistikker for at understøtte netværket og dets spændingsstabilitet, især i hurtige situationer.
Problemer opstår især med anlæg, der ikke er tilsluttet SJ-netværk (SJ-verkkoihin), da disse ofte ikke har separate aktive kompensatorer, og deres invertere er muligvis ikke i stand til at kompensere tilstrækkeligt for den reaktive effekt. Problemet forstærkes, når anlægget ikke producerer, hvorved det ikke engang kompenserer for sit eget forsyningsnetværk eller interne netværk. Hvis anlægget er placeret for enden af en lang eller temmelig lang kabelføring, bliver disse problemer også mere synlige. Disse bliver nogle gange meget vanskelige og kræver en sag-til-sag-vurdering, men der har allerede været mange problemer i Finland og Europa i forbindelse hermed. Den ideelle situation i denne henseende ville være et kapabelt kompensationsudstyr og spændingsreferencepunkter ved tilslutningspunktet og ved forsyningsstationen (hvis der er lang afstand til kraftværket), men dette koster selvfølgelig.
Og når det kommer til det nævnte 110kV spændingsniveau (eller højere), er problemet mere udfordrende med hensyn til den reaktive effekt, da produktionen er afhængig af spændingens kvadrat. Et 110kV jordkabel producerer omkring 1 MVAr reaktiv effekt pr. kilometer, så der skal allerede en del effekt til i kablet for at opnå den naturlige reaktive effektsbalance (som sjældent opnås på dette spændingsniveau), eller så skal kraftværket være i stand til at kompensere selv i vindstille vejr eller i andre situationer, hvor produktionen er stoppet.