Tak for beskeden, og det er rart at få information om sagen via denne mere uformelle kanal, selvom LinkedIn tilsyneladende også koger over emnet baseret på nogle af kommentarerne herinde. Jeg bruger ikke selv den pågældende tjeneste, så jeg ved ikke præcis, hvad der eventuelt er skrevet om sagen på LinkedIn. Det har dog uundgåeligt vakt nogle mere kritiske tanker, så lad os gennemgå dem punkt for punkt.
-
Det faktum, at ingen af de ansvarlige har ment, at man slet ikke kunne handle med De Forenede Arabiske Emirater, tager efter min mening ikke brodden af kritikken i Hesaris (Helsingin Sanomat) artikel. Problemet, som Hesari rejser (og som I tydeligvis også er bevidste om ifølge Nylunds tekst), er, at produktet, der sælges, indeholder en realistisk risiko for at blive brugt til alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, som er fuldt ud lovlige inden for købers lovgivning. Problemet er altså ikke så meget De Forenede Arabiske Emirater i sig selv, men derimod hvad man sælger til dem. Dette ser meget skidt ud i en situation, hvor virksomheden bag produktet har positioneret sig selv som en pioner i den etiske digitale verden. Jeg anser det for betydeligt mindre sandsynligt, at Hesari ville tage fat i en sag som denne, hvis I f.eks. solgte finsk kildevand til hylderne i de lokale butikker i Emiraterne. Gofores etiske patos i kommunikationen ville ganske vist gøre dette muligt, men drikkevandet i mit tænkte eksempel er et ret svagt redskab til masseovervågning af mennesker. Dermed ville Hesaris historie miste sit realistiske grundlag og glide over i ren moralprædiken. Den bekymring, der præsenteres i artiklen nu, er derimod konkret og anerkendt af Gofore selv.
Hvad angår den fælles linje mellem den etiske komité og forretningsledelsen om behovet for yderligere information, som du nævner, er denne “fælles” linje så ikke i virkeligheden et resultat af, at den etiske komités primære anbefaling (no-go) ikke er blevet fulgt? Kan man ikke i så fald tale om en ledelsesbeslutning, som den etiske komité har accepteret som et alternativt udgangspunkt for det videre forløb, hvis man vælger ikke at handle i overensstemmelse med komitéens primære anbefaling? Dette kan virke som at gå i små sko, men som interesseret i virksomhedskommunikation (og med en vis uddannelse inden for feltet) må jeg nævne, at det er netop via sådanne nuancer, man opbygger et billede hos læseren af, at processen er foregået mellem to ligeværdige parter. I virkeligheden, eller i hvert fald efter min forståelse, træffer Gofores forretningsledelse de endelige beslutninger fra sag til sag, enten baseret på den etiske komités anbefalinger eller ved at ignorere dem. At opretholde billedet af ligeværdighed mellem den etiske komité og ledelsen er dog formentlig vigtigt for Gofore, da behovet for komitéens eksistens og omkostningerne ved at opretholde den let kan blive draget i tvivl af aktionærerne, hvis det viser sig, at komitéen ikke har nogen reel magt i virksomhedens beslutningsproces. Under alle omstændigheder ender man i denne situation nok med at veje Gofores ledelsesetik op mod pengene fra Emiraterne frem for komitéens holdninger.
-
Dette er helt sikkert sandt, og jeg synes, at den offentlige debat, der er opstået på baggrund af avisartiklen, har været lige så interessant og nødvendig som den interne debat i virksomheden. Det er dog tragikomisk, at det i Nylunds tekst (som ses i illustrationen til Hesaris artikel) vurderes, at dette projekt udgør en risiko for Gofores personales mulighed for at føre en åben dialog. Denne risiko blev til dels realiseret allerede nu, da virksomheden fremover muligvis selv bliver nødt til at begrænse sin praksis omkring åbenhed i debatten. Det faktum, at man i den pressemeddelelse, der straks blev delt her, luftede muligheden for retslige skridt, fremstod for mig som en kommunikationsstrategi, der kunne være taget direkte ud af modpartens lærebog i disse forhandlinger. Det var netop denne form for påvirkning, Nylunds bekymring om indskrænkning af medarbejdernes debattilvære fokuserede på. At skræmme medarbejdere til tavshed offentligt lugter altid af noget andet end demokrati.
-
Der er helt sikkert sket skade på den ene eller anden måde, det kommer man ikke udenom, selvom det offentlige mediepostyr indtil videre i mine øjne har været overraskende begrænset. Med hensyn til gennemsigtighed overvejede jeg i et tidligere indlæg i denne tråd, om virksomheden havde haft mulighed for at informere om opstarten af sådanne forhandlinger, f.eks. på det tidspunkt, hvor sagen blev overdraget til den etiske komité til vurdering? Dette skulle selvfølgelig være gjort på et overordnet plan uden at afsløre handelspartneren eller de præcise detaljer i en eventuel aftale. Nu føles det dog som om, man ikke havde taget tilstrækkeligt højde for risikoen for lækager, da man planlagde kommunikationsstrategien for et så følsomt projekt, selvom spredning af information uden for huset i et arbejdsfællesskab på næsten 1.900 personer efter min mening er uundgåelig – især når Emiraternes kontroversielle status som forretningspartner er indlysende.
Senere har jeg tænkt over, hvordan sådanne etiske udgangspunkter overhovedet bliver inddraget i forhandlinger om samarbejde. Bliver de andre parter i forhandlingerne informeret om virksomhedens etiske principper, og om at en særskilt komité gennemgår de potentielle risici ved tilbuddet, før der skrives under? Spiller denne etiske side overhovedet en rolle i disse udbud, eller betragtes det udelukkende som et internt anliggende adskilt fra de faktiske forhandlinger? Man kunne nemlig forestille sig, at en virksomhed, der offentligt har defineret etik som sin hjørnesten, ville kræve, at samarbejdspartnere også er villige til at skrive under på de etiske principper, som virksomheden selv anser som sine værdier.
-
Dette har jeg ikke de store kommentarer til, da det er svært at kritisere, at finske virksomheder vækker interesse ude i verden.
-
Ikke alle virksomheder kalder sig selv for en etisk pioner inden for deres felt, og derfor bliver alle virksomheder heller ikke overvåget fra et etisk perspektiv. Der er heller intet uretfærdigt i, at nyhedsmedierne forventer, at en sådan virksomhed står bag sine ord. Derfor er det let at forstå, hvorfor netop Gofore blev genstand for artiklen. Det ændrer sig ikke, uanset hvor meget man brokker sig, men vrede er selvfølgelig forståelig og tilladt i denne situation.
At de kritiske personer er i mindretal i Gofore, betyder ikke, at de tager fejl. At henvise til personalets sammensætning er derfor irrelevant i forhold til etiske spørgsmål og leder tankerne hen på, at etik i sig selv skulle handle om en form for flertals-/mindretalsafstemning. Hvis dette Project Horizon gennemføres til ende, vil historien under alle omstændigheder vise, om de enkelte medarbejderes frygt vedrørende disse etiske spørgsmål var berettiget, eller om man formår at fremme de positive samfundsmæssige mål, der er knyttet til projektet. Forhåbentlig kan vi til den tid drøfte sagen her på forummet i en åben og offentlig debat under udøvelse af vores ytringsfrihed!